Oscar
Nyhed
25. feb. 2013 | 10:31 - Opdateret 25. feb. 2013 | 20:01

Oscar sang sig selv ihjel

Foto | Claire Folger
Ben Afflecks Argo vandt Oscar for bedste film, manuskript og klipning. Alan Arkin (tv.) var nomineret for bedste birolle, men blev forbigået.

Argo løb som ventet med årets Oscar for bedste film ved et show, hvor Seth McFarlane var dejligt spydig, men som tabte pusten med rækken af pæne og pænt kedelige musiknumre.

Af Daniel Pilgaard

Ben Affleck lignende gennem hele Oscar-showet en presset mand, indtil Michelle Obama direkte på storskærm fra Det Hvide Hus klokken seks i morges dansk tid udråbte Argo som vinderen af årets Oscar for bedste film.

Det satiriske CIA-gidseldrama var spået til at vinde, og sejren understregede det usædvanlige i, at Oscar-akademiet ikke havde indstillet Ben Affleck i kategorien for bedste instruktør.

Det paradoks gik da heller ikke showets vært, komikeren Seth MacFarlanes næse forbi, og allerede i sin intro sagde han: ”Argo var som sit tema et så hemmeligt projekt, at instruktøren er forblevet ukendt for akademiet. De ved, at de har dummet sig!”

Life of Pi blev topscorer
Argo vandt også priserne for klipning og bedste adapterede manuskript.

Prisen for bedste instruktør gik til Ang Lee for den teknisk flotte Yann Martel-filmatisering Life of Pi. Filmen, om en sekstenårig dreng, der overlever et skibsbrud, blev nattens største vinder. Også statuetterne for bedste fotografering, visuelle effekter og musik gik i retning af den eventyrlige film.

For en måned siden var Steven Spielbergs Lincoln spået til at blive det 85. Oscar-shows store vinder. Præsidentdramaet måtte dog nøjes med to priser ud af de i alt tolv nomineringer. Helt som forventet satte Daniel Day-Lewis dog rekord og blev den første i historien til at have vundet hele tre Oscars for bedste mandlige hovedrolle (de andre to for Min venstre fod og There Will Be Blood).

Den generte irer fik overrakt prisen af Meryl Streep og levererede aftenens måske bedste takketale. Han jokede med, at det egentlig var meningen, at han skulle have spillet Streeps rolle i Jernladyen, og at hun i stedet skulle have spillet Lincoln. Og han sendte også en særlig hilsen til sin hustru:

”Siden vi blev gift for seksten år siden, har hun måttet leve med en række meget sære mænd,” lød det fra Day-Lewis med reference til hans berømte method acting, hvor han under optagelserne er i karakter 24 timer i døgnet.

Forfatternes år
Mange havde håbet, at 86-årige Emmanuelle Riva fra Michael Hanekes Amour ville vinde prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Men prisen gik til favoritten, den 22-årige Jennifer Lawrence, for hendes indsats som den charmerende og lettere ustabile Tiffany i Silver Linings Playbook.

I den kvindelige birollekategori tog favoritten også stikket hjem: Anne Hathaway for Les Misérables.

Østrigske Christoph Waltz høstede karrierens anden birolle-Oscar for sin præstation som dusørjægeren Dr. King Schultz i Django Unchained og gentog dermed triumfen fra sit første samarbejde med Tarantino i Inglourious Basterds for blot tre år siden.

Tarantino, der ellers har været ret overset i Oscar-sammenhæng og kun har vundet en manuspris for Pulp Fiction i 1995, vandt selv prisen for bedste originale manuskript.

”Det er forfatternes film-år,” proklamerede den excentriske instruktør, der stadig har attitude som Hollywoods utilpassede rod.

Kathryn Bigelows Zero Dark Thirty og Bond-filmen Skyfall modtog begge en Oscar i kategorien for bedste lydklipning. Det er første gang siden 1969 – hvor Barbra Streisand og Katharine Hepburn begge fik en hovedrolle-Oscar – at en Oscar er blevet delt.

Svensk sejr
Nikolaj Arcels En kongelig affære måtte ganske som ventet se sig slået af Michael Haneke og Amour i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

På podiet talte den østrigske instruktør for en sjælden gangs skyld engelsk, da han takkede sin kone gennem 30 for år for at være sit livs centrum.

Searching for Sugar Man, den usædvanlige historie om den oversete folk-sanger Sixto Rodriguez,sejrede som bedste dokumentarfilm og sørgede for lidt skandinavisk oprejsning. Instruktøren, Malik Bendjelloul, er nemlig svensk.

Oscar-vært på kanten
Der ventede en svær opgave for værten Seth MacFarlane, som skulle løfte arven fra forrige års veloplagte Billy Crystal. Komikeren bag Family Guy og American Dad bevægede sig – som nogle havde frygtet, og mange havde håbet – lige på kanten af almindelig anstændig opførsel med en række spydige bemærkninger.

George Clooney måtte høre for sin trang til at boltre sig i unge damer, da McFarlane bemærkede, at niårige Quvenzhane Wallis fra Hushpuppy kun er seksten år fra at være for gammel til den 52-årige stjerne.

Værten jokede også med, at den skuespiller, der bedst havde formået at ramme Abraham Lincoln på kornet, stadig var John Wilkes Booth – præsidentens morder, der var skuespiller. Det mødte buhråb fra salen, men MacFarlane kom hurtigt igen:

”Ok, efter 150 år er det stadig for tidligt!”

Provokerende bamse
McFarlane åbnede showet med et morsomt greb, hvor Star Treks William Shatner tonede frem på en skærm fra fremtiden og forudså, hvor dårligt McFarlane ville klare sig i værtsrollen. Blandt andet kunne han se i krystalkuglen, at McFarlane ville gøre sig upopulær med en anstødelig sang over for de nominerede kvindelige skuespillere.

Hvilket var en fin undskyldning for, at McFarlane kunne opføre et karakteristisk plat-sjovt nummer, der handlede om, hvornår og hvor meget skuespillerinderne viste deres bryster på film. Ordet ”boob” er næppe blevet nævnt så mange gange ved en Oscar-uddeling før.

Den hashrygende, politisk ukorrekte bamse Ted, som Seth MacFarlane sidste år instruerede i filmen af samme navn, gik også til stålet på scenen. Den smoking-klædte bamse proklamerede, at han var blevet jøde, da det er vejen til sikker succes i Hollywood.

Mere kontroversielt blev Oscar-showet dog aldrig. Prismodtagernes taler holdt sig på dydens smalle og halvkedelige sti, og blandt overrækkerne savnede man den vildskab og absurditet, komikere som Will Ferrell og Ben Stiller har leveret ved tidligere shows.

Musikalsk nedtur
Oscar-showets tema var filmmusik med indlagt hyldest og masser af sangoptrædener.

76-årige Shirley Bassey fremførte Goldfinger i en James Bond-hyldest 49 år efter den originale indspilning af den berømte titelsang.

Catherine Zeta-Jones sang og vred sig gennem All That Jazz, som hun gjorde det i Chicago, der fyldte meget taget i betragtning af, at det er en af de kedeligere Oscar-vindere i nyere tid. Også holdet fra Tom Hoopers Les Misérables var samlet på scenen til en omgang kollektiv klynk.

Komponisten Marvin Hamlisch, der gik bort sidste sommer, blev mindet af 70-årige Barbra Streisand, som gav sin først optræden i Oscar-sammenhæng i over 30 år. Et ganske rørende øjeblik, men her var gassen for længst gået af Oscar-ballonen.

Hvis man med valget af Seth McFarlane fik et fast greb i de eftertragtede unge seere, tabte man dem nærmest med garanti igen, da en hel stribe af pæne og pænt kedelige sang-opførsler spillede sig ud over tre-fire minutter. Da også sangerinden Norah Jones mod slutningen skulle have chancen i rampelyset, har de sidste i den attraktive 18-35-målgruppe utvivlsomt skiftet over på reality tv eller noget andet, mere ophidsende.

Oscar-showet startede ungt og friskt, men sang sig selv ihjel.

Oscarvindere 2013

Bedste film:
Argo

Bedste instruktør:
Ang Lee, Life of Pi

Bedste mandlige hovedrolle:
Daniel Day-Lewis, Lincoln

Bedste kvindelige hovedrolle:
Jennifer Lawrence, Silver Linings Playbook

Bedste mandlige birolle:
Christoph Waltz,
Django Unchained

Bedste kvindelige birolle:
Anne Hathaway,
Les Misérables

Bedste originale manuskript:
Quentin Tarantino, Django Unchained

Bedste adapterede manuskript:
Chris Terrio, Argo

Bedste ikke-engelsksprogede film:
Amour

Bedste animationsfilm:
Modig

Bedste dokumentarfilm:
Searching for Sugar Man

Bedste fotografering:
Life of Pi

Bedste visuelle effekter:
Life of Pi

Bedste kostumer:
Anna Karenina

Bedste klip:
Argo

Bedste make-up:
Les Misérables

Bedste dekorationer:
Lincoln

Bedste originale musik:
Life of Pi

Bedste originale sang:
Skyfall

Bedste lyd:
Zero Dark Thirty/Skyfall

Bedste lydmix:
Les Misérables

Bedste kortfilm, animeret:
Paperman

Bedste kortfilm, Live Action:
Curfew

Bedste kortfilm, dokumentar:
Inocente

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko