Kan et tredje Deluca Film være på vej?
Kuratoren for konkursboet Deluca ApS, Jens Højmark, går ikke op i, hvad en eventuel køber af selskabet hedder, så længe kreditorerne får mest muligt ud af salget.
Det var et tab for Aarhus Filmby, da det relativt store produktionsselskab Deluca Film bag film som Julememandens datter og serien Hvide sande i 2023 gik konkurs.
Derfor var det nok også en lettelse, da det meget hurtigt efter konkursen genopstod som Deluca ApS 29. november 2023 med selskabets tidligere revisor Poul Vogelius som en overraskende ejer og direktør.
Vogelius havde ikke den store erfaring med film- og tv-produktion, og den oprindelige ejer og direktør, Morten Rasmussen, var da også stadig i centrum som daglig leder og producer i det nye selskab.
Men nu er det nye selskab også gået konkurs efter blot to år. Det rammer ni medarbejdere og et uspecificeret antal film- og tv-produktioner, som selskabet ikke har villet oplyse.
Selskabet har efter genopstandelsen haft premiere på to TV 2-udsendelser: Steiners skyggeside og Mysteriet om de døde børn. Af et Facebook-opslag fra september 2025 fremgår det, at Deluca søgte statitster til optagelsen af en pilot til en unavngiven ungdomsserie.
Som det har fremgået af Ekkos dækning, er et af de ufærdige projekter spillefilmen Præsten, der har manuskript af Lars Christian Detlefsen og instrueres af Jesper Bernt. Filmen har fået 130.000 kroner i udviklingsstøtte af Det Danske Filminstitut.
Fagforening hjælper medlemmer
Sekretariatschef for Film- og tv-arbejderforeningen FAF, René Høyer Jørgensen, oplyser, at flere af deres medlemmer er kommet i klemme.
”Vi kan nu se frem til, at vi for anden gang skal sikre, at vores medlemmer får deres løn udbetalt fra Lønmodtagernes Garantifond efter en Deluca-konkurs,” siger René Høyer Jørgensen til Ekko.
Det store spørgsmål er, om filmbranchen snart kan se frem til en tredje version af Deluca.
Samme dag, som det gamle produktionsselskab Deluca Film A/S med Morten Rasmussen ved roret blev erklæret konkurs den 27. oktober 2023, skiftede selskabet navn til det generiske Datoselskabet DF af oktober 2023 A/S.
Og den manøvre er blevet gentaget. Den 21. januar 2026, blot fem dage før konkurs nummer to, skiftede Deluca ApS navn til Datoselskabet D 2026 ApS.
En overraskelse
Ekko har spurgt Poul Vogelius og Morten Rasmussen om grunden til navneskiftet så kort tid før konkursen, og om de har planer om igen at videreføre selskabet.
De har ikke svaret, selv om de i går valgte at bekræfte konkursen eksklusivt hos Ekko, hvor de oplyste, at de selv har indstillet selskabet til konkurs.
Makkerparret har tilsyneladende holdt planen om konkursen tæt ind til kroppen. Ekko har været i kontakt med en person, der er involveret i en af Delucas produktioner. Vedkommende blev meget overrasket over konkursen, til trods for at han for nylig snakkede med en af lederne.
MediaWatch kan fortælle, at selskabet godkendte et årsregnskab uden bemærkninger ”om ongoing concern eller konkursbegæringer” i midten af december 2025.
Bundlinjen i regnskabet viser ifølge Mediawatch faktisk en fremgang på 40 procent til 209.000 kroner i forhold til 2023/24-regnskabet. Det er ejeren Poul Vogelius, som alene godkender regnskabet, der af ledelsen beskrives som ”tilfredsstillende”.
Købers navn er ligegyldigt
Kuratoren for boet, Jens Højmark, mener ikke, at der i øjeblikket er nogen videreførelse af Deluca i støbeskeen.
”Jeg valgte at ændre navnet i forbindelse med konkursen, fordi det rent teknisk gør det nemmere at videresælge navnet sammen med resten af firmaets aktiver. Når først selskabet er gået konkurs, bliver navnet låst, og så havde jeg afskåret mig fra den mulighed.”
– Men har du indtryk af, at nogen på Deluca er interesseret i at købe navnet og skabe et nyt selskab, ligesom Poul Vogelius gjorde i 2023?
”Nej, det tror jeg ikke. Sidste gang var der også flere muligheder end denne gang. Men det er også kun to dage efter konkursen nu, og jeg udelukker ikke noget. Målet er jo at sælge så meget som muligt, så kreditorerne får mest muligt ud af det.”
– Så der er ikke noget, der forhindrer, at den oprindelige ejer Morten Rasmussen kan købe navnet og aktiverne og starte et nyt Deluca igen?
”Det er ikke noget, jeg har hørt endnu, og det vil jo kræve nogle penge. Men i sidste ende er det helt underordnet, om køberen hedder Morten, Poul eller Knuds, så længe det giver det bedste provenu,” siger Jens Højmark.
”Hvis Morten Rasmussen kommer med det højeste bud, er det ikke rimeligt over for kreditorerne at sige nej. Men jeg ser det ikke som sandsynligt.”
Ingen store produktioner
Kuratoren har endnu ikke det fulde overblik over, hvor meget gæld, Deluca ApS har, eller hvor mange produktioner der i øjeblikket er i gang.
”Sidste gang havde selskabet jo gang i en stor produktion med Hvide Sande, som trak meget energi og omtale. Men det er slet ikke tilfældet denne gang. Der er noget i gang, men jeg har indtryk af, at det i højere grad er teknisk efterarbejde.”
– Er der en risiko for, at projekterne ikke kan fortsætte?
”Vi udelukker ikke noget på forhånd, men min erfaring fra sidst er, at der er mange rettighedshavere, og de skal blive enige om, hvorvidt projekterne kan videreføres.”
I 2023 endte SF Studios med at færdiggøre produktionen af Hvide sande – sæson 2.
Der er ingen formel grænse for, hvor mange gange man kan gå konkurs og starte forfra umiddelbart efter. Men gentagelser øger risikoen for konkurskarantæne og juridiske sanktioner, som det skete for filmproducenten Valerie Edwina Saunders.
Der blev anmeldt krav for cirka 50 millioner kroner, da Deluca Film blev erklæret konkurs i 2023.


Kommentarer