Peter Sellers 100 år

Ingen bemærkede Peter Sellers’ filmdebut, og det var heller ikke meningen. Det var ellers i en stor produktion, nemlig adventurefilmen The Black Rose med Tyrone Power og Orson Welles. 

Sytten år senere var Sellers steget i graderne og spiller over for Welles i Casino Royale (1967), med Welles som skurken Le Chiffre og Sellers i hovedrollen som en korthaj, hyret til at udgive sig for den i virkeligheden pensionerede Agent 007. 

Men i 1950 var Sellers stadig en ukendt BBC-radiokomiker, og hans eneste opgave på The Black Rose var at dubbe den mexicanske skuespiller Alfonso Bedoya i rollen som kineseren Lu Chung. En ubetydelig opgave, men ikke desto mindre signifikant. 

Et gennemgående træk igennem hele karrieren var nemlig, at Peter Sellers altid byggede sine karakterer op omkring stemmen. At finde karakterens stemme kom først, dernæst fulgte resten nærmest af sig selv. 

Desuden viste han særligt flair for fremmede accenter, ikke mindst orientalske. Sellers mest citerede replik er ”Birdie num num” (eller på dansk: ”Birdie nam-nam”), som udtales med indisk accent i komedien The Party (1968). Sellers spiller her en kikset indisk filmstatist, der ved en fejl inviteres til et celebert Hollywood-party, hvor han skaber kaos. 

Rollen er et eksempel på brownface, der i dag opfattes som racisme. Men man skal vist være mere end almindeligt hård i woke-filten for at kunne undertrykke sin latter, når man ser filmen. 

Sellers’ præstation er et mirakel af inkompetent, velmenende uskyld, og der findes ikke mange sjovere øjeblikke på film end hans ”Birdie num num”, da han forsøger at fodre en papegøje og senere gentager replikken over husets højtaleranlæg. 

Det er ikke uden grund, at filmglade forældre gennem årtier har madet deres poder ved at holde skeen eller gaflen op og lokket med ordene ”Birdie num num!” 

Nonsenslogik
I dag er det 100 år siden, Peter Sellers blev født. Det skete den 8. september 1925 i den engelske kystby Southsea, som enebarn i en familie af variete-skuespillere, der altid kaldte ham ”Peter”, skønt han var døbt Richard Henry Sellers. 

Han udviklede tidligt et talent for at imitere stemmer, som han hørte i radioen, fik et ydmygt job som vicevært på et teater, arbejdede sig op derfra og debuterede på tv i 1948. 

BBC forstod at udnytte hans talent, især på radio, hvor han i 1951 fik sit store gennembrud med The Goon Show over for Spike Milligan og Harry Secombe. Sellers spiller over tyve karakterer og nåede syv millioner lyttere. Tre spillefilm voksede ud af Goon-gruppens grinerier: Let’s Go Crazy, Penny Points to Paradise og Down Among the Z Men. 

I samme åndedrag må også nævnes kortfilmen The Running Jumping & Standing Still Film (1959), som Sellers lavede sammen med blandt andre Spike Milligan. 

Ved at videreføre parrets surrealistiske nonsenslogik fik den stor betydning for senere britisk komik, ikke mindst Monty Python. Sellers høstede som filmens producer den første af tre Oscar-nomineringer. 

Udspekuleret børnelokker
Peter Sellers’ første store filmrolle kom med krimikomedien The Ladykillers (1955). Her spiller han over for Alec Guinnes som medlem af en bande, der lejer sig ind hos en sød, ældre dame og foregiver at øve sig på en strygekvartet, mens de planlægger et kup. 

Filmen hører med i buketten af Ealings-komedier, der sammen med skrækfilmene fra Hammer udgør de to mest elskede selskabsskabte konstellationer i engelsk film. Den blev i 2004 genindspillet med Tom Hanks. 

Sellers havde efterfølgende succes med alsidige præstationer i komedierne I’m All Right Jack (1959) og The Mouse That Roared (1959), men nåede et nyt plateau, da han indledte sit samarbejde med Stanley Kubrick. 

Deres første film blev Lolita (1962), efter en satirisk roman af Vladimir Nabokov, der selv skrev manuskriptet om det seksuelle forhold mellem sprogprofessoren Humbert Humbert (James Mason) og hans mindreårige adoptivdatter Lolita (Sue Lyon). 

Han elsker hende, og hun forfører ham, eller sådan fremstiller han det – bogen og filmen blev til i kølvandet på Kurosawas Rashomon, så upålidelige fortællere var på mode. Mest sandsynligt er Lolita dog langt mere tiltrukket af den celebre skuespilforfatter Clare Quilty, som spilles af Peter Sellers. 

Hvor Humbert Humbert iscenesætter sig som fortællingens tragiske helt, er Clare Quilty en satanisk og udspekuleret børnelokker. Han dropper Lolita, da hun nægter at medvirke i børneporno, og han løber om hjørner med Humbert Humbert via et væv af falske identiteter. 

Peter Sellers er således i sit es og duperer både professoren og os tilskuere med en perlekæde af fikse forklædninger og dobbelttydige replikker. 

Maniske Dr. Strangelove
Humoren blev ikke mindre sort i det efterfølgende samarbejde mellem Kubrick og Sellers, nemlig atombombekomedien Dr. Strangelove – eller Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben (1964). 

Heri spiller Sellers tre roller: Den amerikanske præsident, der forsøger at berolige sin sovjetiske kollega, mens bombeflyene er på vej mod Moskva; en frustreret militærofficer, der forsøger at stoppe flyene, og den visionære Dr. Strangelove, ansvarlig for menneskehedens Plan B i tilfælde af altudslettende atomkrig. 

Peter Sellers’ Oscar-nominerede præstation i titelrollen som manisk-begejstret mad scientist med en arm, der af gammel vane helst vil lave nazi-salutter, hører blandt filmhistoriens mest ikoniske og uforglemmelige præstationer. 

Publikum kunne dog også glæde sig over masser af Sellers-nam-nam af den mindre dystopiske art. Mellem de to Kubrick-film debuterede han i sin mest populære rolle, som den både ukuelige og uduelige franske politiinspektør Jacques Clouseau. 

Sellers iklædte sin krop en regnfrakke, sin isse en Trilby-hat og sit engelsk et komisk twist af tyk fransk accent, hvorefter ingen rekvisit inden for rækkevidde var i sikkerhed for inspireret komik. 

Peter Sellers som Clouseau optræder første gang i Den lyserøde panter (1963) samt i fem sequels, hvoraf den sidste er et posthumt sammenklip. Alle instrueret af Blake Edwards med animerede fortekster og elegant easy listening-musik af Henry Mancini.

Blandt andre store komediehits må nævnes What’s New Pussycat (1965), After the Fox (1966), I Love You, Alice B. Toklas! (1968), There’s a Girl in My Soup (1970) og Murder by Death (1976). 

Samt et enkelt flovt flop, The Fiendish Plot of Dr. Fu Manchu (1980), som Sellers til dels selv instruerede. Så er tiden bedre brugt på at genopfriske hans gæsteoptræden i The Muppet Show, hvor han spiller violin og synger Cigarettes and Whiskey. 

Gartnerens livsvisdom
En af sine største kunstneriske triumfer leverede Sellers med sin karrieres mest underspillede præstation i dramaet Velkommen, Mr. Chance (1979). 

Sellers spiller her en ydmyg gartner, hvis eneste kontakt med den virkelige verden har været at se tv og at pleje sin arbejdsgivers have. Da han bliver arbejdsløs og konfronteres med resten af verden, tolkes hans simple livssyn som dyb livsvisdom. 

Sellers præstation i filmen blev belønnet med en Oscar-nominering og en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle i en komedie. 

Trods succes på alle områder var Peter Sellers plaget af mindreværdskomplekser, paranoia og i perioder også storhedsvanvid. 

Hvis man er fan og ikke ønsker skår i sin idoldyrkelse, skal man ikke læse om hans opførsel under optagelserne til Casino Royale. Privat var han gift fire gange med blandt andre Britt Ekland og Lynne Frederick. 

Han spilles af Geoffrey Rush i tv-filmen The Life and Death of Peter Sellers (2004) med Charlize Theron som Britt Ekland, John Lithgow som Blake Edwards og Stanley Tucci som Stanley Kubrick. 

Peter Sellers døde af et hjerteslag den 24 juli 1980, kun 54 år gammel, og efterlod tre børn.