Nyhed
16. mar. 2026 | 05:18

Heldigvis er en ”nobody” stærkere, end du tror

Foto | Jill Connelly

Den amerikanske instruktør David Borenstein (midt) poserer i Los Angeles med Oscar-statuette, til højre for ham ses den russiske hovedrolleindehaver Pasha Talankin og yderst til højre den danske producent Helle Faber.

”Man mister sit land gennem talløse små handlinger, hvor man bøjer af,” sagde instruktøren bag den danske Oscar-vinder Mr. Nobody imod Putin i en af aftenens stærkeste takketaler.

Af Claus Christensen

Underholdningsmæssigt var det en Oscar-prisfest på det jævne.

Værten Conan O’Brien tabte flere af sine jokes på gulvet. Musikken overdøvede Barbra Streisands rørende tale om afdøde Robert Redford. Og stemningen i Dolby Theatre i Los Angeles ramte bunden, da Sean Penn ikke dukkede op for at modtage prisen for bedste mandlige birolle i One Battle After Another.

Men set med danske øjne var det en forrygende historisk aften. For første gange nogensinde vandt en dansk film prisen for bedste dokumentarfilm – over i købet i konkurrencen med Netflix-filmen The Perfect Neighbour, der har haft et meget større budget til at køre en Oscar-kampagne.

Mr. Nobody imod Putin er produceret af Helle Faber for Made in Copenhagen, og den er instrueret af amerikanske David Borenstein, som er bosiddende i Danmark.

Hovedpersonen Pasha Talankin, der også er krediteret som medinstruktør, arbejder som lærer i en russisk by. Da Putin indfører propaganda og krigsundervisning i skolen, begynder Pasha sin egen lille modstandskamp. I hemmelighed filmer han indoktrinering og smugler videoerne ud af Rusland.

Ekko anmeldte filmen som første danske medie, da den havde verdenspremiere på Sundance-festivalen i januar 2025.

Moralsk valg
Talkshow-værten Jimmy Kimmel skulle overrække prisen, og da han skulle præsenterede de nominerede, konstaterede han tørt:

”Hold da op, hvor han bliver sur over, at hans kone ikke er nomineret …”, hvilket naturligvis var en reference til den dyreste dokumentar i historien, Melania, om den amerikanske præsidentfrue.

Herefter gik David Borenstein i spidsen for sit filmhold på scenen og holdt en af aftenens stærkeste tale.

Mr. Nobody imod Putin handler om, hvordan man mister sit land. Det, vi så, da vi arbejdede med de her optagelser, var, at man mister det igennem talløse små handlinger, hvor man bøjer af,” sagde David Borenstein.

”Når vi samtykker, når en regering dræber folk på gaden i vores byer,” fortsatte instruktøren med tanke på ICE- og grænsebetjentes drab af civile borgere i Minnesota i USA.

”Når vi ikke siger noget, når oligarker overtager medierne og kontrollerer, hvordan vi producerer det og indtager det. Vi står alle over for et moralsk valg, men heldigvis er selv en ’nobody’ stærkere, end du tror.”

Stop alle disse krige
Herefter overlod David Borenstein mikrofonen til Pasha Talankin, der i dag lever i eksil på et hemmeligt sted af frygt for repressalier fra Putins regime.

”I fire år har vi kigget op mod himlen efter stjerneskud for at fremsætte ønsker. Men der er lande, hvor det ikke er stjerneskud, man ser – det er bomber og droner,” sagde Pasha Talankin på russisk, oversat til engelsk af en tolk.

”For vores fremtid og for vores børns skyld: Stop alle disse krige nu!” fortsatte han og modtog store klapsalver. 

Trailer: Mr. Nobody mod Putin

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko