Larry David: Kongen af ingenting

For nogle er Curb Your Enthusiasm uudholdeligt. Hvert afsnits sammenpressede mængde af pinagtigheder får tæerne til at krumme sig af led.

Så er der os andre, som knuselsker den gale særling Larry David, når han dissekerer hverdagens talrige irritationsmomenter. I serien trynes dem, der har solbriller på indenfor, dem der taler højt i telefon i det offentlige rum og perifere bekendtskaber, som uddeler overihærdige krammere.

Ude i den grå virkelighed får de fleste af os konfliktsky-høflige pjok aldrig gjort oprør. Vi lader det kløefremkaldende møje passere og klukler, når Larry giver los med velgørende kamikaze-ærlighed i Curb Your Enthusiasm.

Den langlemmede hovedperson flanerer rundt i Los Angeles som en benet alien i khaki-bukser, der har fået en maltrakteret dommerparyk kastet om ørene. Enegængeren provokeres af, at han alene ikke kan diktere sociale normer og andres opførsel.

Når fiktive Larry David bliver irriteret, lyder han en stund som en kedel på vej i kog.

Er det vitterligt nødvendigt for lægen, der skal tage en blodprøve, at smøge ærmet så langt op, at sweater-elastikken ved håndleddet bliver slap?

Nu er Curb Your Enthusiasm tilbage med sin niende sæson på HBO. Det blev annonceret med en video af hovedpersonen i Cæsar-gevandter tilsat seriens tubabårne cirkussoundtrack.

Han ligner en kikset gamling med storhedsvanvid, men der er ikke noget at tage fejl af. Larry David har længe siddet på komedieserietronen, og hele to gange har han formået at revolutionære sitcom-genren med besynderlige samtaler om ingenting.

Hverdagens katarsis-kriger
Curb Your Enthusiasm startede i 2000 og har siden dannet sitcom-skole.

Efter årtusindeskiftet har komedieserien bevæget sig fra dåselatter og skudsalver af jokes mod et mere realistisk udtryk og en udtalt dyrkelse af det socialt akavede.

Casper Christensen og Frank Hvam er sågar blevet beskyldt for plagiat. Den danske duo anvender ganske vist egne navne i Klovn, når de udstiller hinanden på virkelighedens Frederiksberg, men den godhjertede vatnisse Frank kan dårligt sammenlignes med freaken Larry og hans overlagte mord på hygge og pli.

Klovn forsøger at ramme samme prekære autenticitet, men skal man rapse lidt, kan man lige så godt gøre det fra den bedste!

Larry Davids vej mod at blive den bedste går gennem neuroser. Og den er særdeles inspirerende, hvis man som ung selv har oplevet ængstelse i forsøget på at skabe mening med tilværelsen.

For os er han en hverdagens katarsis-kriger!

Bh-sælger og limousinechauffør
Larry David blev født lige efter krigen i 1947’s Brooklyn i et hus uden kreative opmuntringer. En dag fortalte den jødiske purk, at han ville være sportskommentator.

”Jamen Larry, du er jo ikke noget særligt,” svarede mor Rose, der i stedet foreslog et liv som postbud.

Efter studierne i de seksuelt frigjorte, men for Larry seksuelt frustrerende 60’ere forsøgte han sig som bh-sælger og limousinechauffør med base i sit barndomsværelse. Af og til vandrede han rundt i New York for at lede efter gode rister at sove på, når – ikke hvis – han en dag blev hjemløs.

Ved et tilfælde opdagede han stand-up, og pludselig lignede komik en vej væk fra depressionen. På scenen kom Larry David bare aldrig i dialog med publikum – han var i kamp mod dem!

En aften gik han ud i spotlyset og kiggede rundt med sine karakteristiske, sammenknebne øjne. ”Det her kommer ikke til at gå,” sagde han og forlod scenen.

Når han faktisk kom i gang, handlede komikken gerne om at skjule suicidale tanker for ens forældre.

Det lykkedes excentrikeren at få arbejde som forfatter i det hæderkronede sketchshow Saturday Night Live.

Men i løbet af et år havde Larry David kun fået én sketch igennem, og så sagde han op med en bister balle. På vej hjem udregnede han, hvor mange penge han just havde vinket farvel til. Og fortrød. Hjemme opfordrede naboen ham til at tage tilbage om mandagen, som om intet var hændt.

Det gjorde Larry, og sådan beholdt han sit job.

No hugging, no learning
Larry David brugte de unge år på at kuldkaste sin komiske genialitet, for han var låst af nerver og tvivl. Succesen kom først, da han begyndte at omfavne sin særhed og anvende den som komisk materiale.

Det hjalp også, at han blev venner med en folkelig kollega.

Kærligheden til dybe samtaler om trivialiteter førte Larry sammen med Jerry Seinfeld, og makkerparret skabte 90’ernes største komedieserie.

I Seinfeld bliver dikkedarer dyrket på et hidtil uset højt niveau. Vi følger skvadderhoveder i New York, der lader sig styre af observationer og irritationer, og blandt disse fungerer neurotikeren George Costanza (Jason Alexander) som Larrys talerør.

Larry David har aldrig interesseret sig for psykologi, så han og Seinfeld skrev ud fra mantraet ”no hugging, no learning”. Figurerne skulle simpelthen ikke udvikle sig eller vise følelser. De skulle bare tale sammen, og duoen gjorde sniksnak til en kunstform.

I et afsnit får Jerry Seinfeld mulighed for at sælge en sitcom til et tv-selskab sammen med George. De fortæller producenterne, at de gerne vil lave en serie om ingenting. Intet plot. Kun hverdagens passiarer.

Seinfeld er beviset på, at der kan komme noget større end lommeuld ud af ingenting.

Onanerer foran mor
Serien blev et gigantisk hit, men der er altid en sten, som skaver i Larry Davids sko. Pludselig var han rig, og han forelskede sig i udsøgt kaviar. Kort efter udviklede han allergi over for udsøgt kaviar.

”Det var den perfekte metafor på mit liv. Da jeg kun havde råd til den billige udgave, havde jeg intet problem med at proppe det i mig,” har verdens sjoveste kværulant udtalt til The New York Times.

Larry David optrådte ofte med sin stemme i små roller i Seinfeld, så han blev ikke et kendt ansigt. I stedet modtog han anseelse i guldform, da han fik overrakt en Emmy for manuskriptet til det formidable onani-afsnit The Contest.

Her tror George, han er alene i sine forældres hus, da han vælger at tilfredsstille sig selv med et dameblad. Men han er ikke alene – mor træder ind, ser sin søn og besvimer.

”Jeg vidste ikke, om jeg skulle gribe hende eller lyne op!” råber George efterfølgende bestyrtet til sine venner, og sådan forvandler Larry David et sjælear til en urkomisk episode.

Efter slutningen på Seinfeld overvejede Larry David at søge tilbage til stand-up, men han besluttede sig for at lave en mockumentary, der skulle følge vejen tilbage til stand-up-scenen. Den timelange film fik titlen Larry David: Curb Your Enthusiasm.

Hitler og Parkinson
Hvis man konstant vil kratte i andres mangler, må man ikke skåne sig selv, og på skærmen iscenesætter Larry David fra start sig selv som en pedantisk egocentriker.

Selve stand-up-bidderne fra mockumentary’en er forrygende parodier på hans fortid som tvær og elitær. De handler om Hitlers aversion mod tryllekunstneres hemmeligheder og poliovaccinens opfinder, Jonas Salk.

Da filmen skulle videreudvikles til en sitcom, droppede Larry David mockumentary-grebet, og i Curb Your Enthusiasm-serien ved personerne ikke, at de bliver fulgt af håndholdte kameraer. Det dokumentariske udtryk fremkalder han nu med improviseret dialog, og sådan vralter en succesfuld udgave af Larry David rundt og kævler om stort og især småt.

Improvisationerne skygger ikke for den mesterlige komikers talent for manuskriptskrivning. I hver episode formår han at få utallige, tilsyneladende tilfældige optrin til at gå op.

En fløjtet Wagner-melodi, konens fødselsdag, Halloween, antisemitisme, mobning af skaldede og en kørestol bindes elegant sammen til et logisk virvar i afsnittet Trick or Treat.

I et andet afsnit spilder Larry en cola ud over sin poloskjorte, og den selvoptagede paranoiker overvejer, om Parkinson-syge Michael J. Fox har rystet den med vilje.

Hævn over tommelfingre
I 1998 brændte Larry David nallerne med spillefilmen Sour Grapes, der handler om smålighed, cancer og skosåler.

Komedien rummer mange gode idéer – de er bare sat sammen uden serieafsnittenes elegance. Filmen kan betragtes som et forstudie til den sneboldeffekt, David konstant dyrker i Curb Your Enthusiasm, for i komedien udvikler et skænderi om småpenge sig til løgne om terminalkræft.

Kritikerne sablede Sour Grapes, og særligt anmelderkoryfæet Roger Ebert hadede spillefilmdebuten. Han gav den nul stjerner og skrev, at han ikke umiddelbart kunne erindre en film, han havde nydt mindre. Ebert tildelte den endda sit berygtede kainsmærke: en nedadvendt tommel!

Heldigvis for Larry David kan også sådan et nederlag presses ned i den bearbejdningsmaskine, der er Curb Your Enthusiasm.

I hele tredje sæson opbygger Larry og en investorkreds en restaurant. De ser nervøst frem mod åbningsaftenen, for anmeldelser kan få enorm betydning for omsætningen. Særligt frygter de madkritikeren Andy Portico, som bedømmer restaurationer ved enten at vende tomlen op eller ned.

Klip: Larry befinder sig pludselig i et spil høvdingebold mod Andy og en horde af børn. Og han kan selvfølgelig ikke styre sig. Han tyrer bolden med så stor kraft, at kritikeren brækker begge tommelfingre. Nu behøver de ikke længere frygte hans anmeldelse, for den kan simpelthen ikke laves med gips på!

Version af Superman
Seriens Larry David er i konstant krig mod mennesker, og alligevel holder man med ham. Der opstår en særhedens ræson i de gale argumenter.

”Han er min version af Superman. Jeg ville gerne være sådan hele tiden, men det kan man jo ikke. Selv om han er vanvittig, ville jeg træde i hans sko med det vons. Men jeg ville nok blive arresteret eller slået ned,” har Larry David fortalt til Rolling Stone Magazine.

I lang tid har Larry David været adskilt fra sit alterego. Han har skrevet og spillet med i tv-filmen Clear History, optrådt regelmæssigt som Bernie Sanders i Saturday Night Live og opsat teaterstykket Fish in the Dark på Broadway.

Efter seks års pause finder han nu ærlighedens bitre Superman frem igen, og denne gang kommer det til blandt andet at gå ud over Bryan Cranston, Nick Offerman, Jimmy Kimmel og Elizabeth Banks.

Velkommen tilbage, min sublime antihelt!