Nyhed
13. sep. 2019 | 16:13

Maja får Hollywood-stjerne til at græde

Foto | Hyæne Film
Filmholdet bag Maja tæller instruktør Marijana Jankovic i midten med hovedrolleindehaver Selena Marsenic på skødet. Bag dem står de to medvirkende Jesper Christensen og Dejan Cukic.

Marijana Jankovic’ første kortfilm, der ligger nummer ét på Ekko Shortlist, bliver rost til skyerne af amerikansk stjerneskuespiller.

Af Nicki Bruun

”Hvilken film eller serie fik dig sidst til at græde?”

Sådan lyder et af spørgsmålene i et ellers muntert videoindslag, som branchemediet The Hollywood Reporter har lavet under årets Toronto-festival.

Skuespilleren Eddie Murphy svarer et særligt hårdt afsnit af 70’er-serien Good Times, mens kollegaen Wesley Snipes peger på dokumentaren om Aretha Franklin, Amazing Grace.

Men så kommer komikeren Keegan-Michael Key – kendt for sit samarbejde med Us-instruktør Jordan Peele i tv-serien Key & Peele – med et overraskende svar.

”Jeg har for nylig set en kortfilm, der hedder Maja,” siger skuespilleren med henvisning til Marijana Jankovic’ instruktørdebut, som er strøget ind på førstepladsen på Ekko Shortlist.

Keegan-Michael Key er også kendt for sit stemmeskuespil i film som den nye Løvernes konge og Toy Story 4, men er i Toronto med Netflix-komedien Dolemite Is My Name.

Han forklarer i videoen, at Maja med historien om en serbisk piges dag i en dansk børnehave fik ham til at græde.

”Den handler om en lille pige, der er blevet rykket fra sit hjemland til et nyt sted – og den er meget god!”

Et barns perspektiv
Maja
er netop kommet ind på Ekko Shortlist og er dermed i spil til priser ved årets prisuddeling Ekko Shortlist Awards, der finder sted den 29. november i Bremen Teater.

I det nye nummer af Ekko fortæller Marijana Jankovic, hvordan hun havde præstationsangst i forhold til at gå fra skuespiller til instruktør med filmen, der vandt årets Robert-pris for bedste kortfilm.

Hun spiller selv en mindre rolle i Maja, der har også har Dejan Cukic og Jesper Christensen på rollelisten, mens titelrollen spilles af unge Selena Marsenic.

”Det er helt naturligt, at min første kortfilm har et barns perspektiv. For vi mangler film, som tager børn alvorligt – og immigranter,” siger Marijana Jankovic.

Lykkelig slutning
Hun fortæller også, at filmen er inspireret af hendes egen oplevelse af at komme til Danmark som barn.

”Jeg skulle pludselig tilpasse mig et nyt land med nye regler og et nyt sprog. Men det har nok også øget min interesse for historier om børn. Ligesom i eventyret er begyndelsen svær, men det ender lykkeligt.”

”Jeg skylder mine forældre og deres generation at lave film om det her, fordi de rejste ud for at give deres børn en bedre fremtid.”

Se Maja og giv den stjerner!

Kommentarer

Marijana Jankovic i Ekko

Interview med Marijana Jankovic i Ekko #83.

”Jeg skylder mine forældre og deres generation at lave film om at starte et liv her,” siger skuespilleren, der springer ud som instruktør med Maja.

Se MajaEkko Shortlist.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner årsabonnement, får du en gratis biografbillet og sommernummeret med tema om Tarantino.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko