Mellem ludfattig og ultrarig

Modpolerne i det sydkoreanske samfund mødes i Lee Chang-dongs seneste film, Possible Love, som på filmfestivalen i Venedig bev belønnet med andenpræmien Juryens pris, og som af Ekkos anmelder Lee Marshall belønnes med fem stjerner.

I den ene ende er den arbejdsløse svejser Ho-seok og hans kone Mi-ok, der har måttet brødføde familien, siden han sammen med hundredvis af kolleger blev fyret fra det lokale stålværk.

I den anden finder vi dokumentaristen Ye-ji, hvis mand Sang-woo hører til Sydkoreas ultrarige elite. Hun vil skabe en film om den usynlige arbejderklasse, hun føler, er ved at forsvinde.

Det er en psykologisk knortet og poetisk betagende fortælling om den voksende afgrund mellem høj og lav i instruktørens hjemland. Over næsten tre timer lader han parrenes spændinger og længsler aflejres lag for lag.

Et prægnant drama i samme ånd som Lee Chang-dongs tidligere mesterværker, blandt andet Burning og Poetry, der også tager temperaturen på det sydkoreanske samfund.

Instruktøren vil ikke blot skildre, men også være med til at forme sit hjemland. Der har været en rød tråd i hans socialt bevidste kunst, siden han debuterede som forfatter i 1980’erne, som filmintruktør i 1990’erne, og som politiker i 00’erne, da han for en kort bemærkning tjente som Sydkoreas kulturminister.

Og det er også tanken bag Possible Love, forklarer han, da vi mødes til et gruppeinterview på Venedig-festivalen i september.

”Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt at bygge bro over skellet mellem rig og fattig. Det er svært at se, om vi for alvor forsøger. Men jeg mener ikke, at vi bare kan se passivt til. Nogen er nødt til at sige fra, hvor spinkel en stemme det end måtte være. Og jeg kan godt lide tanken om selv at have en rolle at spille i den sammenhæng,” siger Lee Chang-dong.

Nytænkning af Kieślowski
Selv om det er otte år siden hans seneste film – den ætsende thriller Burning – har Lee Chang-dong ikke ligget på den lade side. I årenes løb har han sat gang i mange forskellige projekter. Nogle gik i vasken, andre er stadig i støbeskeen.

At det lykkedes at få Possible Love finansieret, skyldes kreativt genbrug.

Den polske producent Maciej Musiał havde solgt Netflix på idéen om at finansiere ti spillefilmlange genfortolkninger af Krzysztof Kieślowskis indflydelsesrige tv-serie Dekalog, der dramatiserer De Ti Bud.

I Frankrig blev Asghar Farhadi med det sjette bud, ”Du skal ikke bedrive hor”, inspireret til filmen Histoires parallèles, som havde premiere i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival. Lee Chang-dong lagde billet ind på bud nummer ti, ”Du må ikke begære din næstes hustru”, og støvede så et manuskript af, han havde skrevet ti år forinden.

Det færdige resultat har ikke meget andet tilfælles med Kieślowskis version end et begær, som hos Lee Chang-dong ikke kun er erotisk. Og så en enkelt detalje, som Kieślowskis medforfatter Krzysztof Piesiewicz bad ham inkludere.

I næsten hvert afsnit af Dekalog optræder samme navnløse iagttager som et tyst vidne til dramaet. Et motiv, som Lee Chang-dong videreudvikler til en æggende tematik om voyeurisme på tværs af socialklasserne.

Døde og levende
De to ægtepar i Possible Love mødes til en begravelse.

Da stålværket varslede massefyringer, indledte arbejderne en strejke, som blev brutalt opløst af politiet. Hvorefter arbejderne modløst opdelte sig selv i ”de døde”, der mistede deres livsgrundlag, og ”de levende”, der beholdt deres job.

I årene siden er det blevet en selvopfyldende profeti, da flere af Ho-seoks kolleger har begået selvmord, hvilket har fået Ye-ji til at øjne en gribende historie om kapitalismens konsekvenser. Så da Ho-seok bryder fordrukken sammen til begravelsen, følger hun ham med sit kamera og beslutter sig for at gøre ham til sin hovedperson.

”Ye-ji repræsenterer mange forskellige kunstnere, der fortæller om andres liv. Hun er den karakter, der tættest repræsenterer mig selv,” fortæller Lee Chang-dong.

I filmen understreger han sammenligningen ved at give hende sit eget efternavn, så de andre karakterer tiltaler hende som ”Director Lee”. Og sammenligningen har sin berettigelse, selv om instruktøren ville sikre sig, at han gik til historien på en anden og mere respektfuld måde.

Selvmordsbølger
Filmens massefyring er nemlig hentet fra virkeligheden. I 2009 annoncerede SsangYong-fabrikken, at omkring 2500 medarbejdere ville blive fyret. Det fik fagforeningsmedlemmer til at besætte dele af fabrikken.

Direktionen skød skylden på finanskrisen, men arbejderne opfattede omstruktureringen som ren profitmaksimering, så virksomheden lettere kunne sælges til højestbydende. De stoppede produktionen i 77 dage, indtil politiet brød strejken med brutal vold.

Scenen genskabes i Possible Love, der også bruger autentiske optagelser fra dagen. Senere pålagde domstolene de strejkende astronomiske strafbøder, som beslaglagde deres fremtidige indkomst og førte til bølger af selvmord.

Tragedien var den direkte inspiration til successerien Squid Game og spøger også i baggrunden af Park Chan-wooks kulsorte komedie No Other Choice.

Tragedierytter
Lee Chang-dong havde selv skrevet et manuskript inspireret af historien, som han havde tænkt sig, skulle være hans næste film efter Poetry.

Men der var noget, som nagede ham.

”Lige siden jeg var en ung mand og arbejdede som forfatter, har jeg fortalt historier om folk i smerte, om arbejdere, om socialt marginaliserede og studerende, der kæmper for demokrati. Og hver gang har jeg spurgt mig selv, om jeg er deres historie værdig. Hvor oprigtigt kan jeg repræsentere dem?”

”Jeg stiller mig selv det samme spørgsmål i dag. Det er den vigtigste grund til, at det ikke falder mig så let bare at lave den næste film. Hvor meget jeg end gerne ville.”

Han følte sig for meget som den egennyttige tragedierytter, der bruger andres ulykke som brændstof til sin kunst. Så han lagde projektet på hylden og lavede Burning i stedet.

Superriges perspektiv
Til den film indledte han et kreativt partnerskab med sin tidligere studerende, Oh Jung-mi, der siden er blevet hans faste skrivepartner.

I 2022 vendte de tilbage til historien om SsangYong-strejken i kortfilmen Heartbeat, der skildrer strejken i øjenhøjde med Ho-seok og Mi-oks søn – hvis navn, Cheol, betyder ”stål”.

Kortfilmen overbeviste dem om, at der var dramatisk gods i historien, instruktørens forbehold til trods. Da Netflix pitchede Dekalog-projektet, var det Oh Jung-mi, der fandt nøglen til historien ved at introducere dokumentaristens kamera som et komplicerende metaelement.

Den tilgang talte til Lee Chang-dong.

Hans første fem film er alle tragedier om samspilsramte personer på samfundets bund. Men i Burning dukkede rigmanden Ben op som en nærmest spottende repræsentant for en luksuriøs pengeverden, hvor hovedpersonen Jong-soo aldrig vil vinde indpas.

Men det er en verden, den i dag 72-årige Lee Chang-dong efterhånden har lært at begå sig i. Selv om han startede et helt andet sted.

Fattigdommen følger med
Lee Chang-dongs familie havde ganske vist aristokratiske aner, men da han kom til verden, var pengene for længst sluppet op. Og familiens økonomiske situation blev ikke bedre af, at hans progressive far strittede imod folkestemningen i hjembyen Daegu, hvor man støttede den konservative, amerikanertro regering.

”Jeg blev født, året efter at Koreakrigen blev sat på pause – den blev aldrig afsluttet. Så jeg voksede op i en økonomisk svær tid. Og jeg tør godt sige, at min familie havde det hårdt,” siger han.

Faren havde svært ved at finde arbejde, og familien måtte flytte igen og igen til stadig mindre hjem. En overgang boede to forældre og seks børn i et enkelt baglokale, de lejede af deres slægtninge.

”Jeg har et mere indgående kendskab til fattigdom fra mine egne erfaringer end de fleste, jeg kender. Meget har ændret sig i mit liv, både økonomisk og socialt, selv om jeg langt fra er velhavende i dag. Men den identitet, jeg fik med mig dengang, har jeg aldrig helt lagt fra mig. Den følger mig stadig.”

I skolen var han en læsehest efter sin storebrors eksempel, og efter universitetet fik han job som skolelærer, mens han skrev noveller og romaner i sin fritid. Han har altid trukket på sine egne erfaringer, uden at historierne af den grund er selvbiografiske.

Søsteren blev som barn mobbet på grund af sin spastiske lammelse, og det gav ham inspiration til den ene halvdel af det umage par i Oasis fra 2002.

Han mistede selv sin førstefødte i en trafikulykke. Og det er en tragedie, man mærker i Secret Sunshine fra 2007, hvor en enlig mor hengiver sig til kristendommens sjælefrelse, efter hendes datter bliver dræbt.

Traumatiseret træmand
Som mange i sin generation har han også spejlet hjemlandets politiske omvæltninger i sin filmkunst.

Han tog selv del i de prodemokratiske demonstrationer, som i 1987 endelig førte til afslutningen på årtiers skiftende militærdiktaturer. Og han skildrede sit hjemlands turbulente historie i sin anden spillefilm, Peppermint Candy fra 1999.

Den starter med en mands selvmord og opruller i omvendt kronologisk rækkefølge hans liv: fra ungdomsidealisme til uskyldstab i 80’ernes militær over forretningsmand i de boomende start-90’ere og til fallitramt livslede oven på den finanskrise, der hærgede Sydøstasien i årene før årtusindskiftet.

Hovedrollen spilles af Sul Kyung-gu, der i Possible Love i rollen som Ho-seok igen er kastebold for ubarmhjertige samfundskræfter.

Gennem det meste af filmen er han den tilknappede træmand, der sniger sig bort fra Ye-jis kamera, mens hans hustru nyder den fashionable kvindes opmærksomhed.

Men da handlingen rykker til et rigmandspalæ ved kysten, og Ho-seok endelig indvilger i at tale om den dag, politiet tæskede sammenholdet ud af de strejkende, eksploderer han i afmagt, sorg og vrede.

”Ho-Seok raser mod sine fagforeningsfæller, men hans vrede er i virkeligheden rettet mod neutraliseringen af den solidaritet, fagforeningen skabte. Og mod de værdier, vi har arvet fra de store ideologier. Det er en vrede, som findes hos mange folk i dag, især blandt arbejderklassen. De føler meget stærkt, at de har fulgt alle anvisninger om, hvad der er det rette at gøre, og at de er blevet forrådt.”

Det er en bravurscene, man sent glemmer. Al ophobet svig og svigt braser ud af en fortørnet mand, hvis beskedne drømme om et hjem, et job, et fællesskab, en vej frem i livet er blevet nådesløst ofret for at skabe profit for aktionærerne.

”Ho-Seoks vrede opstår, fordi han lærer at hade og mistænke alt, han troede, var det rette at gøre. Det er det, jeg ville vise med den scene.”

Forældede paraoler
Lee Chang-dong forstår hans vrede og deler den.

Som Ye-ji drager han fordel af sin adgang til en verden, der er de færreste forbeholdt, og han trækker på andres rigdom for at skabe sin kunst.

Men han har livet igennem haft et vågent øje for, hvordan samfundets yderpunkter har forrykket sig. De paroler, hans far engang bekendte sig til, er håbløst forældede, og det samme gælder den samfundskontrakt, der i teorien burde sikre et værdigt livsgrundlag for alle socialklasser.

”Jeg mener, at alene betegnelsen ’klasseforskel’ i dag er anakronistisk,” slår han fast.

”Det skel, vi ser i Possible Love, kan ikke beskrives som en klassisk klassekonflikt. Skellet mellem rig og fattig er simpelthen for stort. Almindelige menneskers liv defineres af strukturer, som afgøres af de superrige. Det er, som om de to grupper lever i hver sin stratosfære. Deres verdener berører ikke engang hinanden.”

”De folk, der lever på bunden af samfundet, er end ikke bevidste om, hvem der har udstukket rammerne for deres verden. De ved ikke, hvilken struktur de lever i, og det kan også være vanskeligt, fordi den rigdom viser et venligt ansigt.”

Næstekærlighed
Det er også det, der ligger i filmens titel, forklarer Lee Chang-dong.

”Kærlighedshistorier som Romeo og Julie handler om vanskelig kærlighed. Men jeg ville tale om mulige over for umulige kærlighedshistorier.”

I Possible Love behandler det rige ægtepar det fattige som venner. De spiser middag sammen, taler åbent og hjerteligt, fester og flirter. Temaet er ikke blot romantisk eller fysisk kærlighed, men næstekærlighed, forbindelse og forståelse i det hele taget.

For Ye-ji og Sang-woo vil også have noget af Mi-ok og Ho-seok. Magten er ulige fordelt, og i sidste ende er de på hver sin ende af en økonomisk kløft. Og af et filmkamera.

”Jeg ville have publikum til at spørge sig selv: Hvilke former for kærlighed er overhovedet mulige?”