
Mig og min næse
Dokumentarfilmen Mig og min næse egner sig fint som udgangspunkt for undervisningsforløb, der centrerer sig om indvandrerdebatten og etnicitet. Men også til at belyse den postmoderne jeg-dokumentar.
Dokumentarfilmen Mig og min næse egner sig fint som udgangspunkt for undervisningsforløb, der centrerer sig om indvandrerdebatten og etnicitet. Men også til at belyse den postmoderne jeg-dokumentar.
Anders Rønnow Klarlunds stillbilledfilm giver rige muligheder for undervisningsforløb om temaer som terrorisme, kunst og forholdet mellem stil og indhold.
Den danske instruktør Henning Carlsen har med sin Sult-film fra 1966 lavet Hamsun-filmen over dem alle, en legendarisk filmatisering af en banebrydende roman. Den norske professor Lars Thomas Braaten viser i sin næranalyse, hvordan romanen kongenialt er overført til film.
En films begyndelse – indledningssekvensen –er oplagt til filmanalyse. Klip for klip vil man nemlig opdage, at den ofte indeholder filmens betydninger og formsprog i miniudgave. Den psykologiske gyserfilm, Rødt chok, er et klassisk og virtuost eksempel.
Roy Anderssons svenske millenium-film er en dyster diagnose af vor tid, men også en galgenhumoristisk komedie og et mageløst billedværk. Filmen er velegnet til undervisning i dansk, film & tv, billedkunst og samfundsfag.
Dokudramaet Thirteen Days er en redelig politisk thriller om Cuba-krisen og skildrer de tretten dage, hvor hele verden holdt vejret. Filmen er velegnet til historieundervisningen, men også som et godt eksempel på den dokudramatiske genres problemstillinger.
Vi har aldrig læst Odysseen, påstår Coen-brødrene. Men det skal vi tage med et gran salt, mener Pernille Flensted-Jensen, der finder adskillige referencer til Homers værk i O Brother, Where Art Thou?
At skrive en filmanmeldelse er mere og andet end at give udtryk for sin umiddelbare mening. Argumentationen skal være i orden - og humor er et stort plus. For anmeldelser er underholdning, nyhedsformidling og meget mere.
En enkelt filmscene kan være et helt studie værd. Denne analyse fra Ridley Scotts Thelma & Louise viser, hvordan oplevelsen af tid og virkelighed sættes på spil - med kun tre billeder.
Det filmiske forfatterportræt har efterhånden udviklet sig til en ny markant genre: den filmiske poetik. Her forenes ordkunst og filmkunst i et mellemspil, der både er digt og dokumentar.