Nyhed
25. jan. 2022 | 13:16

Kvinderne dominerer Bodil-priserne

Foto | Hyæne Film
Rosalinde Mynster er blevet Bodil-nomineret for sin rolle i Hvor kragerne vender, hvor hun spiller en ung forfatter, der besøger familien ude på landet for at deltage i brorens brullyp.

Der er flere kvindelige end mandlige instruktører nomineret til bedste film ved Bodil-uddelingen, hvor en fornem debutfilm er i top, mens kendte koryfæer er blevet forbigået.

Af Nicki Bruun

Danske Filmkritikere gør ofte en dyd ud af at fremhæve film, der er blevet mere eller mindre overset af publikum.

I år er ingen undtagelse, hvor stortalentet Lisa Jespersens debutfilm Hvor kragerne vender måske noget overraskende topper med hele ni nomineringer.

Filmen var i den indflydelsesrige Biografklub Danmark, der plejer at være garant for mindst 200.000 billetter, men Hvor kragerne vender måtte nøjes med 146.648.

Men nu kan den for alvor komme til ære og værdighed. I dysten om at vinde hovedprisen for bedste film er Hvor kragerne vender nomineret sammen med Anna Emma Haudals Venuseffekten og Charlotte Sielings Margrete den Første.

Dermed er de kvindelige instruktører i overtal i kategorien. De sidste to nominerede er Christoffer Boes Smagen af sult og Anders Matthesens animerede kæmpesucces Ternet Ninja 2.

Kun 15.336 så Venuseffekten i biografen, men Danske Filmkritikere sender altså et kraftigt signal om, at mange publikummer har snydt sig selv for en god filmoplevelse.

Der er til gengæld ikke blevet plads til de store koryfæer Bille August og Ole Bornedal, hvis Pagten og Skyggen i mit øje ikke er blevet nomineret til bedste film.

Filmene er dog at finde i andre kategorier.

Birthe Neumann er nomineret for sin altopslugende præstation som Karen Blixen i Pagten. Skuespilleren ligner en favorit i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle, hvor Trine Dyrholm for fjortende gang er Bodil-nomineret, denne gang med rollen som dronning i Margrete den Første.

Hos mændene er Anders Matthesen nomineret for sit stemmeskuespil i Ternet Ninja 2, mens Alex Høgh Andersen og unge Bertram Bisgaard er nomineret for deres roller i krigsdramaet Skyggen i mit øje.

Se alle de nominerede nederst i artiklen.

Stærkt dokumentarfelt
I dokumentarkategorien er der mange perler, men alligevel må der siges at være en klar favorit.

Jonas Poher Rasmussens Flugt har det seneste år taget verden med storm og er i spil til flere Oscar-priser. Det skulle undre meget, hvis ikke filmen løber med Bodil-prisen.

Den animerede film om en afghansk flygtnings dramatiske livshistorie er dog i fornemt selskab med blandt andet Jesper Dalgaards anmelderroste Kandis for livet og Camilla Nielssons President, som også er med i kampen om en Oscar-nominering.

Der er ved Bodil-uddelingen også kategorier for bedste amerikanske og ikke-amerikanske film.

Blandt de amerikanske film ligner Oscar-vinderen Nomadland en stærk kandidat. Den meget amerikanske film The Power of the Dog er takket være den newzealandske instruktør Jane Campion nomineret for bedste ikke-amerikanske film. Her dyster den i et stærkt felt blandt andet med den feministiske og hårdtslående Guldpalme-vinder Titane.

Bodil-uddelingen finder sted den 19. marts med musikeren Annika Aakjær som vært ved et gallashow i Folketeatret i København.

Nomineringer til Bodilprisen 2022

Bedste film (fiktion)
Hvor kragerne vender, instr. Lisa Jespersen
Margrete Den Første, instr. Charlotte Sieling
Smagen af sult, instr. Christoffer Boe
Ternet Ninja 2, instr. Anders Matthesen & Thorbjørn Christoffersen
Venuseffekten, instr. Anna Emma Haudal

Bedste kvindelige hovedrolle
Birthe Neumann, Pagten
Johanne Milland, Venuseffekten
Kathrine Greis-Rosenthal, Smagen af sult
Rosalinde Mynster, Hvor kragerne vender
Trine Dyrholm, Margrete Den Første

Bedste mandlige hovedrolle
Alex Høgh Andersen, Skyggen i mit øje
Anders Matthesen, Ternet Ninja 2
Bertram Bisgaard, Skyggen i mit øje
Nikolaj Coster-Waldau, Smagen af sult
Simon Bennebjerg, Pagten

Bedste kvindelige birolle
Anne Sofie Wanstrup, Hvor kragerne vender
Asta August, Pagten
Bodil Jørgensen, Hvor kragerne vender
Ester Birch, Skyggen i mit øje
Sofie Gråbøl, Venuseffekten

Bedste mandlige birolle
Jesper Groth, Hvor kragerne vender
Lars Mikkelsen, Venuseffekten
Morten Hee Andersen, Margrete Den Første
Søren Malling, Margrete Den Første
Thomas Hwan, Hvor kragerne vender

Bedste danske dokumentarfilm
Flugt, instr. Jonas Poher Rasmussen
Fra det vilde hav, instr. Robin Petré
Kandis for livet, instr. Jesper Dalgaard
President, instr. Camilla Nielsson
Skål, instr. Cecilie Debell & Maria Guldbrandsø Tórgarð

Bedste amerikanske film
First Cow, instr. Kelly Reichardt
Minari, instr. Lee Isaac Chung
Nomadland, instr. Chloé Zhao
Sound of Metal, instr. Darius Marder
The French Dispatch, instr. Wes Anderson

Bedste ikke-amerikanske film
Promising Young Woman, instr. Emerald Fennell
Quo Vadis, Aida, instr. Jasmila Žbanić
The Father, instr. Florian Zeller
The Power of the Dog, instr. Jane Campion
Titane, instr. Julia Ducournau

Biografklub Danmark Talentprisen
Anne Sofie Wanstrup, skuespiller, Hvor kragerne vender & Venuseffekten
Johanne Milland, skuespiller, Venuseffekten
Jesper Dalgaard, dokumentarinstruktør, Kandis for livet
Lisa Jespersen, instruktør, Hvor kragerne vender
Sara Isabella Jønsson, manuskriptforfatter, Hvor kragerne vender og Miss Osaka

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko