Joshua Oppenheimer: Vi lever i fornægtelse

Få filmskabere har formået at fange menneskets nådesløshed, selvbedrageri og anger som amerikanske Joshua Oppenheimer, der laver sine film på det danske selskab Final Cut for Real.

I de to Oscar-nominerede dokumentarfilm, The Act of Killing og The Look of Silence, kommer han helt tæt på de revolutionære bødler, der udførte et folkedrab i Indonesien i 1965-66.

Med innovative formgreb, der lader de medvirkende udstille sig selv, viser Oppenheimer sine evner til at zoome ind på det usagte og sårbare.

Tidligere på måneden vandt han prisen for bedste danske dokumentar på Odense International Film Festival med The Revolution Against Death.

”Jeg betragter min kortfilm som et digt snarere end en dokumentation. Det er en visuel oplevelse af den menneskelige eksistens, og den skal piske seerens selvbevidsthed,” fortæller Joshua Oppenheimer over telefon.

Filmen viser fragmenter af videooptagelser og lydbidder fra konferencen RAADfest, som står for The Revolution Against Aging and Death Festival.

Begivenheden er centreret om begrebet ”radikal livsforlængelse”, hvor man forsøger at standse eller modvirke den biologiske aldring. Målet er at holde sig sund og ung.

Eller som det hedder i filmens synopsis: ”Tusind mennesker samles for at erklære en revolution mod død og alderdom.”

Gennem sit kamera blotlægger Oppenheimer den eksistentielle gru, der gemmer sig bag festivalens ønske om at holde alderdom, lidelse og i sidste ende døden på afstand.

”Festivalen er et symptom på en kultur og et samfund, der ikke tillader os at ældes med værdighed. Vi lever i fornægtelse, når vi møder det mest naturlige, nemlig at vi forandrer os, med frygt og afvisning,” uddyber Oppenheimer.

Menneskelige bødler
For Joshua Oppenheimer er frygten for døden dybt personlig.

”Filmen udspringer af en livslang rædsel for døden. Da jeg var omkring syv år gammel, døde min oldemor, og pludselig begyndte jeg at reflektere over, hvad det vil sige ikke at eksistere,” fortæller instruktøren.

Under arbejdet med dokumentarfilmene i Indonesien tog frygten til og gav sig i perioder udslag i søvnløshed.

”Det var en frygt, der i sin essens var knyttet til min kamp med at forstå min egen menneskelighed. For de personer, jeg mødte i Indonesien, og som havde slået tusinder af mennesker ihjel, var selv mennesker ligesom mig. Jeg kunne ikke afskrive dem som rene monstre, jeg var nødt til at forestille mig, hvordan det var at være dem.”

Da instruktøren var sidst i tyverne, opsøgte han People Unlimited, som er organisationen bag RAADfest. Han var fascineret af dem og ville forstå, hvordan de håndterede deres egen frygt for døden.

Da Oppenheimer senere blev nomineret til en Oscar for The Look of Silence i 2016, huskede lederne af People United ham og genoptog kontakten.

”Det var også det år, hvor de afholdt deres første festival. Jeg fik lov til at deltage og filme, så jeg kunne reflektere over oplevelsen senere. Det er de arkivoptagelser, som digtet er skabt ud af.”

Ti års rejse
Joshua Oppenheimer spillefilmdebuterede i 2024 med klima-dystopien The End. Her forskanser en velhavende familie sig i en underjordisk bunker, hvor de ihærdigt forsøger at opretholde det luksusliv, de levede, før Jorden blev ubeboelig.

Ligesom massemorderne i Indonesien, der ikke evner at erkende det forfærdelige i deres handlinger, lyver familien for sig selv og hinanden for at kunne fortsætte deres fremtidsløse liv.

”Jeg er draget af forholdet mellem selvbedrag og skyld, lidelse og udnyttelse,” siger han.

Det afsluttende billede i The End er af plankton, der flyder rundt i vand, inden rulleteksterne toner frem. Et gennemgående motiv i The Revolution Against Death er også optagelser af plankton.

”The Revolution Against Death er tænkt som et supplerende værk til The End. Det er ikke et tilfælde, at jeg har brugt den samme blå farve og skrifttype til de to films rulletekster.”

”Jeg tror, meningen er, at vi er plankton, du og jeg. Du er en koloni af milliarder af bakterier. Man kan sige, at de holder os i live, men måske er hele meningen med vores eksistens, at vi er et økosystem for dem.”

Vores forbundethed med hinanden og alt levende betyder på én og samme tid, at vi er mikroskopiske som plankton og uundværlige i eksistensens store sammenhæng. Det er den undersøgelse af eksistensspørgsmålet, der driver Oppenheimer.

”Jeg så de ti år gamle optagelser fra RAADfest og tænkte, at det kunne være interessant at bruge dem som en refleksion over den rejse, jeg har været på.”

Trojansk hest i Grønland
Hvad fremtiden byder på, ved Joshua Oppenheimer ikke. For tiden er han optaget af at skrive på to fiktionsprojekter, men nærmere vil han ikke komme det.

”Jeg arbejder også på en dokumentar, men det var meget uventet,” indskyder han hemmelighedsfuld.

Det kunne godt hænge sammen med, at han sammen med sin mand Shusaku Harada er flyttet til Ittoqqortoormiit i Grønland, hvor de bor halvdelen af tiden ved siden af deres liv i Malmø.

”Det er en af de mest øde byer i verden. Jeg har aldrig haft en bil, men nu har jeg en snescooter og en riffel på grund af isbjørne. Det er en stor forandring. Her kan jeg skrive og arbejde i fred,” fortæller han.

Men freden i Ittoqqortoormiit med dens 328 indbyggere og flere hundrede kilometer til nærmeste naboby er ikke helt uforstyrret.

”Pludselig opdagede vi, at det amerikanske oliefirma Greenland Energy Company er flyttet til byen og prøver at bygge et oliefelt. Det er en potentiel trojansk hest for Trump til at overtage Grønland, så det har jeg kastet mig ind i.”

”Hvad der var tænkt som et tilflugtssted, har placeret mig i orkanens øje. Man er nødt til at være åben for, hvordan livet udvikler sig.”