Årets duel: Shababs mod robotter
De nu voksne shababs må samles igen, da rigmanden Jasper Puch sender robotter ud på arbejdsmarkedet og overtager alle underbemidlede stillinger, mens de bygger ghettoområdet Valhalalparken om til liebhaverboliger.
Vennerne Ali, Hassan, Davito, Ahmed, Abdi og Musti har allerede været meget igennem.
I Blokhavn forsøgte regeringen at lukke deres skole, og i Shabholm kom de i karambolage med politikeren Pia Støjmund og en korrupt milliardær. I den kommende Brohr tager robotter deres job – Ali må endda flytte til Lolland-Falster!
Slænget af animerede ”shababs” – altså venner – er skabt af satirekollektivet Gigis og har før de succesfulde biograffilm optrådt i YouTube-videoer og en DR-serie.
I dag er den oprindelige Gigis-gruppe svundet ind til kun to medlemmer: Malthe Emil Kibsgaard og Adrian Hosseinpour, der tilsammen lægger stemme til hovedcastet og har skrevet, instrueret og animeret Brohr. Ifølge en pressemeddelelse får filmen biografpremiere til september 2026.
I Ekko #94 deler Gigis ud af historier fra blokken, og i 2024 var gruppen nomineret til Diversitet Prisen ved Ekko Shortlist Awards for deres særlige samfundssatire. I Brohr er det tidens AI-frygt, der står for tur.
De seks shababs er blevet voksne mænd med job, men rigmanden Jasper Puch sender robotter ud på arbejdsmarkedet og overtager alle underbemidlede stillinger, mens de bygger ghettoområdet Valhalalparken om til liebhaverboliger.
Ali må finde sammen med de gamle venner og tage kampen op mod robotterne.
Nu med voksenlegetøj
I en teaser sidder tre af shababs-vennerne i en biograf og ser trailers til tvivlsomme film som Toy Story 6 – nu med voksenlegetøj og Harry Potter og flugten fra Vestre Fængsel. Men da traileren til Brohr starter, taber de underkæben totalt.
”Eooww, det ser fucking galt ud, bro!” lyder vurderingen.
Pressemeddelelsen lover, at den tredje film i rækken bliver den hidtil mest ambitiøse. Og det er da også den første, der har fået støtte på Filminstituttets markedsordning frem for talentordningen New Danish Screen.
Markedsordningen er for film, der forventes at have bred appel, og her har Brohr fået 8.450.000 i produktionsstøtte. Det er ikke langt fra publikumsbaskeren Ternet Ninja 3 med 10.500.000 i støtte, og det siger noget om, hvor etablerede Gigis er blevet. På trods af at ingen af medlemmerne har en filmuddannelse.
Blokhavn solgte imponerende 202.800 billetter ved premieren i 2020, mens Shabholm landede på det mere beskedne tal 91.200 i 2023.
Brohr produceres af Daniel Mühlendorph og Ulaa Salim for Hyæne Film, og de sigter tilsyneladende efter at slå de to foregående film.


Kommentarer