Nyhed
01. nov. 2019 | 16:24

Otte millioner til Ternet Ninja 2

Foto | A. Film
I Ternet Ninja giver et lynnedslag liv til en ninjadukke, som tager turen fra Thailand til Danmark for at hævne sig på sin skabers morder.

Fortsættelsen af Anders Matthesens enorme animationshit går i produktion med et stort støttebeløb fra Det Danske Filminstitut.

Af Frederik Hoff

Under en Q&A til Ekkos snigpremiere på fængselsfilmen De frivillige i maj sagde komikeren Anders Matthesen, at han ikke ville kaste sig ud i en efterfølger til Ternet Ninja, før et velfungerende manuskript var på plads.

Det må være sket, for nu er Ternet Ninja 2 klar til at gå i produktion med otte millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstituts såkaldte markedsordning, der primært giver støtte til film med et stort publikumspotentiale.

Det er to millioner mere end etteren, men den må også siges at have tjent sig hjem.

Med 946.502 solgte biografbilletter er komedien om en dreng og hans talende ninjadukke en af dansk films største succeser i nyere tid.

Faktisk er børnefilmen den bedst omsættende danske film nogensinde og den femte mest sete danske biograffilm i opmålt tid. Så der er noget at leve op til for efterfølgeren.

Samme hold med flere penge
Den første film er baseret på bogen af samme navn, og det er også tilfældet med efterfølgeren. Den finder sit forlæg i Ternet Ninja 2, der udkom i sommer.

Bogen fortsætter, hvor den etteren slap. Aske savner sin ninja-ven og opdager, at skurken Eberfrø, som de fik anholdt, har fundet en måde at slippe fri af sin straf.

Derfor må Aske afsted på et nyt eventyr, der fører ham helt til Thailand.

Thorbjørn Christoffersen – der sidder i juryen for årets Ekko Shortlist Awards – står med animationsselskabet A. Film i ryggen klar til at instruere filmen sammen med Matthesen. Christoffersen instruerede også den første Ternet Ninja og den makabre succes Terkel i knibe, som ligeledes bygger på Anders Matthesens forlæg.

Det tager tid at lave animationsfilm, og Ternet Ninja 2 har på nuværende tidspunktforventet premiere 7. oktober 2021.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko