Nyhed
26. okt. 2026 | 14:38

Verdens mest hypede film får dansk premiere

Foto | A24

Kort før hun i 2023 skulle begynde at afsone sin fængselsstraf, inviterede den dømte svindler Elizabeth Holmes instruktøren Nathan Fielder indenfor i familiens hjem i San Diego.

Elizabeth Holmes-dokumentaren You Can See Everything kommer til Danmark 19. november efter massiv omtale og flere artikler i nye nummer af Ekko.  

Af Frederik Hoff

Siden den første teaservideo og overraskelsesvisning på Telluride-festivalen 6. september har internettet flydt over med hype om dokumentaren You Can See Everything.

Ved den amerikanske premiere 16. oktober fortsatte begejstringen med seks stjerner fra Ekkos anmelder og spekulation om, hvorvidt Nathan Fielder og Lance Oppenheim kan blive nomineret til Oscar’en for bedste film med en dokumentar som de første nogensinde.

Nu kan danskerne endelig få syn for sagen. 19. november får You Can See Everything dansk biografpremiere, lyder det i en pressemeddelelse fra distributøren SF Studios.

Normalt ville en næsten tre timer lang, amerikansk dokumentar være svær at finde et publikum til i Danmark. Men filmen, hvor Nathan Fielder går helt tæt på svindleren Elizabeth Holmes, er unik.

”Nogle film er ganske enkelt uundgåelige,” udtaler Frederik Malling Juul, Filmchef hos SF Studios, i pressemeddelelsen.

”You Can See Everything har allerede skrevet filmhistorie med den største amerikanske åbning for en dokumentarfilm af sin slags i over tyve år. Den er blevet et fænomen, og det er nærmest en underdrivelse at sige, at interessen for filmen også herhjemme har været overvældende.”

Hvad er virkeligt?
Canadiske Nathan Fielder har med de højkonceptuelle serier Nathan for you og The Rehearsal gjort sig selv til en atypisk stjerne, der tester grænserne for, hvad man kan med dokumentarformen. Hvad er virkeligt?

Med sin sædvanlige, akavede persona tog han i 2023 imod Elizabeth Holmes’ invitation til at filme hende og familien i måneden op til, at hun skulle begynde at afsone sin elleve år lange fængselsstraf for svindel med selskabet Theranos.

I det nye nummer af Ekko reporterer Hollywood-korrespondenten Tina Jøhnk Christensen fra en særvisning af filmen. Her faldt hun i snak med Nathan Fielder og forsøgte at blive klogere på, hvad der er virkeligt, og hvad der er skuespil i den overrumplende film.

Fielder har instrueret You Can See Everything sammen med Lance Oppenheim, som  samtidig er aktuel med den hypede dramafilm Primetime, hvor Robert Pattinson spiller To Catch a Predator-værten Chris Hansen.

Primetime har endnu ingen officiel dansk premieredato, men anmeldes også i Ekko #101.

Trailer: You Can See Everything

Kommentarer

You Can See Everything
i Ekko #101

Ekkos Hollywood-korrespondent reporterer fra en visning af verdens mest hypede film og falder i snak med Nathan Fielder i det nye nummer. 

Ekko er det første danske medie, der har anmeldt You Can See Everything, og anmeldelsen kan læses i det nye magasin.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet er på vej ud til velassorterede kiosker over hele landet.

Abonnenter kan læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko