Nyhed
25. aug. 2011 | 14:26

Terrence Malick øger tempoet

På knap 40 år har den amerikanske auteur blot lavet fem film, men nu skruer han tempoet i vejret. Tre film er på vej.
Af Mads Suldrup

Da Terrence Malick havde færdiggjort den smukke, naturlyriske Himlen på jorden i 1978, skulle der gå hele tyve år, før han atter satte sig i instruktørstolen.

Filmfans var vidne til Berlinmurens fald og internettets udbredelse, før de igen kunne overvære en Malick-film, nemlig det poetiske krigsdrama Den tynde røde linie fra 1998.

Men nu øger den 67-årige instruktør for alvor sin produktionsfrekvens. I kølvandet på årets Guldpalme-vinder, The Tree of Life, er hele tre film i støbeskeen. Det skriver The Guardian.

Affleck og Bardem på rollelisten
Malicks næste film er allerede i post-produktion og vil få premiere næste år.

Projektet er omgærdet af mystik, som det altid er tilfældet med den notorisk pressesky instruktørs film, og oplysningerne om filmen er derfor yderst sparsomme.

Den har endnu ikke fået en titel, men efter sigende skulle der være tale om en kærlighedshistorie, og så er der blevet frigivet et enkelt pressebillede fra filmen (øverst).

På rollelisten er Ben Affleck, Rachel McAdams, Javier Bardem og Jessica Chastain, der også medvirker i The Tree of Life.

Christian Bale med igen
Det var egentlig meningen, at Christian Bale skulle have spillet Ben Afflecks rolle, men han måtte forlade projektet.

For nylig blev det så offentliggjort, at Bale i stedet vil medvirke i en anden af Terrence Malicks kommende film.

Der er ingen meldinger om, hvad filmen vil handle om, men det skulle være sikkert, at indspilningerne begynder i starten af 2012. Bale har tidligere samarbejdet med Malick i Pocahontas-filmatiseringen, The New World.

Dokumentar om Big Bang

Som om det ikke var nok, arbejder Malick også på en dokumentar med titlen Voyage of Time. Her vil temaet være universets fødsel, og optagelser, der skulle have været en del af The Tree of Life, vil være at finde i filmen.

Brad Pitt vil lægge fortællestemme til dokumentaren.

Det er altså helt nye toner fra den sælsomme og perfektionistiske instruktør, der end ikke dukkede op for at modtage sin Guldpalme på årets Cannes-festival. Måske han vil gøre det i fremtiden, hvis én af hans mange nye film igen skulle løbe med hæderen i Sydfrankrig.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko