Langvarig dokumentarstrid skal afgøres nu
39-årige Sara Omar kendes bedst for romanen Dødevaskeren, der har vakt opsigt på grund af dens beskrivelser af social kontrol og kvindeundertrykkelse i et kurdisk miljø.
Efter knap syv års konflikt mødes forfatteren Sara Omar og instruktøren Manyar Parwani igen i retten, og denne gang bliver afgørende.
I morgen i Retten i Frederiksberg finder det første af seks retsmøder sted i justifikationssagen om fogedforbuddet mod visningen af 300 timers optagelser af Sara Omar.
Optagelserne er lavet af Parwani og producenten Omar Marzouk – bedst kendt som komiker – fra 2018 til 2019 som led i en planlagt dokumentarfilm.
Men i august 2019 trådte forfatteren ud af projektet, fordi hun mistede tilliden til filmskaberne.
De havde undervejs besluttet sig for at lave en kritisk dokumentar, der angiveligt afslører, at Sara Omar har opdigtet dele af sin barske livshistorie og brugt det til at stigmatisere en muslimsk befolkningsgruppe.
Sara Omar anmodede om et fogedforbud og fik det i 2022. Dommen blev anket til landsretten, hvor Omar fik medhold igen. Efterfølgende fik Manyar Parwani og Omar Marzouk afslag fra procesbevillingsnævnet, da de forsøgte at anke til højesteret.
Eftersom fogedforbud nedlægges relativt hurtigt, skal de altid bekræftes eller afkræftes i en justifikationssag, og det er den, der begynder i morgen.
Sara Omar har stillet 250.000 kroner i sikkerhed for at opretholde forbuddet. Hun får dem tilbage, hvis hun får medhold i sagen.
Kendte advokater
Byretten og Landsretten nåede sidste gang frem til, at Rasit Ufuk Tas, som var ejer af produktionsselskabet Anagov Diary IVS, ejede optagelserne og overdrog dem til Sara Omar.
Landsretten lagde vægt på kontrakten mellem Sara Omar og filmskaberne, hvor der skal stå, at der ikke vil ”forekomme noget materiale i filmen, som går imod eller kan skade hovedpersonens værk”.
Marzouk og Parwani er ikke forhindret i at lave en dokumentar om Sara Omar, men for nuværende må de ikke bruge de 300 timers optagelser.
Manyar Parwani har fået ny advokat i form af Erbil Kaya. Advokaten har før repræsenteret Robert Hansen og Ahmed Samsam, og hans salær på 120.000 kroner har Parwani skaffet gennem en indsamling.
Til Ekko har Kaya tidligere udtalt, at denne sag har principiel karakter: ”Hvis man ikke har lyst til, at en dokumentar kommer ud, kan man så gå rettens vej og få retten til at nedlægge forbud?”
Han fandt det også relevant, at hovedpersonen i Den sorte svane fik afslag på et fogedforbud i 2023, selv om hun ikke ønskede at medvirke i dokumentaren, da den ændrede skildringen af hende.
Omar Marzouk har indtil nu haft advokaten Tyge Trier, men på sin Facebook-side meddeler Marzouk, at han grundet økonomisk trange tider ligesom Parwani vil lade sig repræsentere af Erbil Kaya.
Sara Omar er stadig repræsenteres af den erfarne advokat Erik Nyborg. Han har tidligere udtalt, at sagen ikke handler om ytringsfrihed, men helt banalt om, at Parwani og Marzouk ikke ejer de optagelser, som de ønsker at bruge.
Flere domme
I løbet af de sidste tre år er der lydt flere domme, der vedrører Sara Omar.
I december 2023 blev Manyar Parwani dømt for hærværk mod Sara Omars telefon i 2018. I august 2025 blev politibetjenten Elvir Abaz dømt for i 2022 ulovligt at erhverve sig en optagelse af Sara Omar, hvor hun ringer til alarmcentralen.
Manyar Parwani har også sagsøgt Sara Omar, Ekkos chefredaktør og Ekkos journalist for injurier i et interview fra 2021, men trak sagen tilbage kort efter sin dom for hærværk.
Justifikationssagens seks retsmøder giver bedre tid til at fremlægge sagen end den oprindelige sags fire retsmøder, og begge parter har haft god tid til at forberede sig.
Under det fjerde retsmøde i byretten i 2022 forsøgte filmskabernes advokater eksempelvis at inddrage en skjult lydoptagelse af Sara Omar, som dommeren ikke lod indgå, da den var præsenteret for retten for sent. Man kunne forstille sig, at den vil indgå i de kommende retsmøder.
Smædekampagne
Kommunikationsrådgiveren Anna Thygesen fra We Do Communications, som er ansat af Sara Omar, udsendte den 8. januar en pressemeddelelse om de kommende retsmøder.
Her står der, at Erik Nyborg på første dag vil fremlægge dokumentation for den behandling, Sara Omar fik under optagelserne. Dokumentationen skal bestå af materiale, der er beslaglagt af politiet hos Manyar Parwani, samt lyd- og billedfiler, som Sara Omar har fået aktindsigt i.
Desuden skal der fremlægges dokumentation for de ”helbredsmæssige, økonomiske og professionelle konsekvenser”, som forløbet skal have haft for Sara Omar.
Der står også, at Sara Omar har anlagt et erstatningskrav mod Parwani og Marzouk for en smædekampagne siden 2021, og som den dømte betjent Elvir Abaz angiveligt har deltaget i. Ifølge Berlingske kræver forfatteren en halv million kroner i erstatning.
Debatten raser
På sociale medier raser debatten med flere lange opslag fra Manyar Parwani.
Han føler sig mistænkeliggjort på grund af sin hudfarve og er oppe imod ”magtfulde mennesker i politik, filmbranchen og mediebranchen”, der støtter Sara Omar. Men samtidig skriver han, at en del folk er kommet på andre tanker.
”Folk synes efterhånden, at Sara Omar & Co. går ret så langt for at stoppe dokumentaren om hende. ’Hvad er hun bange for? Hvis hun har været ærlig, har hun vel kun noget at miste,’ siger de fleste. Jeg er enig i, at folket skal se dokumentaren for selv at vurdere, hvad der er op og ned i sagen,” skriver Manyar Parwani på Facebook.
Han bliver bakket op af vennen og filosoffen Peter Tudvad, og i en kommentar på et af Tudvads opslag skriver Manyars søster Khaterah Parwani, at hendes bror aldrig har mødt eller samarbejdet med Elvir Abaz.
Retsmødet er offentligt, og i retten i morgen vil et dokumentarhold formentlig være til stede, da dokumentaristen Søs Hoffman siden 2019 har arbejdet på sin egen film om forfatteren.
Dokumentaren var programlagt under titlen Sara Omar skal gøres tavs til at komme ud på DR i 2023. Men den blev udskudt af flere omgange, og i august 2025 valgte DR at trække sig ud af projektet. DR har ikke villet oplyse, hvor mange penge de i årenes løb af brugt på filmen.
Producenterne Laud People og Reef TV fortsætter projektet, der nu har arbejdstitlen Sara Omar under anklage.
Retsmøder i justifikationssagen
Tirsdag 13. januar kl. 9:30-15:30
Onsdag 14. januar kl. 9:30-15:30
Fredag 16. januar kl. 9:30-15:00
Fredag 23. januar kl. 9:30-15:00
Tirsdag 17. februar kl. 9:30-15:30
Onsdag 18. februar kl. 9:30-15:30
Tidslinje for konflikten

17. november 2017
Sara Omar udgiver debutromanen Dødevaskeren, der kritiserer undertrykkelsen af kvinder og den sociale kontrol i et muslimsk miljø.
December 2017
Manyar Parwani kontakter Sara Omar for at lave en dokumentar om hende. Optagelserne går i gang måneden efter.
August 2018
Sara Omar indgår kontrakt med Parwani om dokumentaren. Kontakten udløber 1. november.
3. august 2019
Sara Omar meddeler Parwani og produceren Omar Marzouk i en mail, at hun forlader projektet, da hun ikke har tillid til dem.
December 2019
Optagelserne til DR-dokumentaren Sara Omar skal gøres tavs af tilrettelægger Søs Hoffman begynder.
18. juli 2021
Frihedsbrevet udgiver lydoptagelser af Sara Omar, som ifølge Parwani beviser, at hun har overdrevet sine udtalelser om politibeskyttelse.
22. juli 2021
Weekendavisen gør i en artikel om ghostwritere opmærksom på, at Sara Omar har benyttet en ukrediteret konsulent på sine bøger.
10. september 2021
Manyar Parwani skriver på Facebook, at han er i gang med at færdiggøre dokumentaren.
6. oktober 2021
Sara Omar anmoder retten i Frederiksberg om fogedforbud mod offentliggørelse af dokumentarens optagelser.
12. oktober 2021
Sara Omar fortæller i Ekko for første gang om konflikten med Parwani.
28. februar 2022
Byretten nedlægger fogedforbud mod at vise optagelserne, og filmskaberne anker sagen.
5. april, 2022
Landsretten erklærer sig enig med byretten og fastholder fogedforbuddet mod at vise optagelserne.
12. april 2022
Manyar Parwani anlægger injuriesag mod Sara Omar, Ekkos chefredaktør og journalist for ærekrænkelser i interviewet med Sara Omar. Kravet er mindst ét års fængsel.
16. august 2023
Procesbevillingsnævnet lader ikke Manyar Parwani og Omar Marzouk anke til Højesteret.
29. august 2023
Ekko kan afsløre, at DR’s dokumentar skal vises 10. september efter at være blevet udsat fra 3. september.
6. september 2023
DR-dokumentaren udsættes på ubestemt tid på grund af redaktionelle ændringer.
12. december 2023
Manyar Parwani bliver dømt for hærværk mod Sara Omars iPhone 8.
14. december 2023
Manyar Parwani trækker injuriesagen mod Ekko og Sara Omar tilbage.
6. november 2024
Justifikationssagen om forbudet mod offentliggørelse af Manyar Parwanis dokumentar er planlagt til at begynde i retten, men bliver udsat til januar 2026.
28. august 2025
Politimanden Elvir Abaz dømmes for ulovligt at have erhvervet sig og videregivet optagelser af Sara Omar til tredjepart.
29. august 2025
DR har droppet dokumentaren, som nu hedder Sara Omar under anklage. Laud People og Reef TV søger en udgiver.
13. januar 2026
Det første af seks retsmøder i justifikationssagen finder sted.


Kommentarer