YouTube-instruktørerne kommer!
I Backrooms finder en mand ind i en surrealistisk, skjult verden af gule rum, som han ikke kan undslippe.
I år er det 21 år siden, at den første video blev lagt på platformen YouTube. Me at the Zoo hedder den nitten sekunder lange film, hvor en ung mand foran elefantburet i San Diego Zoo forklarer, at det fede ved dyrene er, at de har ”virkelig, virkelig, virkelig lange snabler”.
Den simple og let ironiske video – lavet af YouTube-medstifter Jawed Karim – er før blevet sammenlignet med Lumière-brødrenes helt tidlige film, der også er helt korte og skildrer hverdagslige begivenheder.
Efter YouTube udviklede sig til en international megasucces, har platformens stjerner af mange omgange forsøgt at gå fra ”content creators” til filminstruktører på det store lærred.
Allerede i 2022 havde Danny og Michael Philippou fra YouTube-kanalen RackaRacka succes med gyseren Talk to Me. 2026 er året, hvor YouTuberne for alvor er brudt igennem Hollywoods borgmur – og de gjorde det med horror.
Indtjener milliarder
Tidligt på året havde YouTuberen Markiplier premiere på Iron Lung, som han både er instruktør af og hovedrolleindehaver i.
Horrorspilfilmatiseringen har et budget på et sted mellem tre og syv millioner dollars og har på verdensplan solgt for over 50 millioner dollars – altså over 323 millioner danske kroner. Det fremgår af hjemmesiden boxofficemojo.com.
Endnu bedre er det gået med de to horrorfilm Obsession og Backrooms, som havde dansk premiere i maj. Begge får flotte anmeldelser i Ekko, er skabt af unge YouTubere og har solgt eminent godt trods små budgetter.
Backrooms har et budget på ti millioner dollars (65 millioner kroner) og har foreløbig solgt for 220 millioner dollars (1,4 milliarder kroner) på verdensplan.
Obsession har et budget på 750.000 dollars (knap fem millioner kroner) og har foreløbig solgt for 238 millioner dollars (1,5 milliarder kroner).
Stærkt publikumsinstinkt
Obsession handler om en ung mand, der ved hjælp af en magisk ønskekvist får sin kollega til at forelske sig i ham. Men herefter må han lide under den forheksede kvindes blodige besættelse.
Den er instrueret af 26-årige Curry Baker, som er medskaber af sketch-kanalen That’s a Bad Idea på YouTube og løbende har eksperimenteret med horror-kortfilm.
Backrooms er instrueret af den kun tyveårige Kane Parsons bag kanalen Kane Pixels. Siden 2022 har han i diverse videoer udforsket internetkonceptet ”the backrooms” – idéen om at være spærret inde i en serie af uendelige, tomme rum – som er grundlaget for hans spillefilm.
Selv de notorisk horrorskeptiske danskere er strømmet til for at se Backrooms, der i uge 23 blev den bedste sælgende film i Danmark.
Den enorme succes med Obsession og Backrooms er allerede i flere medier blevet beskrevet som et signal om, at unge YouTube-filmskabere er kommet for at blive.
Traditionelt skal instruktører ellers bruge længere tid på at demonstrere deres evner gennem kortfilm og måske et filmskoleforløb, før de gør sig fortjent til et spillefilmbudget.
”De her filmskabere burger år på at producere til publikummer på verdens største platform og lærer løbende, hvad der fungerer,” siger Paranormal Activity-produceren Jason Blum til branchebladet Variety.
”Hvis du mister folks opmærksomhed i bare få sekunder på YouTube, så forsvinder de. Man udvikler en stærk evne til at holde publikum fanget. Og når de så begynder at lave film, er det instinkt stadig aktivt.”
Fra superhelte til spil
Ifølge en anden artikel i Variety beviser de to hitfilm også, at det unge publikum ikke har opgivet biograffilm som genre, selv om mange har påstået det.
De unge vil bare gerne se noget originalt og friskt i stedet for Hollywoods repetitioner. Franchisefilm dominerer stadig billetsalget på verdensplan, men de seneste år har der vist sig metaltræthed i interessen for Marvel-superheltefilm.
Samtidig med de unge horror-succeser har Star Wars: The Mandalorian and Grogu været en skuffelse og ser ud til at blive den dårligst sælgende Star Wars-film nogensinde.
Tidligere har flere medier, blandt andre The Guardian, observeret, at Hollywood i øjeblikket satser mere på spilfilmatiseringer som fremtidens blockbustere. Sidste års hit En Minecraft film og dette års Super Mario Galaxy Filmen er lukrative eksempler.
Filosofien er tilsyneladende, at et moderne publikum helst vil have et forhold til det, de skal se, før de tager i biografen. De vil have spillet det spil, filmen er baseret på, eller kende instruktøren fra YouTube.
I en artikel i The New York Times når kritikeren Alissa Wilkinson frem til, at filmbranchen bestemt bør lære af Backrooms og Obsession. Men ikke ved bare at smide flere penge efter projekter, der ligner dem.
”I stedet skal de finde flere filmskabere som dem, der har opbygget publikummer på en organisk måde de steder, hvor unge publikummer samler sig. Og så skal de give dem den kreative frihed til at udforske, hvad der føles rigtigt for dem. Og huske, at ikke alt vil blive et hit som de to film.”


Kommentarer