Voldsom strid om Dar Salim-film

Ifølge Dar Salim er rollen som traumatiseret ekssoldat i Herkules falder hans bedste præstation, men nu er han havnet i et bittert opgør med instruktøren og hans fagforening.
5. september bragte Ekko en artikel om traileren til den kommende film Herkules falder. Dar Salim spiller hovedrollen som ekssoldaten, der kæmper med traumer og identitetsforvirring på et veterancenter på Strynø.
Filmen får premiere 20. november og er den første fiktionsfilm instrueret af dokumentaristen Christian Holten Bonke. Den har et budget på tretten millioner kroner, heraf ti millioner fra Det Danske Filminstitut og FilmFyn.
Da traileren blev sendt ud, fremgik det også af pressemeddelelsen, at Dar Salim havde deltaget i instruktionen som ”medinstruktør på set” – en usædvanlig titel, der måtte betyde, at Dar Salim havde deltaget i instruktørarbejdet på optagelserne, men ikke i forarbejdet og klipningen.
Netop Dar Salims kreditering har vist sig at være genstand for en dramatisk konflikt mellem skuespilleren og Christian Holten Bonke. Uenighed om krediteringer er almindeligt i filmbranchen, men sjældent en pressesag, fordi alle parter ved, at sådanne konflikter i sidste ende skader filmen.
Det er imidlertid præcis, hvad der er sket for Herkules falder. Blot halvanden måned inden premieren er filmen endt i et sandt clusterfuck, og det ironiske er, at den efter sigende er blevet temmelig vellykket.
I går kunne Weekendavisen nemlig afsløre, at instruktøren igennem fagforeningen Danske Filminstruktører har anklaget Dar Salim for at nedbryde ham psykisk og bruge trusler og afpresning til at tilkæmpe sig en bedre kreditering.
Salim afviser anklagerne over for Weekendavisen og beskylder til gengæld Bonke for at konstruere en krænkelsessag. Skuespilleren mener, at han fik en større ledelsesrolle som resultat af Bonkes manglende styring med produktionen.
Weekendavisens kilder fra optagelserne i august 2024 – inklusive af lederne af det virkelige veterancenter, hvor filmen er optaget, Anne-Line Ussing – bakker op om Dar Salims oplevelse og afviser, at Salim skal have opført sig dårligt under produktionen.
Tåget proces
52-årige Christian Holten Bonke blev uddannet tv-producer fra Den Danske Filmskolen i 2005. Ekko udgav på dvd #26 hans dansefilm Ballroom Dancer (2011), der blev udtaget til flere festivaler og fik en speciel mention i Tribeca.
Han står desuden bag portrætfilm om Uffe Elbæk (Uffes alternativ) og forfatteren Jakob Ejersbo (Ejersbo) og var instruktørassistent på Afdeling Q-spillefilmen Marco effekten. Men det har åbenbart ikke været nok forberedelse til at stå i spidsen for en spillefilm.
Bonke skrev manuskriptet til Herkules falder sammen med Marianne Lentz, men i en mail, som Weekendavisen har set, erkender han, at instruktørarbejdet var vanskeligt. Specielt undervurderede han opgaven med personinstruktion.
Virkelige veteraner og ledere af Strynø-centret er en del af castet, og ifølge en af veteranerne kom Salim til at stå for instruktionen af dem.
Efter nogle dage ønskede Dar Salim at få en kreditering, og der blev fundet den usædvanlige løsning at kreditere ham som ”medinstruktør på set”. Salim afviser over for Ekko at skulle have truet med at forlade produktionen, og skuespilleren mener, at der var en særdeles god stemning på produktionen.
Ifølge Weekendavisen opstod problemerne da også først under klipningen, hvor Dar Salim sendte noter til instruktøren og klipperen Denniz Göl Bertelsen – ifølge Salim på opfordring fra både instruktøren og producenten.
Det er i sig selv atypisk, at en skuespiller får lov at blande sig så meget i klipningen. Men ifølge Weekendavisen ender det med, at Salim får stor indflydelse – også på ændringen af slutningen. En af de involverede skriver en mail om, at der mangler kommunikation fra både producenten og instruktøren i en tåget proces, hvor alle mister tilliden til hinanden.
Ydmyget offentligt
Dar Salim bliver ikke betalt for sit ekstraarbejde, og derfor skriver han 5. marts en mail til Christian Holten Bonke. Han beder om en krediteringsmæssig anerkendelse af sin rolle i filmens tilblivelse og anfægter Bonkes instruktørevner.
”Din forestilling om, hvad det vil sige at lave en film, fortælle en historie og at instruere stemte ikke overens med virkeligheden og de færdigheder og evner, det kræver. Ikke engang tæt på,” skriver skuespilleren ifølge Weekendavisen.
Instruktøren accepterer først at kalde filmen ”en film af Christian Holten Bonke og Dar Salim”, men Danske Filminstruktørers chefjurist skriver senere på måneden til producenten, at aftalen er droppet.
Ifølge Weekendavisen mener juristen, at Salim via sin stjernestatus ”har kunnet true en debuterende fiktionsinstruktør til at få instruktionskrediteringer ved kontinuerligt at nedbryde ham psykisk”.
Salim skal have truet med at ydmyge Bonke offentligt og nægte at møde op til ekstraindspilninger af lyd, hvis han ikke fik det, som han ønskede. Chefjuristen skriver, at Salim også truede sig ind i klipperummet.
Danske Filminstruktører indleder derfor en sag om dårligt psykisk arbejdsmiljø mod filmens producent Beo Starling, der er ejet halvt af Amalie Lyngbo Quist og halvt af Beofilm ved Peter Hyldahl. Fagforeningen opfordrer til en undersøgelse af arbejdsmiljøet på produktionen, og Dansk Skuespillerforbund har hyret en ekstern advokat, der arbejder på en undersøgelse.
Dansk Skuespillerforbund, Producentforeningen og Danske Filminstruktører har afholdt flere møder om sagen, men uden at kunne løse konflikten, som dermed har udviklet sig til en større skala.
Chokeret over mail
Dar Salim siger til Ekko, at krediteringen ikke længere havde nogen betydning for ham, da han kom i besiddelse af mailen fra Danske Filminstruktører. Han blev chokeret over anklagen om psykisk krænkelse.
Men striden er ikke blevet bilagt, og der har på det seneste været en konflikt om størrelsen på instruktøren og hovedrolleindehaverens navn på plakaten.
Dar Salim mener dog ikke, at den hårde formulering i hans mail til Bonke er retvisende for resten af hans dialog med instruktøren. Og han er selv meget stolt af Herkules falder.
”Det er efter min mening den bedste film, jeg har medvirket i, og jeg glæder mig til at dele den med publikum. Veteranernes historie er stærk, rørende og relevant. Den nægtede jeg at smide på gulvet. Hvis jeg stod i situationen igen, ville jeg gøre præcis det samme én gang til – uden at ændre noget som helst.”
Grænseoverskridende adfærd
Ekko har forsøgt at få en kommentar fra Christian Holten Bonke, som ikke er vendt tilbage. Til Weekendavisen skriver han, at han står ved sin oplevelse.
”Meget få har haft indsigt i, hvordan mit samarbejde med Dar Salim reelt har været bag kulisserne,” skriver han, men roser også Salim for en ”sublim præstation” i hovedrollen samt hans engagement på settet.
”Jeg har absolut ingen interesse i at fjerne fokus fra veteransagen, for målet med filmen er at bidrage til en samtale om veteraners vilkår i Danmark, og det håber jeg virkelig, at vi lykkes med,” fortsætter han.
I dag har Danske Filminstruktører valgt at orientere sine medlemmer om sagen i en mail.
”Som instruktør, og især som debuterende, står man ofte meget sårbar og alene, og er i meget høj grad afhængig af opbakning fra de stærke kreative kræfter, man har med sig. Især fra sin hovedrolleindehaver,” skriver forperson Søren Balle og tilføjer.
”Når et medlem fortæller os, at han oplever grænseoverskridende adfærd, bliver vi nødt til at tage det meget alvorligt.”
Foreningen kritiserer også, at en part i sagen, Dar Salim, udtaler sig til pressen.
”Til stor skade for de involverede og i sidste ende også filmen og filmens fokusområde. Nemlig, at vi som samfund ikke har øje for vores krigsveteraner.”
Danske Filminstruktører ønsker stadig en uafhængig arbejdsmiljøundersøgelse af produktionen. Sker det ikke, vil man selv tage initiativ til en undersøgelse.
Producentens prioritet
Amalie Lyngbo Quist fra Beo Starling har som arbejdsgiver ansvaret for at sørge for, at alle er trygge på produktionen. Men hun mener ikke, at hun har svigtet sin uerfarne instruktør til fordel for stjernen Dar Salim.
”Jeg genkender ikke, at der skulle have været et ubehageligt arbejdsmiljø på nogen måde. Jeg har talt med og indhentet skriftlige vidneudsagn fra holdet i forbindelse med, at sagen opstod, og ingen udtaler, at de har oplevet det ubehageligt på optagelserne.”
– Gælder det også klippeprocessen?
”Det har været på en positiv måde, at Dar har bidraget i klipningen, og han har leveret et stort kunstnerisk bidrag til den færdige film.”
– Har du og Beo Starling været gode nok til at styre produktionen?
”Som producent er min fornemste opgave at få Filminstituttets investering og de private investeringer til at blive til en så god film som muligt. Den her film er blevet rigtigt god, det er vi utroligt mange, der er enige om. Både det store veteranmiljø, biograferne og Filminstituttet. Generelt er opfattelsen, at filmen er virkelig vellykket.”
– Folk på produktionen skal vel også have det godt undervejs?
”Ja, selvfølgelig skal de det. Det var vigtigt for både Christian og mig, at veteranerne følte sig i gode hænder under optagelserne. Dar kom med en kæmpe erfaring, og det var en stor opgave for Christian som debuterende spillefilminstruktør, opdagede vi, inklusive ham selv. Derfor var vi enige om at gøre Dar til medinstruktør på set. Det gjorde, at veteranerne og de øvrige medvirkende følte sig i gode hænder.”
– Oplevede du selv, at Christian var usikker, og at det var en stor opgave for ham?
”Ja, det gik da op for os undervejs.”
– Hvornår fandt du ud af, at Christian havde det dårligt?
”Han skrev det til mig i oktober 2024, mens vi var i klippeprocessen. Jeg talte sammen med hans repræsentant i Danske Filminstruktører, som ikke foreslog nogle tiltag overhovedet.”
Fanget i principiel sag
Til Ekko skriver Dar Salim i en mail, at Danske Filminstruktørers mail til sine medlemmer i dag, hvor foreningen kaldet det ”dybt problematisk, at der er blevet lækket dokumenter, og en part i sagen har valgt at udtale sig til pressen”, er symptomatisk.
”Jeg er ikke afsender på Weekendavisens artikel. Jeg bliver kontaktet og udtaler mig selvfølgelig, for jeg er blive anklaget for noget skørt og har ikke noget at skjule. Avisen har alle dokumenter og ikke bare et udvalg. Danske Filminstruktørers eget medlem, producenten og repræsentanten for de medvirkende veteraner udtaler sig alle i artiklen,” skriver skuespilleren.
”Alle med forstand på medier ved, at jeg intet har at vinde ved at blive associeret med sådan en sag i pressen, uagtet at alle anklager er 100 procent falske.”
– Er det ikke atypisk, at en skuespiller bliver så aktiv en del af klipningen?
”Jo, og jeg holdt mig i starten helt ude af processen. Men det blev nødvendigt, at jeg kom ind, og det skete efter aftale med både Christian og producenten. Først sendte jeg blot noter til det første gennemklip, som jeg var blevet bedt om.”
”Senere blev vi enige om, at jeg skulle komme i klipperummet af flere omgange – altid sammen med klipperen, Christian og ofte også producenten. Det var konstruktive, kreative samtaler i en god og kollegial tone, og det er også skriftligt bekræftet af både klipper og producent.”
”På et tidspunkt ringer klipperen selv og fortæller, at han har aftalt med Christian, at vi bare kunne tage dialogen direkte. Det gjorde vi så frem til, at jeg lukkede filmen sidste nat, og vi fik en takkemail fra Christian næste dag.”
– Hvad kan vi lære af den her sag?
”I filmbranchen løser vi altid problemerne, uanset hvad de er. Vi holder sammen. Det gjorde vi også her. Alle slog ring om Christian Holten Bonke, hjalp til og kørte i extra høje omdrejninger. Og vi lykkedes jo.”
”Balladen opstår først, efter vi har afsluttet arbejdet og også var blevet enige om kreditering. Det er egentlig ligegyldigt, for alle på filmholdet ved, hvem der har gjort hvad. Vi skulle bare finde en måde at sige ’tak for hjælpen’ på og stå sammen udadtil.”
”Jeg forsøgte selv i en mail, som var meget direkte og ærlig. Og det virkede. Vi blev enige. Indtil Danske Filminstruktører blev involveret. Mindre end et døgn senere dukker det famøse brev op, fyldt med de udokumenterede anklager og trusler mod både producenten og min person, hvor jeg bliver benævnt som ’stjerneskuespiller’.”
– Men det er vel Danske Filminstruktørers pligt at skride ind, hvis et medlem har lidt psykisk overlast?
”Ja, jeg er helt enig med forperson Søren Balle i, at hvis nogen føler sig krænket, skal det tages alvorligt. Det gør man ved at undersøge, hvad der er sket – grundigt og professionelt. Og give den bistand, som vedkommende har brug for, hvis han eller hun har slået sig.”
”Man gør det ikke ved at sende udokumenterede anklager mod en kollega, der loyalt har hjulpet. Og slet ikke ved stædigt at fastholde dem i syv måneder, på trods af samtlige andre involverede beskriver en anden virkelighed.”
”Jeg oplever, at vi alle er blevet fanget i en principiel sag, hvor Danske Filminstruktører frygter, at fremtidige debutanter kan risikere at skulle afgive rettigheder til andre faggrupper. Jeg har fuld forståelse for den bekymring og ønsker ikke at rokke en centimeter ved instruktørernes rettigheder. Hvis sagen var blevet håndteret professionelt og kollegialt, havde vi fundet en løsning.”
Ekko har forelagt kritikken for Sandra Piras, sekretariatschef i Danske Filminstruktører, men foreningen ønsker ikke at sagsbehandle i offentligheden.
Kommentarer