Streaminganmeldelse
05. apr. 2024 | 09:45

Spermworld

Foto | Edgeline Films

Kunstig befrugtning en dyr fornøjelse i USA, så mange singlekvinder, lesbiske og dem, der blot har svært ved at få børn, må finde sæddonorer på kreativ vis. 

Sæddonation på nettet i USA bliver udfoldet som en inderlig og samfundskritisk fortælling om social ulighed og retten til forældreskab.

Af Kjartan Hansen

En kvinde banker på døren til en mands halvmørke hotelværelse. Hendes hjertebanken er til at føle på. Kort efter er kvinden gravid.

Det er et scenarie, som i fiktion ofte forbindes med hede affærer, trekantsdramaer og stormfulde forelskelser. Men i Lance Oppenheims dokumentar har de medvirkende ligesom tusinder af andre barnløse amerikanere fundet hinanden i Facebook-grupper, hvor kvinder søger sæddonorer.

I USA er kunstig befrugtning en dyr fornøjelse forbeholdt de velhavende. Derfor må flertallet af singlekvinder, lesbiske og dem, der blot har svært ved at få børn, tage andre midler i brug.

Spermworld er præget af samfundskritik, men emmer også af glæden, der stråler i nybagte forældres øjne.

Filmen hævder ingenlunde, at børn er vejen til lykken. Den er heller ikke blind for problemerne, der opstår, når de medvirkende får børn med fremmede. Men formålet er at belyse donorer som den sympatiske Tyree, der giver deres sæd uden krav om betaling eller samleje.

Ud over at have hjulpet 25 kvinder med at få børn er han også organ- og bloddonor.

Når den ene part af et lesbisk par, han har hjulpet, dør, og retssystemet ikke anerkender forældrerettighederne, de har aftalt, kommer både Tyree, hans familie og ønskebarnet i klemme.

Det er blot et af dilemmaerne, som filmen bruger til at vise privilegeredes adgang til forældreskab, mens det forbliver en svær kamp for andre.

Nogle medvirkende taler direkte til kameraet eller optages sammen med venner, familie eller andre medlemmer af Facebook-gruppen. Andre optræder uden for kameraets rækkevidde, henlagt i mørke via anonyme beskeder på Messenger.

Lance Oppenheim følger de medvirkende til lægen, på arbejde, restaurant, og hvor end de lever deres liv. Ikke et ualmindeligt greb, men det giver et dybfølt indblik i de forskellige menneskers liv, og hvad børn betyder for dem.

For mange hænger forældreskab uløseligt sammen med intimitet. Man bliver underlagt nogle snævre, konstruerede normer, som de medvirkende har svært ved at leve op til.

Som når enspænderen Rachel knytter et personligt, omend ikke romantisk venskab med sin noget ældre donor Steve, der aldrig var kommet gennem nåleøjet hos spermbankerne, som foretrækker mænd under 35. 

Han er med til ultralydsscanning, de besøger hinanden til filmaften og skriver jævnligt sammen om andet end graviditet.

Så er der Ari, hvis mor synes, det er er for meget, når sønnen fortæller, at er far til 138 børn. Han har et aktivt forhold til mange af dem og besøger dem jævnligt. Men den 47-årige mand har hverken sin egen karriere eller tag over hovedet.

Det er en rørende optagelse, når moren til et af hans børn spørger, om han føler en afhængighed af faderskabet. Mellem linjerne vil hun, ligesom hans egen mor, vide, om han begrænser sin personlige udvikling på andre punkter.

Fornærmet benægter han, men overvejer immervæk at befrugte en kvinde i stedet for at deltage i morens måske sidste jødiske påske – Pesach – når hun ligger for døden.

Det er forskelligt, om de medvirkende slår handlen af ved samleje eller får sæden ind på anden vis. Nogle af mændene afleverer blot frisk sæd, mens andre bliver i rummet for at hjælpe kvinden.

Men medaljen har også en bagside.

Nogle kvinder rapporterer overgrebsmænd, der misbruger Facebook-siderne til at manipulere med sårbare kvinder, mens andre døjer med donerer med dårlig sædkvalitet. 

Disse kvinders rædselsfortællinger er underligt korte og kunne godt være udeladt, når filmen ikke stikker spadestikket dybere.

Trailer: Spermworld

Kommentarer

Titel:
Spermworld

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Lance Oppenheim

Manuskript:
Lance Oppenheim, Daniel Garber

Medvirkende:
Tyree Kelly, Atasha Peña Clay, Ari Nagel, Steve Walker, Rachel Stanley

Spilletid:
84 minutter

Premiere:
29. februar på Hulu og FX i USA

© Filmmagasinet Ekko