Han har indtaget Arne Bros kontor

”Det er afgørende for mig, at udtrykket er tydeligt, men at formen kan udfordre det bestående,” siger Alexander Lind og dumper ned i en kontorstol på sin nye arbejdsplads.

Sammen med Cecilia Lidin er han ledende faglærer på dokumentarinstruktørlinjen på Den Danske Filmskole. De to er i gang med semesterplanlægningen. I frokostpausen byder han indenfor. 

Dels for at tale om tjansen på Filmskolen, dels for at vende den nye dokumentarfilm, han selv står bag.

Havde Trine on Fire været et nyhedsindslag, havde vinklen formentlig handlet om en svært psykisk syg kvinde, som har sat ild til sit værelse og nu har fået en behandlingsdom. Og så til vejrudsigten. 

Trine on Fire, der kan ses på TV 2 Play. leverer et andet billede. Alexander Linds kamera går tæt på Trine, som elleve år efter hændelsen skal finde ud i livet igen. Det sker blandt andet ved, at dokumentaristen taler med hende gennem kameraet og får hende til at genskabe skelsættende scener fra sit liv.

”I film opdager vi andre mennesker og ikke mindst os selv gennem andre mennesker,” siger han og vipper lidt på stolen.

”Hvis vi skal kunne finde empati for andre, tror jeg, at de følelser, som film kan formidle, gør os alle sammen mere nærværende – frem for at psykiatrien blot er tal.”

Hånd i hånd
Antallet af retspsykiatriske patienter er steget gennem de seneste 25 år. Hvor der i begyndelsen af årtusindet var 1.445 kriminelle dømt til en psykiatrisk behandling, er der nu omkring 4.000 retspsykiatriske patienter.

”Hvis et menneske får lov til at arbejde med sig selv, får det en chance. Det skylder vi hinanden som samfund, for udviklingen går den forkerte vej, når vi ser på retspsykiatrien,” siger Alexander Lind.

”Jeg valgte at gå hånd i hånd med Trine, fordi det var det, hun havde brug for.”

– Var du ikke bekymret for at bryde skellet mellem filmskaber og hovedperson, så I nærmere fremstod som samarbejdspartnere?

”Næsten alle film – også dokumentarfilm – er blevet til i et samarbejde. Jeg er instruktør på Trine on Fire og står inde for, at filmen ikke er mikrofonholderi. Men jeg tror heller ikke på, at ’fluen på væggen’-dokumentarer findes. Det handler om formen og om, hvor meget man viser.”

Derfor skabte han et animationslag, hvor det tydeligvis er instruktøren, som ser Trine udefra. Derudover foregår Trine on Fire stort set i hovedpersonens inderste tanker via hendes fortællerstemme.

”Det er Trine, der driver filmen, men det er også afgørende, at jeg som instruktør tager hånd om fortællingen. Generelt tror jeg på, at man skal bruge lige den form, man føler for, hvis den rette stemning skal træde frem,” siger Alexander Lind.

Nej tak til mesterlære
Det drejer interviewet over i den rolle, han har varetaget siden februar. Det er traditionsrige filmsko, Alexander Lind og Cecilia Lidin skal udfylde som ledende faglærere.

Dokumentarinstruktøruddannelsen har i nyere tid været synonym med karismatiske Arne Bro. Han har været kendt som en dreven underviser, der ikke bare uddannede instruktører til at blive dygtige håndværkere, men også til at træde i karakter som kunstnere med et æstetisk og personligt drive. 

”For mig er det afgørende, at vi bruger det lærred, de studerende allerede er i gang med at male på. Som faglærer skal jeg ikke pådutte en stil eller en metode, alle skal bruge. Tværtimod skal jeg tage udgangspunkt i det, de studerende kommer med,” siger Alexander Lind.

Han ser en generel tendens i det undervisende Danmark til, at man tager det skabende ud af mennesker, fordi alle uddannelser har måltal, de skal leve op til.

”Der er så mange krav, som risikerer at ensrette eleverne. Det er jeg imod, ligesom jeg er imod tanken om mesterlære, hvor eleverne skal lære en bestemt måde at lave film på. De studerende skal ikke lave en ny Trine on Fire. De skal udfordres til at lave deres egne særlige film.”

– Hvordan vil du udfordre dem?

”Jeg vil spørge ind til metodevalg, udvikling og billedsprog. Måske skal de begynde med en klipper frem for at selv at gå i gang. Måske skal de have en koreograf eller en komponist tilknyttet,” siger han og smiler henkastet.

”Jeg ser dokumentarinstruktøruddannelsen som en lederuddannelse, hvor de studerende skal blive gode til at træffe kunstneriske og menneskelige beslutninger. Det er det, jeg skal hjælpe dem med.”

Teori og praksis
Det er næsten umuligt ikke at spejle metoden fra Trine on Fire i de tanker, Alexander Lind gør sig om sin faglærerrolle. 

I den nye dokumentarfilm inspirerer og drejer han hovedpersonen i retning af at forstå sig selv via en monolog. På den måde kan både hun og vi, som ser med, få en særlig indsigt. På Filmskolen vil han i de kommende år forsøge at udfordre de studerende med spørgsmål til metode og kunstnerisk udtryk.

”Jeg gik selv på den daværende flerkamerainstruktørlinje for snart femten år siden, og kombinationen af praktik og teori var skelsættende for min udvikling. Den tradition vil jeg bygge videre på,” siger han.

Han kaster et kort blik ud af vinduet. Mågerne hænger som papirstrimler i vinden. Alexander Lind indfanger en tanke.

”Jeg sidder på Arne Bros gamle kontor. Det, tror jeg, hjælper mig til at fokusere på de studerende,” siger han.

”Jeg skal hjælpe dem og deres unikke kunstneriske stemmer til at få den tone, selvtillid og erfaring det kræver at føre en dokumentarfilm ud i livet. De studerende skal klædes på til at være dokumentarinstruktør, så de kan gå ud og påvirke branchen med deres kunstneriske stemmer.”

Det personlige
– Så ligesom i Trine on Fire handler det altså for dig om at stille spørgsmål og arbejde tæt sammen med de mennesker, der træder ind gennem døren herude?

”Det meste i samfundet handler om spørgsmål. Hvem er flot, hvem er grim? Hvem kan, hvem kan ikke? Hvem er normal, hvem er unormal? Når en dokumentarfilm dykker ned i sådanne spørgsmål med en undersøgende og kreativ tilgang og et udfordrende filmsprog, er den nået et stykke.”

– Du er ny, rektor Kristoffer Hegnsvad er relativt ny og med en særlig interesse for dokumentarisme. I hvilken retning skal I præge dansk dokumentarfilm?

”Som faglærer vil jeg ikke præge dansk dokumentarfilm i nogen retning. Det er de nye instruktører, som skal gøre netop det. Min opgave er at muliggøre, at de får kreative input til at udvikle deres filmsprog. Der mangler i forvejen rummelighed i det danske samfund, så hvis ikke den skulle være her, hvor så?”

Igen bliver han stille. Så flakser en ny pointe forbi.

”Når det er sagt, synes jeg, at dokumentarfilm skal fortælle om mennesker i samfundet. Uanset om det er instruktøren selv eller et menneske, som ofte bare er et tal i psykiatrien.”

”Det er fantastisk at arbejde med at nedbryde og bearbejde fordomme. Det kan lyde tørt, men hvis det er et legende filmisk værktøj, kan det opleves let og underholdende. Det er det, jeg elsker mest ved dokumentarfilm. Her udfordres jeg uden at føle skam over mit ståsted. Jeg forføres til at blive mere forstående.”