Possible Love

Lee Chang-dong ynder at spille filmisk Klodsmajor.

Nogle af de byggeklodser, han leger med, er karakterer, som her inkluderer en modløs, fyret svejser og en rig dokumentarist, der gerne vil lave film om ”almindelige mennesker”.

Andre af klodserne er følelser som loyalitet, forræderi, seksuel tiltrækning, skam og vrede. Andre igen er minder, huse, landskaber og objekter som et arvestykke eller en politifløjte.

I virkeligheden spiller alle filmskabere det samme spil, men den sydkoreanske mesters klodstårn synes ofte højere end de andres. Det svajer faretruende uden at styrte sammen, mens han trækker klodser ud og placerer dem på nye steder i stadigt mere indviklede konstruktioner – alt sammen til vores fornøjelse.

Possible Love handler om to vidt forskellige virkeligheder og dele af det samme Sydkorea. Den ene fattig, den anden rig. Én klynger sig stadig til idéen om lønmodtagerens værdighed, den anden har for mange penge til at tænke på den slags.

Filmen begynder med begravelsen af en tidligere industriarbejder, som blev fyret sammen med svejseren Ho-seok to år forinden. Én ud af adskillige selvmordere. Under højtideligheden gør den dystre, nærtagende og irritable Ho-seok indtryk på dokumentaristen Ye-ji. Hendes smag for dyrt tøj afslører, at hun er på udebane i miljøet, som hun skildrer i en film om arbejdere, som er ofre for nedskæringer.

Ye-ji danner et bånd med Ho-seoks spinkle kone Mi-ok, til dels som en måde at nærme sig den bitre, indelukkede og overflødige svejser, som hun gerne vil interviewe og måske i det hele taget er lidt interesseret i.

Mi-ok er en fascinerende karakter. Hun er kløgtig nok til at fornemme det spil, hendes nye, rige veninde spiller, men inderst inde rummer den lavmælte arbejderklasse-kvinde nogle nærmest anarkistiske træk, der gør hende nysgerrig på, hvor det hele leder hen.

Jeon Do-yeon, som vandt skuespilprisen i Cannes for sin præ-station i Lees Secret Sunshine i 2007, internaliserer rollens kompleksitet med angst, håb og begær, der passerer forbi på hendes ansigt som skyer.

Ye-jis elegante, flotte ægtemand Sang-woo er i starten en distræt og lidt nedladende observatør til, hvad han ser som konens filmiske hobby. Men da hun involverer ham i planen om at indlemme sig selv i proletarparrets liv, vækker projektet – og især Mi-ok – hans interesse.

En invitation til en weekend i Sang-woos strandhus sender filmen ind i sin afsluttende, provokerende akt. De to par indgår i en intens, uforudsigelig og dramatisk pas de quatre, ofte betragtet gennem døråbninger eller gennem overvågningsskærme af Mi-ok og Sang-woos yngste søn.

Possible Love tager sig tid og bevæger sig af og til ind i fortiden. Historien om, hvordan Mi-ok og Ho-seok mødte hinanden, bliver i et flashback til fortællingen om en fattig syerske og en uregerlig, men godhjertet soldat.

Dagene under strejken to år før handlingen, hvor det stadig virkede, som om fabrikkens fyringer kunne undgås, bliver også fremstillet visuelt som glade dage med solidaritet, der senere døde i politivold og broderligt forræderi.

I Sang-woos store familiehus i europæisk stil – med stier, der fører gennem delvist tæmmet og delvist vild natur til en privat strand – optræder en tjener som den feudale elefant i rummet for de akavede gæster, der formentlig får mindre i løn end ham.

En stor bedrift ved Possible Love er måden, filmen indfanger spændingerne i et Sydkorea i konstant forandring. De politiske, økonomiske og seksuelle konflikter rækker endda videre end i Lees drama Burning fra 2018.

Possible Love er inspireret af den tiende film i Krzysztof Kieślowskis tv-serie Dekalog, der tager udgangspunkt i buddet ”Du må ikke begære din næstes ejendom”. Men Lee har kun lidt tilfælles med den polske instruktørs behandling af begæret.

I Lees rige og gådefulde film begærer de rige lige så meget som de fattige – og det er langt fra kun penge, de higer efter.