Nyhed
23. mar. 2007 | 09:13

Producenterne tegner abonnement

EKKOs chefredaktør ser nyheden som et positivt tegn på, at hans målsætninger for bladet er blevet en realitet.
Af Katrine Rantzau

"Min kongstanke — at skabe et levende forum, hvor kritikere, forskere, undervisere og filmbranchen kan diskutere med hinanden til inspiration for magasinets målgrupper — er ikke længere et fremtidsmål, men en konkret realitet," siger chefredaktør Claus Christensen i anledning af Producentforeningens nytegnede abonnement for alle sine medlemmer.

"Selv om der er tale om en lille forening, er dens medlemmer særdeles betydningsfulde og indflydelsesrige. Det er jo dem, der bestemmer hvilke film og tv-programmer, der bliver produceret i Danmark," fortsætter han.

Nyheden kommer kun et lille års tid efter, at Danske Filminstruktører tegnede et lignende kollektivt abonnement for sine medlemmer. Claus Christensen glæder sig over udviklingen. "Jeg håber, at det her betyder, at foreningerne ikke blot læser EKKO, men at de også i endnu højere grad vil bidrage til bladet," siger han.

Debatskabende
Det har længe været både producenter og filminstruktører blandt EKKOs bidragsydere, men de nye abonnenter cementerer den status, som EKKO har fået. Claus Christensens målsætning med bladet har længe været at skabe et magasin, der lægger originale, debatskabende vinkler på film- og mediekulturen.

I sin spæde start var EKKO fortrinsvis et undervisningsblad rettet mod skolebrug. Claus Christensen ser en ækvivalent til det svenske filmmagasin Zoom, der netop er lukket som trykt magasin. I stedet findes Zoom nu kun på nettet.

"EKKO var oprindelig en pendant til Zoom, en tredjedel af vores stof var undervisningsmaterialer. Men efter nogle år valgte vi at lægge undervisningsmaterialerne på hjemmesiden, akkurat som Zoom nu har gjort. Netop fordi vi adskilte stofområderne, kunne vi give den trykte udgave en magasinkvalitet og få det ud til en bredere målgruppe."

Oplaget femdoblet
"Det at gøre EKKO til et egentligt filmmagasin, har været den rette vej for os. Oplaget er mere end femdoblet. Vi er kommet i kontakt med en bredere målgruppe samtidig med, at vi har formået at holde fast på de oprindelige kernelæsere — lærerne — hvad vort samarbejde med Dansklærerforeningen er et godt eksempel på," siger Claus Christensen, der også mener, at der er andre årsager til at undervisningsmateriale bør være tilgængeligt på nettet.

"I dag er der så mange andre, der i stor stil lægger undervisningsmateriale gratis ud på web, for eksempel Det Danske Filminstitut. Så er det svært at få folk til at betale 59 kr. for at få det samme stofområde på tryk," siger han.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko