Ekko Shortlist Awards 2019
25. okt. 2019 | 15:02

Den stærkeste jury i mands minde

Foto | diverse
Der sidder otte kvinder og otte mænd i juryen for Ekko Shortlist Awards, der spænder vidt i alder og tæller så forskellige metier som skuespiller, instruktør, fotograf og lyddesigner.

Hele seksten af Danmarks skarpeste filmfolk sidder i juryen for Ekko Shortlist Awards, hvor årets bedste kortfilm og præstationer skal findes.

Af Nicki Bruun

Når Ekko Shortlist Awards den 29. november løber af stablen med en stor prisuddelingsfest for Danmarks filmtalenter, har en umådelig stærk jury bedømt kortfilmene.

Hele seksten af Danmarks skarpeste filmfolk fra alle ender af branchen har slået sig sammen for at finde frem til årets bedste præstationer blandt kortfilmene på Ekko Shortlist, der er støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

I år byder for første gang på et værtspar, nemlig Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag fra serien 29-30-31. Husk at købe billet til årets bedste filmfest!

De nominerede til Shortlist Prisen og Publikum Prisen er årets mest populære og sete film på den ugentlige top 10 på Ekko Shortlist. De bliver afsløret den 4. november kl. 13.

Dagen efter kl. 11 udløses spændingen om, hvem juryen har valgt at nominere i prisuddelingens elleve andre kategorier såsom bedste fiktion, skuespil, fotografering og musik.

Mens du venter, kan du møde de otte kvinder og otte mænd i den stærkeste jury i mands minde.

Nikolaj Arcel

Siden gennembruddet i 2004 med den politiske thriller Kongekabale er Nikolaj Arcel blevet en af landets førende filmskabere.

Han skrev manuskriptet til nyere tids største nordiske film, Mænd der hader kvinder, instruerede det historiske, Oscar-nominerede drama En kongelig affære og kom sågar til Hollywood, hvor han har lavet Stephen King-filmatiseringen The Dark Tower.

47-årige Nikolaj Arcel går sjældent af vejen for at hjælpe unge filmfolk. Han er dansk films førende genremand, og med sin erfaring fra en række vidt forskellige film er han yderst kompetent til at finde de stærkeste præstationer.

Isabella Eklöf

Da sidste års bedste danske film skulle udpeges, var Isabella Eklöfs grumme debutfilm Holiday med på de fleste lister.

Hos Ekko fik den brutale og modige fortælling om en kvindes frigørelse fem stjerner, og der er ikke nogen tvivl om, at dansk film i den svenskfødte instruktør har fået tilført en af de mest fascinerende personer i lang tid.

Instruktørens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Noter fra kælderen, kan ses på Ekko Shortlist og handler om en pædofil mands misbrug af en lille pige. 41-årige Eklöf repræsenterer et ubarmhjertigt, kompromisløst filmsprog fuld af originalitet, så juryen spænder bredt.

Morten Hee Andersen

Efter roller som sympatiske mænd i tv-serierne Herrens veje og Sygeplejeskolen er 28-årige Morten Hee Andersen for alvor blevet en landets hotteste skuespillere med præstationen som psykopat i DR-serien Fred til lands.

Han træder ind i årets jury som en af tre unge skuespillere – se de andre herunder – der alle har deres store gennembrud i frisk erindring.

Sammen med de andre har Morten Hee Andersen dermed de optimale forudsætninger for at udpege de bedste i gruppens af landets største filmtalenter.

Alba August

Trods sine blot 26 år har Alba August allerede indtaget forsiden af Ekko #78. Den dansk-svenske datter af instruktørerne Bille og Pernilla August har da i den grad skabt et navn for sig selv med hovedroller i den danske Netflix-serie The Rain og som ingen ringere end Astrid Lindgren i Unge Astrid.

”Det sker ikke sjældent, at unge skuespillere brænder igennem med en helt særlig glød. Det gør Alba August også i den grad i Unge Astrid, men det mest imponerende er den helt usædvanlige selvfølgelige modenhed, med hvilken hun har løst opgaven.”

Sådan skrev komitéen for Lauritzen-prisen, da de i september hyldede Alba August som et af landets største talenter.


Jens Ole McCoy
Det var en trist nyhed for den danske musikbranche, da produceren Jens Ole McCoy og sangeren Hans Philip i 2017 opløste det populære band Ukendt kunstner.

Til gengæld har de i filmbranchen nok klappet i hænderne over udsigten til, at den dygtige musiker McCoy fik mere tid til at arbejde som filmkomponist.

Det melodiske stortalent er kun 25 år gammel, men han har allerede leveret pumpende og storslået musik til alle Fenar Ahmads film – Valhalla, Underverden og Ækte vare – samt TV 2-serien Kriger. Jens Ole McCoy forstår sig på lyden af ungdommen, og det skal nok komme årets jury til gavn.

Katrine Greis-Rosenthal

Hun brød igennem med en Bodil- og Robert-vindende præstation som titelpersonens elskede i Lykke-Per. Og hun er snart aktuel i Christoffer Boes Viaplay-serie Forhøret.

Nu skal Katrine Greis-Rosenthal spille over for Nikolaj Coster-Waldau i samme instruktørs kærlighedsdrama om kokkelivet, Smagen af sult, så livet er travlt for den 34-årige skuespiller.

Hun er netop nu på optagelse med Boes kommende film, men har alligevel afsat tid til at indgå i juryen til Ekko Shortlist Awards. Dermed fuldender hun trekløveret af skuespillere, som alle er blandt de mest fremadstormende.

Thorbjørn Christoffersen

Navnet er ikke lige så kendt blandt danskerne som Anders Matthesens, men Thorbjørn Christoffersen instruerede sammen med komikeren animationssuccesen Ternet Ninja.

Med næsten en million solgte billetter i biografen er det den femte mest sete danske film i nyere tid. Læg dertil de ekstatiske anmeldelser – og så turde det være klart, at instruktøren om nogen ved, hvad der fungerer på animationsfronten.

41-årige Christoffersen har i næsten tyve år været på spil i den danske animationsbranche, hvor han også instruerede forløberen til Ternet NinjaTerkel i knibe – og de underholdende Rejsen til Saturn og Ronal Barbaren.

Kim Leona

Som en vellidt leder af manuskriptforfatteruddannelsen på Den Danske Filmskole må 53-årige Kim Leona betegnes som Danmarks største ekspert inden for kunsten at skrive historier til film.

Hun sad også i juryen ved den første Ekko Shortlist Awards i 2014, hvor hun var imponeret over niveauet og med til at give Thomas Daneskov et gennembrud.

Leona blev født i USA, men kom som syvårig til Danmark og blev i 1997 uddannet manuskriptforfatter på Filmskolen. Siden skrev hun Per Flys klassetrilogi bestående af perlerne Bænken, Arven og Drabet, før hun fra 2010 til 2015 var ansat som spillefilmkonsulent på Filminstituttet.

Kim Leona har med andre ord set filmbranchen fra de fleste funktioner og kan som sådan byde ind med et uforligneligt perspektiv.

Rasmus Videbæk

”Med danske Rasmus Videbæk bag kameraet bliver det, der virkede som en umulighed, gjort til nærværende og yderst raffineret filmkunst.”

Sådan skriver Ekkos anmelder om filmatiseringen af romanen Ud og stjæle heste, hvor fotografen leverer blændende smukke billeder.

Dem holder han også særligt øje med i årets jury, hvor 46-årige Videbæk har arbejdet sammen med flere af medlemmerne. Han har således stået bag kameraet på alle Nikolaj Arcels film, der tæller Hollywood-produktionen The Dark Tower.

Olivia Neergaard-Holm

Som eneste genganger – bortset fra Ekkos chefredaktør Claus Christensen – fra sidste års jury har Olivia Neergaard-Holm allerede bevist sit værd udi kunsten at finde frem til nominerede og vindere.

Men også hendes eget cv vidner om stor forståelse for filmsproget.

Den 38-årige klipper har fundet den rigtige rytme i perler som Grænse, Holiday og Victoria, mens hun også har instrueret dokumentaren David Lynch: The Art Life. Lige nu klipper hun Daniel Denciks kommende Miss Osaka, der får dansk premiere til næste år.

Kristian Selin Eidnes Andersen

Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Nicolas Winding Refn. Det er dansk films absolutte topnavne, som Kristian Selin Eidnes Andersen har lavet lyd for.

Den 53-årige tonemester, lyddesigner og komponist har siden sin uddannelse på Den Danske Filmskole i 1993 arbejdet på over 100 titler, der spænder mellem fiktion, dokumentar og kortfilm – og så har han lavet jinglen i vignetten for Ekko Shortlist!

The House That Jack Built og Kollektivet er bare to af de nyeste med lydside af Eidnes Andersen, der har vundet Bodil og Robert-priser for Antichrist, Nymphomaniac og Melancholia for at nævne nogle. Som resten af juryen er Kristian Selin Eidnes Andersen med til at vurdere aspekter af en film, men han spidser nok ørerne lidt ekstra.

Josephine Farsø

Man skal ikke kigge længe på film som Holiday og Team Hurricane for at finde ud af, hvorfor Josephine Farsø blev udpeget som nyt talent i Ekko #81.

Den 32-årige production designer forstår at bygge universer, som suger publikum ind i overvældende verdener fulde af både bogstavelige og metaforiske nuancer.

Før spillefilmene stod Farsø, der blev uddannet på Designskolen i 2014, for production design i nogle af de flotteste kortfilm på Ekko Shortlist. Kasper Kalles Sorte måne og Hlynur Pálmasons En maler er to af de prisvindende afgangsfilm fra Filmskolen, der har nydt godt af Josephine Farsøs skarpe øje.

Max Kestner

Også Max Kestners eneste fiktionsfilm, sci-fi-dramaet QEDA fra 2017, har Rasmus Videbæk fra juryen fotograferet.

Men 50-årige Kestner er mere kendt for sine finurlige og tankevækkende dokumentarer. Han brød igennem med det personlige mesterværk Rejsen på ophavetudgivet på Ekko-dvd – og fulgte op med poetiske perler som Drømme i København og Amateurs in Space.

Filmskaberens fjorten år gamle essay om dokumentargenrens forhold til sandheden er stadig en af de mest læste artikler på Ekkos hjemmeside. Der kan da heller ikke herske tvivl om, at Kestner er en af de mest begavede stemmer i den danske filmbranche.

Karla von Bengtson

”Det er en særegen og finurlig streg, instruktør Karla von Bengtson har,” skrev Ekkos anmelder om animatorens spillefilmdebut Nabospionen fra 2017.

Bengtson er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2004 med den kritikerroste Skyggen i Sara og har efterfølgende lavet kortfilmen Tigre og tatoveringer.

Den 44-årige filmskaber laver særligt historier henvendt til et yngre publikum, og i årets jury holder hun særligt øje med de bedste præstationer i animationskategorien.

Claus Christensen

Ekkos chefredaktør har været eneste faste bestanddel i juryerne for de foreløbigt fem udgaver af Ekko Shortlist Awards, der har hyldet filmtalenter i alle aldre.

Claus Christensen må derfor siges at være en kapacitet med mere erfaring på kortfilmområdet end snart sagt nogen anden.

Med oprettelsen af Ekko Shortlist i 2013 har han skabt et hjem for næsten 1000 kortfilm, der hver dag udfordrer og underholder et stadig større publikum. Claus Christensen, der har været chefredaktør siden 2002, har set dem alle og kan dermed lede juryen godt på vej.

Sine Plambech

Hun er socialantropolog med fokus på områder som menneskehandel og sexarbejde.

Men 44-årige Sine Plambech har også lavet flere dokumentarer om en lang række svære emner. Sammen med ægtemanden Janus Metz har hun senest skrevet og instrueret Hjertelandet, der er en fortsættelse af parrets Fra Thailand til Thy.

I begge undersøger de det interessante fænomen, at der i det lille område af Nordvestjylland er hele 900 thailandske kvinder, som har giftet sig med danske mænd. Plambech har derfor et skarpt blik på særligt dokumentargenren, hvor der i år er mange stærke kandidater i spil til en nominering.

Video: Højdepunkter fra Ekko Shortlist Awards 2018

Kommentarer

Juryen

Nikolaj Arcel
Instruktør og manuskriptforfatter

Isabella Eklöf
Instruktør og manuskriptforfatter

Morten Hee Andersen
Skuespiller

Alba August
Skuespiller

Jens Ole McCoy
Musiker og komponist

Katrine Greis-Rosenthal
Skuespiller

Thorbjørn Christoffersen
Animationsinstruktør

Kim Leona
Manuskriptforfatter

Rasmus Videbæk
Fotograf

Olivia Neergaard-Holm
Klipper og instruktør

Kristian Selin Eidnes Andersen
Tonemester og komponist

Josephine Farsø
Production designer

Max Kestner
Dokumentarinstruktør

Karla von Bengtson
Animationsinstruktør

Claus Christensen
Chefredaktør

Sine Plambech
Dokumentarinstruktør

© Filmmagasinet Ekko