World of Warcraft-ledere i tårer

Benjamin Ree er lidt af en stjerne på Sundance-festivalen i USA.

For fire år siden vandt den norske dokumentarist en pris for kreativ fortælling på festivalen med dokumentaren The Painter and the Thief. En fascinerende, omskiftelig historie om en kunstmaler, der knytter et tæt venskab med den tyv, der stjal hendes mesterværker.

Det var en oplevelse, der ændrede hans liv, fortæller Benjamin Ree, da jeg møder ham på dette års festival.

Den nye dokumentar Ibelin fortæller en lige så overraskende historie og blev da også belønnet med både publikumspris- og instruktørprisen i kategorien for ikke-amerikanske dokumentarfilm.

Filmen handler om den 25-årige Mats Steen, der i 2014 døde af Duchennes muskeldystrofi. Det er en degenerativ sygdom, der gradvis koster patienten førligheden og til sidst livet.

”Duchenne rammer børn og svækker dem lidt efter lidt. Mats havde de allerværste kort på hånden, man næsten kunne forestille sig,” fortæller Benjamin Ree. 

”Hans forældres største sorg i livet var, at Mats hverken oplevede kærlighed eller venskaber eller at gøre en forskel i verden. Men det vanvittige er, at han gjorde en kæmpestor forskel.”

Chat som filmmanus
I de sidste år af sit liv skrev Mats en blog om sit liv med Duchennes. Da hans forældre skrev en opdatering om hans død, væltede det ind med kondolencer og dybfølte erklæringer om, hvor meget deres søn havde betydet for sine venner i computerspillet World of Warcraft.

Benjamin Ree læste om det i 2019 og kontaktede familien, som han i forvejen kendte.

”Min familie og Mats’ var gode venner i 80’erne, så da jeg første gang modtog familieoptagelser, opdagede jeg, at det var mig, der legede med ham i kravlegården!”

Alligevel havde Benjamin Ree sine forbehold i forhold til at lave en film om Mats Steen.

”Jeg tænkte, at det ikke var en specielt visuel historie. Men så ringede jeg til onklen, og han fortalte at Mats’ far havde filmet ham fra fødsel til død." 

”Der var omkring 50-70 timer. Og så fandt jeg ud af, at rollespillerne kommunikerer per tekst. De skriver alle karakterernes følelser ud, så deres chats ligner et filmmanuskript!”

Chatbeskederne i Mats’ gruppe af World of Warcraft-spillere fyldte hele 42.000 sider, hvoraf godt 4.000 sider er bevaret.

”Det var held i uheld, for jeg ville aldrig kunne have læst så mange sider,” griner Benjamin Ree.

”Min idé var at genskabe det her liv med animation, så også mine forældre kan følge med. Og gøre det på en måde, så al dialogen og karaktererne er deres,” siger Benjamin Ree.

Teenagere i Azeroth
I animationssekvenser, der er tro mod spillets udtryk bliver publikum ført ind i det kulørte univers Azeroth, hvor World of Warcraft foregår.

Her introduceres vi for privatdetektiven Ibelin, hans praksis og eventyr, kærester og kammerater. Og snart møder vi dem også i virkeligheden. 

Der er den hollandske kvinde, der gav Mats hans første kys – altså i spillet, men ikke mindre livsomvæltende af den grund. 

Mats hjalp hende til at føle sig mindre ensom, og da hendes forældre tog computeren fra hende, skrev han et brev til dem for at forklare, hvor meget onlinefællesskabet betyder for dem begge.

Senere møder vi en dansk mor fra Horsens og hendes søn med autisme, der havde svært ved at kommunikere, indtil Mats foreslog, at de kunne begynde at spille World of Warcraft sammen.

Også for instruktøren kom det som en overraskelse, hvor mange personer Mats havde hjulpet på vej i løbet af sit korte liv.

”Jeg er så heldig, at jeg kan bruge min tid på at dykke ned i en anden persons liv. Den største opdagelse, jeg gjorde i arkivet, var formentlig, at der lå en coming-of-age-historie i de chatbeskeder,” siger Benjamin Ree.

Filmholdet gjorde et stort sats med Ibelin, da de arbejdede i årevis på filmen uden at sikre sig rettighederne til World of Warcraft, der udgives af spilgiganten Activision. 

”Vi kontaktede dem ikke overhovedet. Først da filmen var mere eller mindre færdig, spurgte vi, om vi måtte bruge deres verden uden at betale dem. Da vi rejste derover for at vise dem filmen, rystede mine hænder under hele visningen. Men bagefter havde lederne tårer i øjnene, og de sagde, at vi ville finde en løsning,” fortæller instruktøren.

Skjulte sin sygdom
Ibelin er også rørende, fordi filmen ikke holder sig tilbage fra at vise Mats’ skyggesider.

I takt med at Mats bliver stadig mere svækket, roder han sig ud i konflikter med de andre spillere. Han flirter med andre piger og isolerer sig fra sine venner.

”Mats’ venner sagde, at han aldrig ville have ønsket at blive sat på en piedestal. Han begår fejl og mister sine to bedste venner, inden han beder om deres tilgivelse. Jeg føler, det er vigtigt at vise, hvordan han sårede sine venner, selv om han ikke helt forstod det selv,” siger Benjamin Ree. 

World of Warcraft lod Mats udleve en pseudonymtilværelse, hvor han ikke var defineret af sit handicap, men hans fysiske udfordringer begrænsede stadig hans liv.

Han kunne ikke deltage i kampe, fordi han ikke kunne betjene alle knapperne. Han fandt også på undskyldninger for hverken at tale i mikrofonen, dele billeder af sig selv, eller deltage i gruppens træf i den virkelige verden. 

”Mats turde ikke dele sin diagnose med sine venner. Og da han fortalte dem sandheden, var de kede af, at han ikke havde sagt det noget før – de ville jo have behandlet ham på præcis samme måde. Så den virtuelle verden gjorde det også muligt for ham at gemme sig, og det tror jeg ikke, var sundt for ham.”

Helingsproces
Da Benjamin Ree gik i gang med projektet, var hans første udfordring at overtale forældrene til at lade ham fortælle deres søns historie.

”De bad om lidt betænkningstid. At skulle vende tilbage til den periode i deres liv, kan være ekstremt hårdt og potentielt retraumatiserende. Og de var ikke opmærksomme nok på, hvad Mats lavede, mens de tog med til hans søsters håndboldkampe.”

”Men de var også nysgerrige efter at lære mere om den side af hans liv, og de vidste, at Mats ville ønske at blive husket. De mente, at hans historie kunne være betydningsfuld for andre.”

Og oplevelsen har været udelt positiv for dem, forklarer instruktøren.

”De har været med til alle visninger på Sundance og har nu set filmen over 50 gange. De bruger den som del i deres helingsproces.”

Smitsom omsorg
Ibelin er helt grundlæggende en hjertevarm fortælling om, hvordan omsorg for andre kan sprede sig som ringe i vandet.

”Mats spurgte altid, hvordan folk havde det, og han prioriterede virkelig at lytte til dem,” siger Benjamin Ree.

”Til at starte med tænkte jeg, at han havde tid til at gøre alt det her, fordi han ikke arbejdede. Men han var meget syg. Han kunne kun bevæge sine fingre, han havde maskiner til at trække vejret for ham, og hans hals måtte renses med en slange hvert kvarter. Han havde elleve assistenter og var i enorm smerte.”

”Alligevel prioriterede han at bruge al energien på sine venner. Jeg har virkelig lært meget af ham.”