Interview
01. maj 2026 | 09:43

”De etablerede vil også lege med det skøre”

Foto | Peter Riis

Victor Lander, Lisbeth Wulff, Eva Jin, Ibbi El Hani og Haris Samar befolker Bureauet for Offentlig Udskamning, der gør cancel culture meget konkret.

Instruktør Muhamed Vejzovic – aktuel på Ekko Shortlist – samler et drømmecast til komedier, hvor han med satirisk linse zoomer ind på alt fra kendisdyrkelse til tom virksomhedslingo.

Af Frede Windahl

Det er Lines første dag på kontoret.

Hun er startet på Bureauet for Offentlig Udskamning, som stiller skarpt på mediemaskinen, krænkelsessager og de mange mennesker, der bliver påvirket af dem.

Bureauet fungerer som en moralsk domstol, der beslutter, hvem der skal udstilles og for hvad.

I takt med at Line (Eva Jin) introduceres til kontorets daglige gang, bliver det hurtigt klart, at bureauet er mest optaget af, hvor kendte personerne, som bliver anmeldt, er.

Men da den folkekære kendis Morten Klausen (Peter Gantzler) møder op for at tilstå sine ugerninger, bliver hele bureauets dømmekraft sat på prøve. Det viser sig nemlig, at kendissen udspekuleret lyver for at genopfinde sig selv i den kulturelle bevidsthed som en bad boy-type.

Med Bureauet for Offentlig Udskamning, der pt. ligger på Top 10 på Ekko Shortlist, har Muhamed Vejzovic formået at gøre cancel culture til noget meget konkret.

”Hvis jeg leger med tanken, handler det om, at der er nogen med en form for autoritet, som kan styre stemningen. At Peter Gantzlers karakter forsøger at snyde systemet ved at sige: ’Hov, jeg kan faktisk få et image som bad boy, og det er jo ikke så dumt for min karriere,’ synes jeg er en virkelig sjov idé,” fortæller instruktøren.

Det er en satire med et mockumentary-greb, der måske kan lede tankerne hen på The Office, men med instruktørens egne iagttagelser belyst i satirens skær.

”En tilfældig person fra Kolding, der er ude og være utro eller lave rav i den, er ikke lige så interessant for offentligheden som en kendt person,” fortsætter Muhamed Vejzovic.

”Det er dog vigtigt at understrege, at filmen ikke er tænkt som et forsvar for kendte, der har det svært, fordi medierne er efter dem. Det er blot et faktum, at der opstår større opmærksomhed og stærkere holdninger, når det drejer sig om en kendt person.”

Fra CBS til instruktør
Muhamed Vejzovic fortæller, at han altid har været glad for film, men alligevel startede på kommunikationsstudier på Copenhagen Business School.

”Jeg var ret opsat på at færdiggøre uddannelsen, som da også har ført til nogle spændende jobs i tv-branchen. Det er først nu, at jeg for alvor lægger navn til projekter, hvor jeg er den kreativt udøvende,” siger Muhamed Vejzovic.

Da han afsluttede sin bachelor på CBS, forfulgte han filmvejen på højskolen European Film College i Ebeltoft og Film- og medievidenskab på Københavns Universitet, inden han begyndte at arbejde som redaktionsmedarbejder hos Warner Bros. Discovery.

”Det blev mere og mere åbenlyst for mig, at min passion for film var så stærk. Så jeg tænkte: ’Det her er vejen, jeg skal gå!’”

Dog mærker man business-baggrunden i hans film, der altid har et konceptuelt præg.

Dø foran et webcam
Vækst Über Alles kan bedst beskrives som et onlinemøde fra helvede. Midt i den tomme forretningslingo falder en af deltagerne (Jan Gintberg) pludselig om, hvilket deltagerne reagerer meget forskelligt på.

”Jeg er vildt stolt af, at Gintberg sagde ja, fordi min film ligger i den mere nichede ende af, hvad han normalt laver. Det er fordelen ved originalitet. Der er simpelthen aldrig nogen, som har spurgt, om han ville spille én, der dør foran et webcam,” siger instruktøren med et smil.

I det hele taget har Muhamed Vejzovic en imponerende evne til at tiltrække veletablerede skuespillere som Rasmus Botoft, Lærke Winther, Peter Gantzler, Sofie Torp, Eva Jin, Yas Wadi og Lisbeth Wulff.

”Jeg betragter mine kortfilm som en mulighed for at lave sjove eller skøre ting med folk, jeg beundrer. Folk som Rasmus Botoft og Lærke Winther er crème de la crème inden for dansk komik – især det mere syrede og absurde, men også det satiriske. Da jeg voksede op, tænkte jeg, at det kunne være fantastisk at få lov til at arbejde med dem.”

Selv om instruktøren nødigt vil ind på, hvem han først pitchede sine idéer til, får man et indtryk af en mand, der kan sælge sand i ørkenen.

”Jeg er nok god til at præsentere mine idéer klart, og så tror jeg, at der er en stor lyst i branchen til at lege med det skøre – også selv om man er meget etableret. Kortfilm er noget helt særligt, fordi de sammenlignet med en spillefilm eller serie er lettere at realisere. Her er en større kunstnerisk frihed.”

Drømmen om en spillefilm
Opfølgeren til Bureauet for Offentlig Udskamning er allerede lavet. Den har titlen Borger nummer 6 million og handler om en journalist (Julie Agnete Vang), der opdager, at man kan følge befolkningstallet i realtid.

”Det startede som en tanke om, hvad medierne kunne gå i selvsving over af fuldstændigt idiotiske historier,” siger Muhamed Vejzovic.

Borger nummer 6 million får forhåbentlig en festivalrunde verden over, før den får en bredere digital lancering. Samtidig planlægger instruktøren at optage endnu en satirisk kortfilm, Hundekød, til sommer, hvorefter han vil søge støtte hos New Danish Screen til sin første spillefilm.

”På et tidspunkt i mit liv brændte jeg inde med en masse tanker, jeg gerne ville ud med. Det er det, jeg gør nu.”

Kommentarer

Muhamed Vejzovic

Født i 1987 i Bosnien og har boet i Danmark siden 1992.

Bachelor i kommunikation fra CBS i 2010.

Gik på European Film College i Ebeltoft i 2012-13.

Kandidat i film- og medievidenskab fra Københavns universitet i 2015.

Redaktionsmedarbejder på Warner Bros. Discovery fra 2016 til 2025.

Film

Borger nummer 6 million
2025

Bureauet for Offentlig Udskamning
2025

Vækst Über Alles
2024

© Filmmagasinet Ekko