Nyhed
05. juni 2009 | 16:29

Nekrolog: David Carradine

Kultstjernen og kung fu-ikonet blev i går fundet død under mystiske omstændigheder.
Af Jesper Bo Petersen

Igennem to Kill Bill-film jagtede Uma Thurman ham.

Først i virtuose, japanske martial arts-koreografier. Siden i en støvet texansk retro-western. Til sidst får hun ram på ham - David Carradine i rollen som Bill - med den frygtindgydende ”five point palm exploding heart technique”.

Men nu er den amerikanske kung fu-stjerne for alvor og på tragisk vis gået under. Igår morges blev han fundet død på sit hotelværelse i Bangkok, hvor han skulle indspille filmen Strecth.

De mystiske omstændigheder omkring hans død udgør i sig selv et perfekt anslag til en film.

Den 72-årige skuespiller blev fundet hængende i et skab med en selvmorderisk løkke om halsen. Men det thailandske politi afviser, at der er tale om selvmord, og ifølge nyhedsbureauet AP peger sporene på, at skuespilleren døde under en sexleg, der åbenbart inkluderede simuleret hængning.

I farens fodspor
David Carradine efterlader sig et broget, men også ekstremt produktivt cv.

Han blev i 1936 født ind i en Hollywood'sk skuespillerfamilie. Faren John Carradine medvirkede i et utal af gyserfilm og westerns, heriblandt en række film af John Ford, og Davids tre brødre fulgte også i farens fodspor. 

Forældrenes skilsmisse kastede den unge Carradine ud i en opvækst med adskillige plejefamilier og børnehjem. I sin selvbiografi Endless Highways fortæller han, at han som femårig forsøgte at tage livet af sig selv.

I de unge år læste han på San Francisco State University, hvor han studerede musik. Da han skulle skrive musikken til dramaholdets årlige forestilling, fik han smag for skuespillet. Han blev en del af en Shakespeare-gruppe, og så gik det ellers slag i slag med skuespil og studier på deltid.

I 1964 debuterede den autodidakte skuespiller i westernfilmen Taggart. Siden er det blevet til over 200 små og store roller på film og tv.

Både til kunst og kitsch
De desillusionerede øjne, den slanke statur, det vejrbidte fjæs og den drevne stemme. David Carradine havde en barsk elegance. En mystik, der gjorde ham oplagt til både kunst og skurkagtig kitsch – sjældent noget indimellem.

Storhedstiden i 1970’erne indbragte ham en hovedrolle i Martin Scorseses Boxcar Bertha og en mindre rolle som beruset bargæst i Mean Streets.

I Ingmar Bergmans internationale film Slangens æg fra 1977 spiller han hovedrollen som den arbejdsløse, deprimerede cirkusartist, der i mellemkrigstidens Berlin løber ind i Liv Ullmann og en ond videnskabsmand.

Men den præstation, der mere end nogen anden har defineret skuespilleren som et ikon på Hollywoods b-side, er rollen som Kwai Chang Caine i tv-serien Kung Fu.

Tv-serien om den halvt asiatiske, halvt amerikanske kampsports-præst fra den buddhistiske Shaolin-orden, kørte fra 1972 til 1975. Carradine rejser i serien rundt i 1800-tallets vilde vesten og uddeler øretæver og zen-filosofi. Det gjorde ham til en martial arts-stjerne.

Stoffer og shoalin
Stjernen blev senere så optaget af østens kampsportsfilosofi, at han tog den til sig som en livsstil. Ud over utallige tai chi-instruktionsvideoer har Carradine skrevet sin visdom ud i bogen Spirit of Shoalin (1991).

Men alting var langt fra zen-buddhisme og urtete. I 2004 indrømmede han i et interview til nyhedsbureauet AP, at ungdommen tillige var præget af druk og stofmisbrug.

Efter Kung Fu fulgte to årtier med mindre prestigefyldte roller - typisk skurkeroller af den mere ukurante slags, som i Lone Wolf McQuade fra 1982, hvor han spiller over for den fuldskæggede kampsport-cowboy Chuck Norris.

Skræddersyet comeback
Quentin Tarantino sad i 1970’erne foran fjernsynet og beundrede Carradine i Kung Fu, og comeback-rollen som den enigmatiske og hævngerrige snigmorderboss i Kill Bill var nærmest skræddersyet til den nu afdøde skuespiller.

I de sidste år af hans liv spillede han blandt andet med i et hav af film, der med postmoderne nostalgi hylder den klassiske b-film.

I Death Race (2008) genoptager han rollen som Frankenstein fra den Roger Corman-producerede Death Race 2000 (1975).

Flere film på vej
David Carradine efterlader sine to døtre, sin femte kone og deres fælles søn.

I et interview til branchebladet Variety fortæller hans efterladte niece, at han var ekstremt intelligent og hele Carradine-familiens karismatiske omdrejningspunkt.

På trods af det tragiske og mystiske dødsfald har vi ikke set det sidste til David Carradine. Ifølge IMDb.com er der lige nu syv film på vej med den afdøde skuespiller på rollelisten.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko