”Du ryster i kroppen af slutningen”

”Riget er åbent, og folk kan bare strømme ind,” siger Bodil Jørgensen med et stort smil. ”Jeg kan mærke, at det er en stærk lettelse.”

Vi taler sammen i Venedig i september 2022 morgenen efter verdenspremieren på Riget Exodus. Hun er stadig helt høj efter visningen aftenen forinden og går lige til makronerne ved at diskutere slutningen.

Af samme grund bør folk, der endnu ikke er nået til slutningen på den største cliffhanger i dansk tv-historie, der kan ses på DR1 og DRTV, vente med at læse videre.

”Det var fysisk rørende at møde folk, efter de havde set serien. Deres krop rystede af slutningen,” siger Bodil Jørgensen rørt.

”Det eren meget fysisk oplevelse. Det er, som om der er noget, der går op. Og så griner man jo det meste af vejen ned i det brændende helvede.”

Bælgravende mørkt
Det er en chokerende, uventet og totalt overgearet afslutning på Lars von Trier og Niels Vørsels store gysersatire.

Bodil Jørgensen fortæller, at en hemmelig ingrediens i scenen er lyden af sorte huller.

”Det er først lige kommet til vores planet. Nogle satellitter har kunnet optage lyden, og den bruger Lars i slutningen, hvor jeg brænder i sengen.”

For hende står afslutningen særligt stærkt, fordi den minder hende om egne nærdødsoplevelser.

Hun var passager på det afsporede tog i Sorø-ulykken i 1988, og hun blev under optagelserne af Far til fires vilde ferie i 2014 kvæstet under en traktor på Mandø.

”Jeg troede, at jeg ville se lys, da jeg var ved at dø. Men det var bælgravende mørkt. Der var intet lys,” siger Bodil Jørgensen og tilføjer smilende:

”Det kan være, at der er det næste gang.”

Den nye spiritist
Det er anden gang, Bodil Jørgensen er på turné med en Lars von Trier-produktion.

Første gang var med dogmefilmen Idioterne, der i 1998 høstede hende både Bodil- og Robert-prisen. I rollen som Karen finder hun sin indre idiot i selskab med en flok samfundsforbistrede unge mennesker.

Bodil Jørgensen gjorde allerede indtryk i Cæcilia Holbek Triers Nonnebørn fra 1997.

Cæcilia var året forinden blev skilt fra Lars von Trier, og i Nonnebørn spiller Bodil Jørgensen over for Kirsten Rolffes, der samme år var tv-aktuel som spiritisten Fru Drusse i Riget.

Rollen som klostrets priorinde blev Kirsten Rolffes’ sidste inden hendes død af kræft tre år senere. I dag er det Bodil Jørgensen, der spiller spiritisten på Riget.

Og det bliver Karen, der løser Rigets mysterier, efter at hun i seriens meta-indledning har brokket sig over, at Lars von Trier ikke selv havde gjort det.

Mellem to verdener
Karen står mellem drømme og virkelighed med et ben på begge sider af fiktionen.

”Hun er en slags guide, der tager folk ved hånden og fører dem gennem historien. Hun bliver den, der skal føre publikum rundt mellem de to verdener.”

– I det gakkede univers er det dine scener, der er de mest alvorlige!

”Ja, jeg har også tænkt, at Karen ikke er sjov. Hun er indimellem pinlig, og det var min rolle i Triers Idioterne jo også. Det er jo den samme Karen i de to film. Nu er hun bare blevet ældre.”

”Men den lille blå elefant er helt tilbage fra, da hun havde en baby. Hun havde tænkt, hun skulle sy gardiner af noget stof, men så blev det til en slåbrok til hende selv.”

Troldsplint i øjet
Der var næppe nogen, der havde tænkt Idioterne og Riget som oplagte fortsættelser af hinanden.

Men det føles samtidig helt naturligt, at de foregår i samme fiktive univers: et genkendeligt Danmark, men set med en von Trier’sk troldsplint i øjet.

Og hvordan serien helt nøjagtigt slutter – med bulder og brag og Helvedes ild – kunne man dårligt have forudset.

”Jeg læste manuskriptet på én dag. Og så snakkede jeg med nogle af de andre skuespillere. Der var også meget, vi ikke helt forstod – eller hvor vi tænkte: ’Ej, det gør han simpelthen ikke!’” griner Bodil Jørgensen og ryster på hovedet.

”Man når at håbe noget. Men det er jo også så meget Lars, at han pludselig cutter det helt af!”

Historien om en kvinde, der kommer ude fra forstæderne med sin uskyld, havde Trier også i 1990’erne.

”Dengang var hun mere en kattedame. Det er hun ikke mere, men hun har vaniljekranse. Hun syr, laver krydsord og lægger puslespil. Det sidste gør Lars jo også meget. Helt sindssygt meget.”

”Man bliver sådan helt rørt, når man ser ham. Han sidder jo utroligt meget alene.”

Satans satiriker
Ganske som de første sæsoner gjorde tykt grin med tidens nye vinde inden for det offentlige, stikker også Riget Exodus til tidens ømtålelige emner.

Det gælder politisk korrekthed, #MeToo, danskernes alkoholkultur og svenskernes frelsthed.

”Lars er en Satans satiriker. Satan selv, altså,” griner Bodil Jørgensen.

Hun godter sig særligt over stikpillerne til den digitale omstilling, der i den nye sæson har et djævelsk ophav.

”Teknologien er jo sprøjtet derudad med sundhedsscannere og robotarmen i kælderen, der smadrer alt. Og telefonerne, hvor vi kan spejlvende verden, så vi kommer til at lukke de gode ned i de ondes huller.”

– Og den automatiske telefonhjælper!

”Ja, tænk, at vi bare finder os i det. Så sætter vi vores telefoner på medhør, mens vi laver noget andet, indtil vi er nummer ét i køen. Hvor bliver ånden af?”

En form for sandhed
For Bodil Jørgensen har det været en lykkelig oplevelse at vende tilbage til Lars von Triers univers.

”Vi startede med at vende op og ned på døgnet med optagelserne i Amorparken, der ligger mellem Rigshospitalet og Tagensvej. Det sneede, og vi gravede huller og alt det dér. Lars sad og rystede nede i en vogn, indtil det blev februar-marts, og vi kom op på syvende sal på Rigshospitalet,” fortæller skuespilleren.

”Lars kom hver dag. Han rystede mindre og mindre, gik hurtigere og hurtigere – og blev fuldstændigt opslugt af det.”

”Det var jeg også. Når man leder efter noget sammen med én, hvor begge kan mærke præcis, hvad vi leder efter – en form for sandhed – er man lykkelig. Det sker ikke så tit i mit fag.”

– Hvordan er Trier som personinstruktør?

”God og kærlig. Som skuespiller får du lov til selv at starte, uanset hvad du har at byde ind med. Og så pludselig er der noget, som Lars fanger, og så kan vi rette det til,” siger Bodil Jørgensen og gestikulerer med et smil.

”Han ser ufatteligt godt på sin lille monitor. Det kan jeg huske helt tilbage fra Idioterne. Jeg kunne ikke fake den spasserscene, jeg laver til sidst i filmen. Gråden, frustrationen, angsten. Lars kan straks se, om ens oprør er ægte.”

Grin til graven
Seriens satire over krænkelseskulturen bakker Bodil Jørgensen op om.

”Den er herlig. Humor er jo krænkende, og jeg synes selv, at meget humor er irriterende.”

”Men der er også god humor. Jeg er jo selv med i Rytteriet, hvor tanken er, at vi skal mærke, at vi skal herfra. Man mærker livet og døden og kan altid høre et ur, der tikker et sted. Det er det samme med Lars’ satire. Det er to the end.”

– Så gælder det om at grine, mens vi er her?

”Nemlig. Hele vejen – ikke til banken, men gravens rand.”