Nyhed
30. nov. 2023 | 14:05

På flugt fra nutiden i Roms gader

Foto | Manuel Alberto Claro

Gerda (Bodil Jørgensen) er på bryllupsdagsferie i Rom med sin mand, da hun møder en gammel flamme og beruses af nostalgi. 

Bodil Jørgensen får en nostalgi-overdosis i traileren til Rom, der humoristisk og længselsfuldt behandler alderdommens kriser.

Af Frederik Hoff

Nostalgi er et af de farligste rusmidler i verden.

I den kommende Rom får den ældre kvinde Gerda (Bodil Jørgensen) en overdosis af stoffet. På en bryllupsdagstur til Rom med sin mand støder hun nemlig ind i sin gamle flamme og kunsthistorieunderviser.

Overvældet af gammel forelskelse og italiensk romantisk flygter hun fra alderdommen gennem Roms gader, mens ægtemanden Kristoffer (Kristian Halken) blot kan se rædselsslagen til.

I traileren kommer Kristoffer tydeligvis til kort over for den svenske kunsthistoriker Johannes, spillet af altid charmerende Rolf Lassgård.

Mens Johannes drikker rødvin, ryger cigaretter og kan diskutere kunst på højeste niveau, er Kristoffer mærket af alderen, kan ikke finde ud af at pakke sin egen kuffert og for træt til at udforske den italienske hovedstad ordentligt.

”Skide Bergman … Barsebäck … Og hvor var I henne under krigen!?” råber Kristoffer frustreret ad svenskeren i et ikke specielt truende raserianfald.

”Hvor fanden var du selv?” svarer Johannes med næverne slapt hævet til modkamp.

Eksploderer af liv
Imens udvikler Gerdas nostalgirus sig til en melankolsk utilfredshed over alderdommen, der ikke kan dulmes af smøger, kunst og den Gasolin-musik, som spiller i traileren.

”Jeg var 22, i Rom og gjorde det, jeg elskede allermest. Jeg var ved at eksplodere af liv,” siger Gerda med Bodil Jørgensens blide længselsfulde røst.

Rom er instrueret af Niclas Bendixen.

Det er hans anden spillefilm efter debuten Ditte og Louise, som han også instruerede den oprindelige serieversion af, og hans sans for kaotisk situationskomik skinner tydeligt igennem i traileren.

Manuskriptet har han skrevet sammen med Kristian Halken og Christian Torpe.

Christian Torpe har bevist, at han mestrer folkekomikken med Sover Dolly på ryggen? og Rita, men også alvoren i Fred til lands, Pagten og Stille hjerte, som indbragte ham en manuskript-Bodil.

De flotte skud af Roms nostalgi-fremkaldende gader er lavet af den brillante fotograf Manuel Alberto Claro, der har fotograferet mange af Lars von Triers film.

Rom har premiere 22. februar 2024.

Trailer: Rom

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko