De har fundet et filmsprog i Odense

Den iranske flygtnings svære møde med dansk datingkultur. Den lille piges indre konflikt i et roligt sommerunivers. Den tidligere festabes vej ind i en øm, narkofri forelskelse.

Med deres førsteårsfilm på den odenseanske filmuddannelse 18 Frames – som kan ses på Ekkos hjemmeside frem til 15. maj – har tre instruktører meldt sig ind i koret af nye stemmer i dansk film.

Men hvad vil Sara Noor, Emilie Fabricius Hacke og Anton Isbrand bidrage med i den danske filmbranche, når de om få år forlader foreningsuddannelsens trygge rammer?

Emilie Fabricius Hacke tager ordet.

”Mine film er ikke så plotfokuserede, men mere følelses- og stemningsbårne, så de er svære at pitche på skrift. Men jeg har en ambition om, at dansk film skal rumme et bredt udvalg af stemmer, og jeg er optaget af dem, som ikke siger så meget. Der er potentiale til at forbinde de stille mennesker ved at spejle dem i mine film,” siger hun.

Sara Noor nikker.

”Vi er jo forskellige steder som studerende. Jeg vil gerne se, om der er andre udtryksformer i mig end film, inden jeg går ud og kalder mig instruktør. Noget, der måske kan påvirke, hvordan jeg laver film, og hvad en film overhovedet er,” forklarer hun, inden Anton Isbrand kommer på banen.

”Jeg vil gerne lave genrefilm med et mere eksperimenterende filmsprog, end vi måske er vant til i Danmark. Det kræver en risikovillighed, men jeg tror også, vi kan blive bedre til kreativ markedsføring,” siger Anton Isbrand, der nævner det amerikanske selskab A24.

”De er rigtigt gode til at lave flippede kampagner, så folk gerne vil se den nye film med Yorgos Lanthimos og lignende. Publikum vil gerne udfordres, hvis de får det serveret på en spændende måde.”

Ekskluderet på dansegulvet
De tre førsteårsfilm er alle ret personlige værker.

Rezas dans er inspireret af Sara Noors far, der kom til landet som politisk flygtning fra Iran. I filmen spiller Hamun Maghsodlo hovedpersonen Reza, som møder en kvinde i nutidens Odense, men føler sig uden for blandt hendes venner.

”Det skulle ikke handle om det politiske, men derimod det følelsesmæssige, det skrøbelige ved at blive placeret i et nyt land. Jeg kan ikke fortælle hele den politiske baggrund for at være flytning, men jeg kan fortælle om det intime møde. For det oplever jeg selv hele tiden som en 26-årig, der leder efter kærligheden,” siger instruktøren.

Dans fylder meget i historien, både som frirum for Reza og som stopklods, da han føler sig ekskluderet på et dansk dansegulv.

”Han har ikke et sprog til at forklare sig, så kroppen er hans måde at kommunikere på. Sådan tror jeg også mine forældre har gjort, og jeg kender selv til det at bruge kroppen til at udforske.”

At forstå sin familie og baggrund har været en drivkraft siden begyndelsen af Sara Noors rejse i film.

Det startede på dokumentarlinjen på Johan Borups Højskole i København, der førte til en række korte portrætdokumentarer. Senere lavede hun jalousidramaet Unge Rose, som kan ses på Ekko Shortlist.

Den stille pige skal ses
Emilie Fabricius Hacke har arbejdet i filmbranchen i en del år som blandt andet instruktørassistent og scripter.

Hun blev inspireret til at instruere, da hun arbejdede med Pernille Fischer Christensen på serien Ulven kommer. På Ekko Shortlist kan man se hendes film Én svale gør ingen sommerog vinderen af bedste fiktion ved sidste års Ekko Shortlist Awards En anden uden mig.

Ligesom de tidligere er førsteårsfilmen Lav sol et stille, indre drama med et kriblende, nærmest asmr-agtigt sommerlyddesign. Her kæmper en pige med at forholde sig til forældrenes skilsmisse og finder trøst i de lokale heste.

”Lyd er virkelig spændende, for det taler til folk på en underbevidst måde. På Lav sol arbejdede jeg med at give opgaver til alle, og lyddesigneren Becca Reyes skulle arbejde med to slags stilhed. Stilhed kan føles frit og rart, men den kan også være begrænsende og ubehagelig. Den forskel kom til at bære fortællingen,” siger instruktøren.

Idéen sprang ud af et skriveforløb. Sammen med manuskriptforfatter Randi Lindholm Hansen blev instruktøren fascineret af idéen om som barn at gemme sig et hemmeligt, trygt sted.

”Jeg ville gerne have, at den lille stille pige skulle føle sig set og elsket. Mit eget helle som barn var hestene. Vi samlede en masse billeder, situationer og musik, printede det ud og lagde det på gulvet. Så rykkede vi rundt på det, indtil der var skabt en struktur for manuskriptet.”

Forbudte anime-træk
Anton Isbrand er gået lige så personligt til Lykkens dag.

Med markant stiliserede billeder fortæller filmen historien om Gry (Iben Alida), der efter at være stoppet med stoffer tager til et fantasy-rave på et slot på Langeland. Her kæmper hun med sine dæmoner, mens hun forelsker sig i den alfeagtige Pil (Ellen Hovmand).

Anton Isbrand kommer fra en kreativ familie og troede i mange år, han skulle være skuespiller, indtil et onemanshow i 2. g gik ”utroligt galt”. Han fik i stedet lyst til at lave sine egne film. Det førte til en række kortfilm, hvoraf Den apokryfe prins og Pik og muskler skildrer ravedans som skiftevis eskapisme og det rene helvede.

”Jeg har haft en stor kærlighed til festmiljøet og også haft problemer med at feste rigtigt meget,” erkender instruktøren, der flyttede fra København til Odense, da han blev bevidst om, at han havde et misbrug og var nødt til at lave en livsstilsændring.

”Efter jeg var startet på 18 Frames, mødte jeg så min nuværende kæreste til en kæmpestor fest under Odense-filmfestivalen. Vi var oppe i to døgn uden at tage stoffer, og vi fortalte hinanden vores dybeste hemmeligheder. Det føltes magisk,” husker han og tilføjer:

”Den følelse ville jeg gerne lave en film om. Autentisk kærlighed uden fordomme.”

I filmen forsøger Gry akavet at fortælle Pil om anime-serien Beserk, og netop japansk animation, især serien Neon Genesis Evangelion, var en stor inspiration for æstetikken.

”På den ene side skulle det være en fluen-på-væggen-agtig festfilm i stil med Larry Clarks Kids, men vi gør også nogle anime-agtige, lidt forbudte formsprogs-ting. Voiceover og det bare at klippe ind og ud af hovedpersonens fantasi,” forklarer instruktøren.

”På holdet aftalte vi, at vi godt måtte eksperimentere, især når det er en førsteårsfilm.”

Fællesskab giver indflydelse
18 Frames er en af landets tre foreningsuddannelser sammen med Super16 i København og Super8 i Aarhus. Eleverne styrer selv uddannelsen, og skolerne har meget tilfælles, men 18 Frames i Odense skiller sig alligevel ud.

I det fynske er der hele seks linjer: instruktør, manuskriptforfatter, producer, fotograf, klipper og tonemester. Og frem for tre offentlige film per årgang nøjes man med en førsteårsfilm og en afgangsfilm samt tre indledende penneprøvefilm, som aldrig bliver vist, og hvor eleverne skifter hold hver gang.

”For mig var det vildt fedt at lave de penneprøver og få rystet nogle nerver af inden førsteårsfilmen. Jeg manglede et sprog for min metode, og det har jeg fået på 18 Frames,” siger Emilie Fabricius Hacke.

Alle tre instruktører fremhæver deres hold, som har haft stor betydning for førsteårsfilmene. Sara Noor bemærker, at de seks faglinjer fører til en stærk følelse af samhørighed på årgangen.

”Det forpligter os til, at vi inddrager hinanden i læringen,” siger hun, inden Anton Isbrand tager ordet.

”Vi har netop ansat en driftsansvarlig for at sikre overlevering på tværs af årgange. Vi føler en sårbarhed mellem os, også på tværs af skolerne,” siger han.

Instruktører som Lars von Trier og Nicolas Winding Refn – nogle af Anton Isbrands filmiske forbilleder – har ofte haft travlt med at svine kollegerne til, også da de var nye i branchen. Men ifølge den unge instruktør er deres årgang mere optaget af at dyrke fællesskabet.

”Der er noget med vores generation, hvor vi tør være nysgerrige og åbne uden at betragte hinanden som konkurrenter. I stedet bakker vi hinanden op, og det skaber et bedre vækstlag med større indflydelse,” siger han.

Kunstnerisk entreprenørskab
Den tilgang kan blive nyttig, når eleverne skal ud i en ganske presset filmbranche.

”Man får ikke bare en pose penge med det samme, så vi skal være rustede til at blive ved og ikke nødvendigvis lave en spillefilm som det første. Lige nu har vi et forløb om kunstnerisk entreprenørskab, og jeg føler mig godt rustet til at finde løsninger,” siger Emilie Fabricius Hacke.

”Der er også en kreativ omvæltning igang, hvor debutfilmene bliver mere forskelligartede,” siger Sara Noor, nok med tanke på film som Det andet offer, Sauna og Min evige sommer.

”Det inspirerer til, at man har lyst til at blive ved med at tage chancer.”