”Jeg ville beskytte hende mod verden”

Efter en uges pause samles advokater, presse, interesserede og parter igen i Frederiksbergs Retssal 2 til fjerde retsmøde om fogedforbuddet mod Manyar Parwani og Omar Marzouks dokumentarprojekt om forfatteren Sara Omar.

Sammenlignet med det seneste mødes halvkaotiske stemning i forbindelse med forsvarets afhøring af Sara Omar går dagens møde ganske roligt for sig og holder sig endda næsten inden for den justerede tidsplan.

Sara Omar møder først op med advokaterne Erik Nyborg og Helle Hald. De sætter sig igen til højre i salen, men denne gang med Sara Omar inderst, hvor hun er mindre synlig for pressen og tilhørerne.

Kort efter møder instruktøren Manyar Parwani op sammen med komiker og producent Omar Marzouk samt deres advokat Erbil Kaya.

Sara Omar har til forbudssagen tilføjet et erstatningskrav på en halv million kroner for konsekvenserne af optagelserne i 2018 og 2019 samt en påstået smædekampagne mod hende.

Forsvaret mener derimod, at Sara Omar systematisk lyver om sin baggrund, at hun har overdrevet, hvor truet hun er på grund af sin islamkritik, og at hun forsøger at tegne et fejlagtigt billede af Manyar Parwani som et voldeligt menneske.

Forfatteren har fyldt klart mest indtil videre, men i dag har instruktøren hovedrollen.

Kun hvide løgne
Mødet begynder med Erik Nyborgs afhøring af Omar Marzouk, der i skranken holder fast i sin forholdsvis lette tone.

Erik Nyborg går til komikeren på spørgsmålet om en lydoptagelse af Omar Marzouk og Rasit Ufut Tas, som er tidligere medproducent i Marzouks produktionsselskab.

Rasit Ufut Tas gør i optagelsen Marzouk opmærksom på, at han mener at eje rettighederne til filmen, som han har givet videre til Sara Omar. Det blev udslagsgivende for afgørelsen om fogedforbud i både by- og landsretten.

Omar Marzouk har allerede forklaret, at han i landsretten indleverede en nedklippet version af optagelsen, fordi han var blevet instrueret i kun at indlevere det relevante. Men da Erik Nyborg klagede, sendte han hele optagelsen.

Nu mener Erik Nyborg, at Omar Marzouk har fusket ved blandt andet at undlade sekvensen, hvor komikeren siger, at Manyar Parwani til tider træder over grænsen og kan fanges i en løgn.

I retten afviser Marzouk, at Manyar Parwanis lejlighedsvise vredesudbrud skulle udgøre en aggressiv tendens. Han tilføjer, at Manyar Parwani kun fortæller hvide løgne for ikke at såre folks følelser. Han mener ikke, at nedklipningen ændrer indtrykket af optagelsen.

Erik Nyborg spørger også, om det var ansvarligt, at Marzouk lod dokumentaroptagelserne finde sted uden hans opsyn, når han vidste, at Sara Omar var et skrøbeligt menneske, og Manyar Parwani kunne få vredesudbrud.

”Jeg har et billede af en produktion, der kører godt,” svarer Marzouk og påstår, at han i perioden kun mødte en glad Sara Omar.

Panisk i fosterstilling
Der opstår en pause i afhøringerne, da retten skal afgøre, om Erbil Kaya kan få lov at tilføje ny dokumentation til sagen. Foruden flere mindre optagelser drejer det sig om fem afhøringsrapporter afgivet af Sara Omar i forbindelse med et strafferetsligt forhold i 2021.

Erbil Kaya betragter den ene afhøringsrapport, han hidtil har citeret fra, som et afgørende nyt dokument i sagen og mener, at de sidste fem rapporter også skal inddrages.

Men retten vælger dog at afslå begæringen, da de snævre kriterier for at tilføje yderligere dokumentation i denne type sager efter de tre dommeres opfattelse ikke er opfyldt.

Forsvaret lader til at tage det pænt og går hurtigt videre til Manyar Parwanis vidneforklaring.

Han sætter sig til rette, læner sig ind over bordet og viser sig væsentligt mere afslappet, end Sara Omar var i sidste uge. Faktisk må dommeren flere gange bede Parwani tale højere, da han er ganske svær at forstå.

Den autodidakte instruktør fortæller om sin start under producer Ib Tardinis vinger på det toneangivende filmselskab Zentropa i 00’erne og det første møde med Sara Omar i 2014. Han skriver til forfatteren på opfordring fra sin søster Khaterah og taler om Sara Omar i forbindelse med et filmprojekt.

Han oplever et ”enormt sårbart og ødelagt menneske”, siger Manyar Parwani.

Frem til 2016 skrives de ved, og efter en pause genoptager de kontakten, da Sara Omars første roman, Dødevaskeren, udkommer 30. november 2017. Da Sara Omar bliver tilbudt at holde nytårstalen samme år i DR2’s Deadline, spørger hun Parwani om hjælp.

Det sætter gang i et tæt og intenst forhold, hvor Sara Omar tidligt opfordrer ham til at lave en dokumentar om hende. Vinklen kommer, da Sara Omar begynder at tale om sin mormor i Kurdistan, som hun gerne vil besøge.

Den forklaring strider mod Sara Omars forklaring i retten, hvor hun har sagt, at det var Manyar, der tog kontakten og foreslog dokumentaren.

Ifølge Manyar Parwani starter optagelserne i København i marts 2018. De skal kun udgøre få minutter i filmen. Tanken er, at starten i Danmark bliver fotograferet i sort-hvid, og først ved synet af mormorens ansigt kommer der farver på for at signalere den rigtige films begyndelse.

”Jeg tror ikke, der var noget, jeg ikke ville gøre for Sara. Jeg elskede hende rigtigt højt og skulle beskytte hende mod verden, som ikke tog hensyn til, hvordan hun har det,” fortæller Manyar Parwani.

Da Erbil Kaya spørger Manyar, om han har været forelsket i Sara Omar, svarer han nej.

Kort efter bliver Manyar Parwani i retten berørt og fælder en tåre, da han beskriver oplevelsen af flere gange at se Sara Omar ligge panisk i fosterstilling. Erbil Kaya overrækker sin klient et glas vand.

Krigen med hjem
Erbil Kaya giver også sin klient mulighed for at forklare den voldsomme optagelse fra 16. juni 2018, hvor han kan høres råbe ad Sara Omar.

”Vil du gerne have tæv? Vil du? Vil du gerne voldtages? Jeg har en Koran omme bagved, hvis det er det, du er til,” siger han i starten, inden han senere råber ad den grædende forfatter og kalder hende luder og kælling.

Instruktøren forklarer, at han forinden samtalen har fanget Sara Omar i en alvorlig løgn, hvilket resulterer i et skænderi, hvor hun giver ham en lussing og spytter ham i ansigtet.

Det gør ham vred, men spørgsmålet om tæv og voldtægt er ikke en trussel, siger han. Det er blot en måde at konfrontere Sara Omar med hendes løgne om voldtægter og tæv.

Manyar Parwani understreger tragedien i, at to venner nu kæmper imod hinanden. Selv nu kan han ikke lade være med at have ondt af Sara Omar, tilføjer han.

”Jeg kommer selv fra en traumatiseret familie. Alle slår hinanden. Det er kaos. Vi tager krigen med ind i vores hjem,” siger han med reference til, at både han og Sara Omar har en baggrund som flygtninge fra henholdsvis Afghanistan og Irak.

Han kommer også kortvarigt ind på telefonoptagelserne mellem Sara Omar og hans søstre, som uden deres vidende blev optaget.

Her siger Khaterah til Sara Omar: ”I ti år har han banket sin kone, fuldkommen gennembanket hende. Du er nødt til at gå fra ham. Én ting er, at han slår mig – jeg er hans søster – men han skal ikke banke dig.” I en anden samtale siger Nadarah, at hun er bange for ham, og at han ikke er normal.

”Alle har konflikter,” forklarer Manyar Parwani i retten og understreger, at den fulde kontekst for optagelserne ikke har været fremme. Det vil sandsynligvis ske senere i retssagen, hvor blandt andet Khaterah Parwani skal vidne.

Den opdigtede søster
Da det er Erik Nyborgs tur til at afhøre Manyar Parwani, lægger han ud med instruktørens kontroversielle cv.

Efter debutspillefilmen Himlen falder stod han bag det forliste projekt KTO og et dokumentarprojekt i 2016 om terroristen frra Krudttøden, Omar El-Hussein.

Det kom dengang frem, at Manyar Parwani i en ansøgning til Det Danske Filminstitut påstod at have kontakt til El-Husseins søster, hvilket ikke passede. Terroristen havde nemlig ingen søster.

Instruktøren forklarer, at en kilden over for ham havde påstået at være terroristens søster, og det var derfor, at han skrev det i sin ansøgning.

”Filmmagasinet Ekko har en tendens til, at historien skal passe til deres vinkling. De går ikke så meget op i kontekst,” siger instruktøren, inden Erik Nyborg gør opmærksom på, at historien blev fortalt i flere medier.

Ekko skrev om sagen, men det var det hedengangne Radio24syv, der gennem en aktindsigt hos Filminstituttet kunne afsløre, at Parwani havde givet urigtige oplysninger – angiveligt for at pynte på sin ansøgning. Han skrev, at han ville besøge El-Husseins forældre i Jordan, men Radiostationen kunne fortælle, at forældrene flyttede fra Jordan i 2015, og de afviste at være blevet kontaktet af Parwani.

Radio24syv havde tidligere forgæves forsøgt at opspore nogle af de 100 personer, Manyar Parwani ifølge eget udsagn skulle have interviewet som research til filmen. Men i El-Husseins miljø var der tilsyneladende ingen, der havde været i kontakt med instruktøren.

Offentlig slagtning
Erik Nyborg konfronterer også Manyar Parwani med påstanden om, at han af medier blev afsløret i at lyve om at være blevet smidt i et bagagerum og truet med pistol af personer iført elefanthuer.

Historien fortalte han blandt andet den 1. februar 2016 i Deadline til værten Martin Krasnik, hvor han hævdede, at personer forsøgte at true ham til ikke at lave filmen.

Parwani svarer i retten, at han i medierne blev fejlciteret med hensyn til bagagerummet, men det er rigtigt, at han er blevet truet med pistol. Da han bliver spurgt til, hvor mange gange han er blevet truet med pistol, kan han ikke huske det.

”Det tror jeg, jeg ville kunne huske,” siger Erik Nyborg.

”Det kan man ikke i den verden, jeg kommer fra,” svarer instruktøren.

Radio24syv fandt dengang frem til, at Parwani året før havde fortalt om en lignende bortførelse, men i den version af historien var bortførerne nazister. Parwani tog til genmæle i Berlingske, der bragte instruktørens atten kritikpunkter af mediernes håndtering, som de involverede journalister svarede på. Artiklen er angiveligt ikke længere på nettet.

Erik Nyborg kommer også ind på sagen, hvor Manyar Parwani blev dømt for hærværk mod Sara Omars telefon, ligesom han skal have ødelagt en anden af forfatterens telefoner. Erik Nyborg læser også op fra en optagelse af Manyar Parwani, der over for en ven siger, at hans ”ulve” er klar til at ”slagte” Sara Omar offentligt.

Instruktøren forklarer, at hans ulve blot er et netværk af venner, der hjælper med at samle penge ind til flygtninge og hjemløse. Når han siger sådan i optagelsen, er det, fordi han er sur over Sara Omars løgne.

”Så du har ikke en gruppe ulve, du kan sende afsted på den måde?” spørger Erik Nyborg.

”Hvis jeg havde det, ville det nok være kommet frem. Politiet efterforsker de her ting,” svarer instruktøren, men nægter at oplyse retten om, hvem der var med i hans ulve-netværk.

Falske tårer
Afhøringen vender uundgåeligt tilbage til ”den famøse optagelse”, som dommeren kalder samtalen mellem Omar og Parwani 16. juni 2018.

Erik Nyborg spørger Manyar Parwani, om han var tilstrækkeligt hensynsfuld, når man kan høre en grædende Sara Omar i baggrunden. Instruktøren mener, at det er falsk gråd og påtår, at der eksisterer en længere version af optagelsen, som Erik Nyborg burde have fremlagt.

Erik Nyborg konstaterer, at den nuværende version er den eneste, han har fået adgang til, og at Manyar Parwani – der har lavet optagelsen – selv kunne have fremlagt den fulde version, hvis han savner kontekst.

Erik Nyborg mener, at replikken om voldtægt og tæv må forstås som en personlig trussel, da Parwani siger ”jeg har en Koran deromme, hvis det er det, du er til”.

”Det er i overført betydning, jeg har ikke en Koran. Hvis jeg ville true hende, så skulle jeg gøre det direkte. Det er ikke sådan, man truer folk,” svarer instruktøren og forklarer, at Koran-replikken refererer til en løgn, Sara Omar skal have fortalt om at blive voldtaget af en imam med netop en Koran.

Hen imod slutningen af afhøringen kommer den ellers meget tilbagelænede Manyar Parwani mere til live.

”Der har jo været så mange sager,” smiler han, da der i forbindelse med et spørgsmål opstår forvirring om, hvilken af de mange retssager mellem ham og Sara Omar, der refereres til.

Han bliver frustreret over, at Sara Omars anden advokat, Helle Hald, byder ind med et par spørgsmål om telefonkasteri, som hun kalder det. Men dommeren når at afbryde, inden det udvikler sig til en diskussion.

”Sut min pik”
Sagsøgernes første vidne kommer syv minutter for sent. Det drejer sig om den kendte forfatter og samfundsrevser Carsten Jensen, der lige når at afgive en kort vidneforklaring om en episode i 2021.

Her postede han et opslag med sin kollega Sara Omar, hvis forfatterskab han beundrer. Det gjorde han på Facebook efter et arrangement i Norge.

En forfatter spurgte efterfølgende, om han ville tale med Khaterah Parwani – Manyars søster, der har bekæmpet vold mod kvinder og arbejdet for ligestilling. Hun ønskede at skrive til Jensen, og det fik hun lov til. Men i stedet fik han den 8. november fem emails fra Khaterahs daværende kæreste, Daud Aron Ahmed.

Parret gav i 2016 et åbenhjertigt interview om deres forhold til Føljeton, og året efter skrev Daud Aron Ahmed en artikel om deres kærlighed i POV. Magasinet oplyser, at Daud, der er uddannet cand.scient.soc, i sin fritid skriver ”kække og provokerende SoMe-kommentarer til alt, hvad der bevæger sig inden for dansk politik, kunst, poesi og litteratur”.

Poesien var meget direkte i Daud Aron Ahmeds emails til Carsten Jensen i 2021.

”Du er et svin,” lød en af dem, ”Hvid racist,” stod der i en anden. ”Sut min pik,” opfordrede Daud i den sidste. Samtidig blev Carsten Jensen bestormet i adskillige Facebook-kommentarer.

På samme tidspunkt omtalte Ekko et Facebook-opslag af Daud Aron Ahmed, hvor han skrev: ”Sara Omar, jeg kommer til at jagte dig og dit forlag, til du har afleveret alle dine priser tilbage. Du er en løgner, og du skal afsløres.”

Smædekampagne?
Carsten Jensens optræden er formentlig et forsøg på at demonstrere den såkaldte smædekampagne, som Manyar Parwani med hjælp fra blandt andre Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed orkestrerede, hvis vi skal tro Sara Omar.

Erbil Kaya kan ikke lade være med at nævne, at han selv er glad for Carsten Jensens forfatterskab, inden han kritisk spørger, om ikke forfatteren – en markant kritiker af Israel – er vant til voldsomme reaktioner på sociale medier.

Forfatteren svarer, at de fleste viser uenighed med argumenter, og kun sjældent må han blokere folk på Facebook. Hvad der står på sociale medier, tager han med stoisk ro, men en personlig e-mail er noget andet.

”Jeg har haft Facebook siden 2015, og ingen har nogensinde skrevet ’sut min pik’, som Daud gør,” konstaterer Carsten Jensen.

Efter en dag med tre mennesker i vidneskranken hæves retten, og vi må vente længe på de to sidste retsmøder, som finder sted den 17. og 18. februar.