Odense 2026
14. maj 2026 | 06:47

Kortfilmfestival er større end nogensinde

Foto | Cosmin Cirstea

Kendte skuespillere springer ud som instruktør, og eminente animationsfilm vises på Odense International Film Festival, der nu også inkluderer musikvideoer i programmet.

Af Frederik Hoff

Da en ny årgang fra Den Danske Filmskole dimitterede sidste år, blæste animationskortfilmen Nothing Will Die Ekkos anmelder bagover og modtog seks stjerner til gengæld.

Vil man opleve Rasmus Sølvstens ekstremt dystre film om en flok nyudklækkede fugleungers kamp mod en ond verden i en biografsal, skal man til Odense i uge 35.

Her er den nemlig én ud af 164 kortfilm, der vises på Odense International Film Festival, som afholdes for 51. gang fra 24. til 30. august.

Hele 4.092 film er blevet sendt ind til festivalen, der aldrig før har inkluderet så mange som i år. Desuden kan man denne gang se 30 musikvideoer som del af den nye konkurrence dedikeret til den særlige genre.

Ellers rummer festivalen som altid den danske konkurrence, ungdomskonkurrencen, dokumentarkonkurrencen, den internationale konkurrence med film fra 49 forskellige lande og animationskonkurrencen.

I sidstnævnte skal Rasmus Sølvsten blandt andet konkurrere med holdkammeraten fra Filmskolen, Emma Bruun Ruus og hendes smukke og innovative motion-capture-værk Glæden ved at være.

Cannes-instruktør
Kigger man programmet igennem, finder man flere filmskabere, der allerede før har vist deres værd på festivalen, på Ekko Shortlist eller ude i den store verden. Sidste år blev Mikkel Bjørn Kehlert udtaget til det officielle program på Cannes-festivalen med den poetiske Måske i marts, som nu kan ses på Ekko Shortlist.

I år tager han til Odense med Et indslag fra kysten, hans midtvejsfilm fra uddannelsen Super16, som vises i den danske konkurrence.

Her finder man også Ekko Shortlist-veteraner som Sif Lina Lambæk, Louise Hylland, Jonatan Egholm Keis, Sabrina Ferguen, Thor Zing og Kristine Bidstrup.

Skuespilleren Emilie Kroyer Koppel (Ustyrlig) debuterede som instruktør med Ophavog følger op med Noget mellem os. Skuespillerkollegaen Lise Baastrup (Orkestret, Rita) springer også ud som instruktør i Godt min dreng sammen med Jeppe Høgenhof.

Instruktør og musiker Joey Moe – uddannet fra Super8 i Aarhus – vender tilbage til festivalen med dramaet The One That Got Away.

På hjemmebane i Odense har vi Sara Noor og Emilie Fabricius Hacke, der studerer på fynske 18 Frames og viser deres respektive førsteårsfilm Rezas dans og Lav sol på festivalen. Sidste år vandt Hacke prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards med En anden uden mig.

Instruktøren Muhamed Vejzovic talte for nylig med Ekko om satiren Bureauet for Offentlig Udskamning og løftede sløret for en kommende film ved navn Borger nummer 6 million, som nu bliver vist i Odense.

Action og erotik
I den nye musikvideokonkurrence kan man blandt andet se frem til en animationsfilm af erfarne Sara Koppel.

I løbet af en lang karriere har hun blandt andet har været udnævnt til årets kunstner på Viborg Animation Festival og forperson for organisationen ANIS. Hendes psykedeliske, farverige animationsstil smelter denne gang sammen med nummeret Onde cirkler af kunstneren Sære Gamle Villa.

En anden velkendt instruktør i konkurrencen er Peder Thomas Pedersen. Skuespilleren og musikeren var i sin tid var halvdelen af satiregruppen Gramsespektrum og har instrueret flere musikvideoer.

Denne gang er det en actionfyldt b-film-homage, The Way of Ki!, til musik af musikeren Ki.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko