Top 10
10. juli 2014 | 09:14

Top 10: Ludere på lærredet

Foto | Josh Weiner
Jodie Foster var kun fjorten år gammel, da hun spillede rollen som gadetøsen Iris i Martin Scorseses Taxi Driver. Hendes ældre søster agerede stand-in i de mere intime scener.

I anledning af François Ozons Ung og smuk ser vi tilbage på ti prostitutionsroller, der indkapsler både den glorificering og foragt, der knytter sig til verdens ældste erhverv.

Af Rune Bruun Madsen

I François Ozons Ung og smuk, der har premiere i dag, vælger en syttenårig overklassepige at lade sig prostituere.

”At fremstille en teenagepige så følelsesmæssigt uudgrundelig er et feministisk statement fra en filmskaber, der sammen med Pedro Almodóvar er en af Europas største mandlige leverandører af film om kvinder lavet fra et kvindeligt synspunkt,” skriver Lee Marshall i Ekkos femstjernede anmeldelse.

Vi ser hermed tilbage på ti mindeværdige prostitutionsroller, hvor alle aspekter af livet som luder er blevet overbevisende foreviget på det hvide lærred.

10. Julie Christie i McCabe & Mrs. Miller (1971)

Robert Altmans film fra 1971 er blevet karakteriseret som en anti-western, fordi den bevidst vender konventioner på hovedet i historien om gambleren John McCabe (Warren Beatty), der driver et lystigt horehus sammen med skøgen Constance Miller (Julie Christie).

Titlens ”&” indikerer netop, at forholdet er professionelt snarere end varmhjertet, og McCabe korser sig inderligt over, at han skal betale for Millers kærlighed. Christie er herligt kryptisk som den snarrådige kvinde, der med tiden forgår i opium-tågerne til tonerne af Leonard Cohens melankolske musik.

 

9. Rikke Louise Andersson i Nattevagten (1991)

Listens danske islæt. Rollen som den blonde luder Joyce i Ole Bornedals succesfulde gyser blev en heftig katalysator for Rikke Louise Anderssons karriere.

I en mindeværdig scene ydmyges Joyce på en restaurant af Jens (Kim Bodnia), der udfordrer vennen Martin (Nicolaj Coster-Waldau) til at starte et forhold med hende. Samtidig skalperer og myrder en manisk seriemorder prostituerede på stribe. Med sit barneansigt antyder Andersson på få minutter et helt livs omsorgssvigt og psykisk terror i en rolle, der indbragte hende både en Bodil og en Robert.

 

8. Anna Karina i Livet skal leves (1962)

Som en af modernismens visuelle troldmænd fortæller Jean-Luc Godard gerne historier gennem et eklatant og provokerende filmsprog. Vivre sa vie, der er inddelt i tolv kapitler, er ingen undtagelse, men fortællingen i sig selv har formentlig også bragt samtidens sind i kog.

Anna Karina, der i øvrigt er halvt dansk, spiller en smuk, parisisk kvinde, der forlader både ægtemand og spædbarn i jagten efter succes som skuespillerinde. Hun ender imidlertid som prostitueret og bliver i sidste ende dræbt. Karinas sorte pagehår og sensuelle blik er et ikonisk snapshot af tidens franske nybølge.

 

7. Elisabeth Shue i Leaving Las Vegas (1995)

Elisabeth Shue blev Oscar-nomineret for sin rolle som sexarbejderen Sera, der bliver en frelsende engel for Ben Sanderson (Nicolas Cage), en dybt alkoholiseret mand, der har mistet alt og er fast besluttet på at drikke sig selv ihjel.

Midt i det benhårde skæringspunkt mellem druk og prostitution opstår en uventet romance, der kulminerer i filmens sært gribende slutscene, hvor Sera knalder de sidste rester af hårdt levet liv ud af sin fortabte sjæleven. Happy ending?

 

6. Jennifer Connelly i Requiem for a Dream (2000)

Jennifer Connelly og Jared Leto spiller kæresteparret Harry og Marion, hvis gyldne fremtidsplaner smuldrer i takt med deres massive indtag af stoffer.

I et kapløb mod abstinenser og kropsligt forfald lader Marion sig prostituere for at score kontanter til næste, vitale fix. Connelly er skræmmende overbevisende som krakeleret skønhedsdronning i Darren Aronofskys mareridtsagtige film om forliste skæbner.

 

5. Julia Roberts i Pretty Woman (1990)

Pretty Woman var oprindelig tænkt som et mørkt og moraliserende drama om det hårde liv på gaden, men endte som en romantisk komedie og blev en gigantisk succes ved billetlugerne. Det er vel nok den mest kendte film om prostitution.

Set med nutidige briller fremstår historien om prinsen i den hvide limousine, der redder den uskyldsrene gadeluder fra livet i rendestenen og til gengæld får ægte følelser, uhyre sukkersød og kønspolitisk ukorrekt. Men rollen som prostitueret med paryk og uimodståelige dådyrøjne gjorde med ét Julia Roberts til en af Hollywoods mest eftertragtede kvinder.

 

4. River Phoenix i My Own Private Idaho (1991)

Joaquin Phoenix’ ældre bror, River, forlod desværre verden alt for tidligt. Men han nåede at berige lærredet i rollen som den homoseksuelle trækkerdreng Mike, der lider af narkoleptiske anfald.

I parløb med bedstevennen Scott (Keanu Reeves) hutler Mike sig gennem Portlands underverden og ender i Italien på jagt efter sin mor. Samtidig var Gus van Sants independent-film med til at nedbryde tabuer og gøre mandlig prostitution til et aktuelt debatemne.

 

3. Charlize Theron i Monster (2003)

Charlize Theron fik en velfortjent Oscar for den autentiske rolle som Aileen Wournos, en tidligere prostitueret, der går bersærkergang og dræber syv mænd med sin elsker Selby Wall på slæb.

Theron, der i rollen er sminket til ukendelighed, indkapsler eminent den afsky, som hovedpersonen føler for sig selv efter et hårdt liv med vold, misbrug og kuldsejlede forhold. Titlen refererer til det uhyre, der møder Wournos, hver gang hun ser sig i spejlet.

 

2. Catherine Deneuve i Dagens skønhed (1967)

Luis Buñuels første farvefilm skabte røre i borgerskabet med sin intrikate fortælling om en smuk kvinde, der udlever sine forbudte fantasier, mens manden er på arbejde.

Catherine Deneuve spiller den undertrykte husmor, der får en fysisk krævende eftermiddagsgesjæft og tilnavnet ”dagens skønhed”. Det komplicerede dobbeltliv udvikler sig til en drabelig affære, men ikke desto mindre brændte Deneuves erotisk kurvede Séverine sig for altid fast på nethinden hos især det mandlige publikum.

 

1. Jodie Foster i Taxi Driver (1976)

Jodie Foster var kun fjorten år gammel, da hun spillede en mindreårig prostitueret i sommerhat og røde, højhælede sko i Martin Scorseses Taxi Driver. Hendes rapkæftede jargon og penible situation gør et massivt indtryk på Robert de Niros Trevis Bickle, der får som mission at redde hende fra storbyjunglens menneskelige kompostbunke.

Rollen som Iris indbragte hende en Oscar-nominering, om end de mest udfordrende scener faktisk blev spillet af Fosters storesøster. Stand-in eller ej: En ung stjerne var født.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko