MIX Copenhagen 2020
23. okt. 2020 | 16:05

MIX Copenhagen viser frigørende bøsseporno

Foto | Peter de Rome
Homopornoens stamfar Peter de Rome skildrer både sex og kærlighed i Adam & Yves (1974), som blandt mange andre bliver citeret i Ask Any Buddy.

”Porno har i perioder været det eneste kulturprodukt, som homoseksuelle mænd kunne spejle sig i,” siger historiker om Ask Any Buddy, der har samlet scener fra mere end 125 bøssepornofilm.

Af Lasse Torp Hansen og Marcus Uhre

Du er en ung, homoseksuel mand i 1960’erne. Du er vokset op med amerikanernes populærkultur, og du har måske set Hitchcocks Rebet eller en af de første James Bond-film med vennerne.

Det er nærmest umuligt ikke at lægge mærke til, at skurkene i filmene udviser stereotypiske træk på homoseksualitet. Du er stadig ved at udforske din seksuelle identitet og føler dig overset af populærkulturen.

En aften sniger du dig ud til en lokal pornobiograf og sørger for, at der ikke er nogen, der opdager dig. Filmen har udelukkende mænd på rollelisten.

Halvvejs inde i filmen deler to mænd et lem på samme måde, som andre deler en smøg. De to mænd får øjenkontakt, og den ene siger efter et øjeblik: ”Jeg elsker dig!”

I biografmørket oplever du for første gang, at dit eget begær bliver vist på det store lærred, men også kærligheden mellem to mænd.

Positive billeder
I år sætter LGBTQ+-festivalen MIX Copenhagen med serien This Is How We Do It fokus på porno og dens rolle i queer-miljøet før og nu.

I Ask Any Buddy, der vises lørdag den 24. oktober kl. 18.45 i Cinemateket, er der samlet scener fra mere end 125 bøssepornofilm i perioden 1960-1980.

Montagefilmen viser, hvordan pornoen et blevet brugt til at skildre alt fra protester til begær og kærlighed.

”Porno har i perioder været det eneste kulturprodukt, som homoseksuelle mænd kunne spejle sig i. I Hollywood-film var de tabere, psykopater eller mordere,” fortæller Peter Edelberg, som er lektor på Københavns Universitet og forsker i skandinavisk LGBT-historie.

”I porno kan bøsser se positive billeder af sig selv. Her er de søde, sjove og lækre. Der har været mange homoseksuelle, som har følt sig alene og haft brug for at se en positiv repræsentation af sig selv.”

Homo-pornoens stamfar
Ask Any Buddy
er skabt af filmhistorikeren Evan Purchell. Han har både fundet obskure og glemte pornofilm, men citerer også fra mere kendte værker som Adam & Yves, der er fra 1974 og instrueret af homo-pornoens stamfar: Peter de Rome.

Evan Purchells værk starter med en formaning.

”Advarsel: For din fornøjelses skyld skal du ikke prøve på forstå denne film. Der er ikke noget at forstå. Det er blot virkelige mennesker, der gør virkelige ting og gør dem virkelige sammen.”

Men man kan få meget mere ud af filmen end en tissemændenes greatest hits. Den er et kalejdoskopisk øjebliksbillede af samtiden i amerikanernes bøsse-miljø, omend gennem pornofiktionens filter.

Skjult i det åbne
Ask Any Buddy
inddrager også fraklip fra de 125 pornofilm og interviews med skaberne. Vi ser desuden bag-om-optagelser, hvor de frivole filmfolk bliver anholdt af politiet.

”I 60’erne fandtes bøsseporno ikke. Nu er vi begyndt at dokumentere vores seksualitet, så mennesker i fremtiden kan se, hvad der tændte os i 70’erne,” fortæller en instruktør i pausen mellem to sexscener.

Bag kameraet stod overvejende homoseksuelle instruktører, der for første gang fik carte blanche til at skildre den homoseksuelle tilværelse i amerikanske storbyer.

Mange af pornofilmene leger med en voyeuristisk fantasi om at være skjult i det åbne. Flere sexscener foregår på en forladt byggeplads med lyden af trafik som bagtæppe, og i en scene begynder flere skuespillere at røre ved sig selv i en propfyldt metro.

Filmene byder på intime scener, hvor kroppen bliver udforsket, men også store orgier og aggressiv sex.

”Heteroseksuelle ser deres begær afspejlet i den almindelige populærkultur, men det gør minoriteter ofte ikke, så de må lede andre steder,” siger Peter Edelberg og tilføjer:

”I porno kan man se andet end de offentligt propaganderede billeder af den pæne bøsse med hus, have og børn, som vi i dag er vant til at se i aviserne og bladene.”

Trailer: Ask Any Buddy

Kommentarer

MIX Copenhagen

Grundlagt i 1986 og fejrer 35-års jubilæum.

En af verdens ældste LGBTQ+-filmfestivaler.

Mix Copenhagen foregår fra 23. oktober til 1. november.

Ask Any Buddy vises lørdag 24. oktober kl. 18.45 i Cinemateket.

© Filmmagasinet Ekko