Voldsomme optagelser i Sara Omar-retssag
”Vil du gerne have tæv? Vil du? Vil du gerne voldtages?” siger instruktøren Manyar Parwani oprevet i telefonen til forfatteren Sara Omar, mens de arbejdede på en dokumentarfilm.
Der var fuld sal med behov for ekstra stole i Retten i Frederiksbergs Retssal 2, da dagens møde begyndte klokken halv ti.
Det første af seks retsmøder i justifikationssagen om fogedforbuddet mod brug af 300 timers optagelser til en dokumentar om Sara Omar, tiltrak en stor gruppe journalister og andre interesserede i den dramatiske og komplekse sag.
Sara Omar og hendes advokat, Erik Nyborg, ankom først og tog plads i højre side af lokalet sammen med to assisterende advokater.
De har i byretten og landsretten fået nedlagt fogedforbud mod, at instruktøren Manyar Parwani og producenten Omar Marzouk kan benytte optagelserne fra 2018 til 2019 til deres dokumentar om forfatteren. Nu skal sagen endeligt stadfæstet i justifikationssagen.
Sagen handler på sin vis også om kultur og religion, da filmprojektet udspringer af interessen for Sara Omars fiktionsroman Dødevaskeren, som handler om social kontrol, undertrykkelse af kvinder og decideret vold i et muslimsk miljø. Omar kommer fra Kurdistan.
Filmskaberne mener, at forfatteren har løjet systematisk om sin egen baggrund – som gav inspiration til bogen – og graden af hendes politibeskyttelse. Undervejs i optagelserne besluttede de sig for at afsløre det, selv om projektet startede som en hyldest til forfatteren.
Parwani og Marzouk kom ind i salen ledsaget af advokaten Erbil Kaya. Han er ansat af Parwani for nylig efter en indsamling til hans salær, og i går kom det frem, at han også overtager Marzouks sag fra Tyge Trier.
Det er desuden nyt, at Sara Omar som led i sagen kræver 500.000 kroner i erstatning fra modparten. Kravet begrundes med konsekvenserne af optagelserne samt en påstået smædekampagne, som hun mener har haft til formål at underminere hende, fordi hun har kritiseret den sociale kontrol i muslimske miljøer.
God tone
Mens advokaterne hilste pænt på hinanden og generelt bevarede en venlig tone over for hinanden, var der iskold luft mellem Sara Omar på den ene side og Manyar Parwani og Omar Marzouk på den anden. De så vældigt frustrerede ud over udsigten til seks hele dage i selskab med hinanden.
Dog var der her på første dag ikke samme dramatiske replikudvekslinger som under tidligere retsmøder.
Det kan skyldes dommerens tidlige erklæring om, at afbrydelser ville betyde udvisning af lokalet. Det kan også skyldes, at der ikke fandt nogle afhøringer sted i dag, som i stedet blev brugt på Erik Nyborg fremlæggelse af dokumenterne i Sara Omars sag.
Det gjorde han ved at fremlægge alle dokumenter i sagen kronologisk. En rød tråd blev den løbende, klipvise afspilning af i alt 80 minutters optagelser fra dokumentaren.
Desuden blev der gennemgået adskillige tekster, der blandt andet skal dokumentere, at Rasit Ufuk Tas, den tidligere direktør for produktionsselskabet, ejede optagelserne og overdrog dem til Sara Omar.
Både Byretten og Landsretten lagde vægt på dette punkt, da de besluttede at nedlægge fogedforbud mod at bruge optagelserne.
”Vil du gerne voldtages?”
Ikke mindst blev der afspillet adskillige lydoptagelser, og heriblandt var dagens mest opsigtsvækkende indslag.
Tidligt på dagen blev der afspillet en skjult optagelse fra juni 2018 under optagelserne til filmen.
”Vil du gerne have tæv? Vil du? Vil du gerne voldtages?” siger en tydeligt oprevet Manyar Parwani i optagelsen, hvor han forsøger at få Sara Omar til at indrømme løgne og blandt andet kalder hende for en ”fucking kælling”.
I optagelsen, som er optaget af instruktøren selv, siger Manyar Parwani også, at hans far måtte tigge ham om ikke at slå sin søsters partner ihjel på grund af partnerens utroskab. Instruktøren siger, at han havde lyst til at myrde manden, der med sin løgnagtighed minder ham om Sara Omar!
Måske endnu mere opsigtvækkende var to optagelser af Manyar Parwanis søstre, Khaterah og Naderah Parwani.
Begge er telefonsamtaler med Sara Omar, som forfatteren har optaget skjult i august 2019. Her siger Sara Omar, at hun er bange for Manyar, og Naderah svarer forstående: ”Han er ikke normal.”
I en samtale mellem Omar og Khaterah Parwani siger sidstnævnte, at hendes bror har ”tævet sin kone sønder og sammen” og også har slået hende.
Begge søstre har offentligt konsekvent støttet Manyar Parwani i sagen mod Sara Omar. Khaterah Parwani er tidligere talskvinde og juridisk rådgiver for Exitcirklen, som hjælper ofre for psykisk vold.
I de kommende dage kommer søstrene forhåbentlig i vidneskranken og får mulighed for at forklare deres udtalelser.
Erik Nyborg nævner også, at Manyar Parwani er dømt for hærværk mod Sara Omars smartphone, begået i 2018 for at illustrere stemningen under optagelserne.
Kernen i smædekampagne
Mens flere blandt tilhørerne tydeligt var overraskede over lydoptagelserne, var der ingen reaktion at spotte blandt hovedpersonerne.
Det var der til gengæld, da der på Erbil Kayas opfordring blev afspillet en atten minutter lang promoveringsvideo til dokumentarprojektet, der med arbejdstitlen Pigen i sort i 2018 blev sendt til Det Danske Filminstitut.
Videoen handler primært om Sara Omars på det tidspunkt anstrengte forhold til sin mor, og under en scene, hvor hun græder over situationen, måtte Sara Omar i retssalen trøstes af en af sine advokater.
Sidst på dagen fremlagde Erik Nyborg dokumentation for den såkaldte smædekampagne mod Sara Omar siden 2021, hvor forfatteren har mødt kritik i medier og på sociale medier.
Han præsenterede, hvad han kalder en ”kernegruppe” af personer, der foruden Manyar Parwani og Omar Marzouk tæller instruktørens søstre og flere figurer med relation til dem.
Ifølge Erik Nyborg kan man se, hvordan deres opslag har spredt sig til andre personers kritik og nedladende kommentarer om Sara Omar på sociale medier. I den forbindelse nævnes også politibetjenten Elvir Abaz, som er dømt for i 2022 ulovligt at erhverve sig en optagelse af Sara Omar.
Betjenten har på Facebook kaldt Sara Omar for ”præmieperker”, bemærker Erik Nyborg.
I en pressemeddelelse fra We Do Communications på vegne af Sara Omar forud for retsmødet er det blevet påstået, at Elvir Abaz er en del af den påståede smædekampagne.
Ændring af personligheden
Erik Nyborg sluttede af med at fremlægge sin dokumentation for, at optagelserne og den påståede smædekampagne har haft helbredsmæssige, økonomiske og professionelle konsekvenser for forfatteren.
Hans henviste blandt andet til en tidligere udtalelse fra Sara Omars læge om hendes ptsd-diagnose og hendes langvarige sygemelding i forbindelse med omtalen af hende i medierne.
Ifølge Erik Nyborg blev Sara Omar indlagt i oktober 2024 på psykiatrisk afdeling og fik konstateret personlighedsændring efter en katastrofe. Advokaten blev ikke helt færdig med denne del af fremlæggelsen, som han fortsætter med i morgen.
Her skal Erbil Kaya også fremlægge dokumentation på vegne af sine klienter, mens den sidste del af dagen går med Sara Omars vidneforklaring. Omar Marzouk og Manyar Parwani får formentlig mulighed for at vidne på fredag.
Det sidste af de i alt seks retsmøder finder sted den 18. februar.
Tidslinje for konflikten

17. november 2017
Sara Omar udgiver debutromanen Dødevaskeren, der kritiserer undertrykkelsen af kvinder og den sociale kontrol i et muslimsk miljø.
December 2017
Manyar Parwani kontakter Sara Omar for at lave en dokumentar om hende. Optagelserne går i gang måneden efter.
August 2018
Sara Omar indgår kontrakt med Parwani om dokumentaren. Kontakten udløber 1. november.
3. august 2019
Sara Omar meddeler Parwani og produceren Omar Marzouk i en mail, at hun forlader projektet, da hun ikke har tillid til dem.
December 2019
Optagelserne til DR-dokumentaren Sara Omar skal gøres tavs af tilrettelægger Søs Hoffman begynder.
18. juli 2021
Frihedsbrevet udgiver lydoptagelser af Sara Omar, som ifølge Parwani beviser, at hun har overdrevet sine udtalelser om politibeskyttelse.
22. juli 2021
Weekendavisen gør i en artikel om ghostwritere opmærksom på, at Sara Omar har benyttet en ukrediteret konsulent på sine bøger.
10. september 2021
Manyar Parwani skriver på Facebook, at han er i gang med at færdiggøre dokumentaren.
6. oktober 2021
Sara Omar anmoder retten i Frederiksberg om fogedforbud mod offentliggørelse af dokumentarens optagelser.
12. oktober 2021
Sara Omar fortæller i Ekko for første gang om konflikten med Parwani.
28. februar 2022
Byretten nedlægger fogedforbud mod at vise optagelserne, og filmskaberne anker sagen.
5. april, 2022
Landsretten erklærer sig enig med byretten og fastholder fogedforbuddet mod at vise optagelserne.
12. april 2022
Manyar Parwani anlægger injuriesag mod Sara Omar, Ekkos chefredaktør og journalist for ærekrænkelser i interviewet med Sara Omar. Kravet er mindst ét års fængsel.
16. august 2023
Procesbevillingsnævnet lader ikke Manyar Parwani og Omar Marzouk anke til Højesteret.
29. august 2023
Ekko kan afsløre, at DR’s dokumentar skal vises 10. september efter at være blevet udsat fra 3. september.
6. september 2023
DR-dokumentaren udsættes på ubestemt tid på grund af redaktionelle ændringer.
12. december 2023
Manyar Parwani bliver dømt for hærværk mod Sara Omars iPhone 8.
14. december 2023
Manyar Parwani trækker injuriesagen mod Ekko og Sara Omar tilbage.
6. november 2024
Justifikationssagen om forbudet mod offentliggørelse af Manyar Parwanis dokumentar er planlagt til at begynde i retten, men bliver udsat til januar 2026.
28. august 2025
Politimanden Elvir Abaz dømmes for ulovligt at have erhvervet sig og videregivet optagelser af Sara Omar til tredjepart.
29. august 2025
DR har droppet dokumentaren, som nu hedder Sara Omar under anklage. Laud People og Reef TV søger en udgiver.
13. januar 2026
Det første af seks retsmøder i justifikationssagen er planlagt til at finde sted.


Kommentarer