Kommentar: Karen Blixen havde ikke syfilis

Lad gå, at Kristian Ditlev Jensen giver seks stjerner til Bille Augusts makværk Pagten. Han er jo ikke filmkender og kan heller ikke se, at August i hver detalje forråder Thorkild Bjørnvigs fremragende litterære forlæg.

Men det er ikke i orden, at han kalder Karen Blixen for ”syfilisbefængt”, for Blixen havde ikke syfilis.

Det har jeg tidligere udførligt dokumenteret i bogen Boganis’ gæstebud. Den korte version kommer her.

Den eneste lægelige kilde til Blixens sygehistorie er Mogens Fogs essay i tidsskriftet Blixeniana 1978. Hans beretning er på et afgørende punkt misvisende.

I sidste halvår af 1915 fik hun foretaget fem Wassermann-prøver for at undersøge, om hun havde syfilis. Den første var positiv, mens de øvrige fire var negative. Alligevel skriver Mogens Fog, at hun siden udviklede tabes dorsalis, som er syfilis i tredje stadium.

Men her tager Mogens Fog fejl.

Han var da også hjernespecialist og havde et begrænset kendskab til sygdomme i kroppens nedre regioner. Efter fire negative Wassermann-prøver har man ikke syfilis og kan derfor umuligt udvikle tabes dorsalis.

Behandlet for malaria
Tyder den første positive Wassermann-prøve da ikke på, at Blixen havde syfilis? Nej, tværtimod.

I 1915 kunne man ikke helbrede syfilis på et halvt år. Blixen fik syv arsenikholdige salvarsan-indsprøjtninger fordelt over nogle få måneder. Det arsenikholdige salvarsan var stærkt sundhedstruende og havde en begrænset helbredelseseffekt.

Det har siden vist sig, at hvis salvarsan skulle have nogen virkning, ville det kræve 20-40 injektioner fordelt over et helt år.

I 1916 fik Karen Blixen yderligere fire salvarsan-indsprøjtninger, og 1919-20 fik hun adskillige kviksølvkure. Livet igennem led hun af pludselige mavesmerter, som førte til diarré og opkastning.

Hendes vaklende helbred var en senvirkning af disse behandlinger. Hun var indfanget i en ond cirkel. Den behandling, der skulle lindre symptomerne, forstærkede dem.

En positiv Wassermann-prøve er ikke nødvendigvis tegn på syfilis, men kan også skyldes adskillige tropesygdomme – for eksempel malaria.

I et Afrika-brev fra 1914 skriver Karen Blixen til sin bror Thomas Dinesen, at hun har været sengeliggende en måned og antyder, at hun har malaria. I et brev fra Paris i 1915 skriver hun til moren, at hun i Nairobi har fået en indsprøjtning mod malaria og nu er på vej til London for at få specialistbehandling mod denne sygdom.

Men hun fortalte siden sine danske tilbedere, at hun led af syfilis.

Gentog fars liv
Når det var så afgørende for Karen Blixen at have syfilis, skyldtes det utvivlsomt hendes stærke faderidentificering.

Hun ville i ét og alt gennemleve det samme som faren Wilhelm Dinesen, der jo begik selvmord, da hun var ni år – ifølge hans familie, fordi han havde syfilis.

Karen Blixen identificerede sig så stærkt med sin far, at det i vid udstrækning lykkedes hende at gentage hans liv.

Han slog sig ned blandt indianere i USA, hun blandt de indfødte i Afrika. Han var en passioneret jæger, det blev hun også. Han fik syfilis, det mente hun så også, at hun selv måtte have. Han begik selvmord, det forsøgte hun ligeledes.

Da hun kom hjem fra Afrika, begyndte hun i lighed med ham at skrive om sine oplevelser i det fremmede, endda ved hans skrivepult på Rungstedlund.

Det er velkendt, at Karen Blixen ofte digtede om på sandheden for at skabe sand kunst. Syfilishistorien hører hjemme blandt hendes mest fantastiske fortællinger.