Backrooms

Beskriv en elefant for et menneske, der aldrig har set en elefant – og bed så vedkommende tegne den! Vi ved fra autentiske eksempler, at resultatet vil blive besynderligt, et sted mellem snabeldyr og fabeldyr. 

Det samme gælder den labyrintiske verden, som vi i horrorfilmen Backrooms opdager bag en mystisk dør i en møbelbutik. Stedet minder umiddelbart om normale lokaler og korridorer i en kontorbygning, men med metafysisk fusionerede flader og vanvittige vinkler. 

Især det sidste falder i øjnene på Clark, der er uddannet arkitekt, men bruger sine penge på terapisamtaler. Han klynker over sit forliste ægteskab og skæbnen som møbelsælger, hvor han i reklamespots på tv optræder som etbenet pirat. 

Clark spilles fortrinligt af Chiwetel Ejiofor fra 12 Years a Slave og serien The Man Who Fell to Earth. Hans terapeut hedder Mary, der spilles af norske Renate Reinsve, kendt fra Joachim Triers Verdens værste menneske og Affektionsværdi samt Guldpalmevinderen Fjord. 

De to er næsten alene om at bære filmen – i samspil med brillant iscenesættelse og en scenografi, der bør høste utallige priser. 

Terapeuten Mary har sine egne traumer, som uddybes fortløbende. Når hun fortæller Clark, at han sidder fast, projicerer hun ubevidst sin egen barndom med en mor, der kom i tvangsbehandling. 

Moren (finske Krista Kosonen) havde dog givetvis en pointe med at overbeskytte datteren, idet deres lejlighed lå over den mystiske, farlige kælder. Altså der, hvor møbelbutikken ligger nu. 

Moren lever videre via et håndaftryk i cement, som får betydning, da Mary og Clark senere mødes i labyrinten og må flygte fra en forvokset og morderisk udgave af reklamepiraten. 

Hos traditionelt tænkende filmskabere ville piraten være computerskabt. Her spilles han af 2,31 meter høje Robert Bobroczkyi. Også omgivelserne er fysiske, filmet i en 3.000 kvadratmeter stor kulisse, hvor selv Kafka ville tabe kæben. 

Alt i Backrooms spejles og sammenflettes i monstrøse mønstre. Som en hyperaktiv Rorschach-blækklat, der prøver at ligne sig selv, mens den minder om alt i hele verden. 

Dybdepsykologisk er det som at være fanget i et kredsløb, hvor hjernen søger de samme udveje. Ikke ulig computerspilfilmatiseringen Exit 8, der også foregår i et hallucinatorisk netværk af underjordiske korridorer. 

At kælderen i Backrooms er farlig, etableres i den første af filmens grynede, håndholdte found footage-sekvenser. En sagkyndig i kemikaliedragt er faret vild og bliver forfulgt af noget. 

Det er et af de mest skræmmende anslag, jeg længe har set i en horrorfilm. 

Så følger et mellemspil, hvor en mystificeret Clark udforsker sin butiks besynderlige baglokaler, mens man som tilskuer får lyst til at citere Rod Serlings berømte åbningsmonolog i The Twilight Zone om den femte dimension. 

Filmen inkluderer klip fra Den uendelige historie (1984), der ligeledes skildrer en sælsom korrelation mellem vores verden og det hinsides. 

Clark finder en lang, smal korridor, skrånende nedad som passagen til det underjordiske kammer i Keopspyramiden. Han hverver to kolleger til en ekspedition med reb, men har undervurderet faren. Herfra bider man negle, fanget i filmens labyrint af terror, som vedbliver at overraske og imponere helt frem til slutteksterne – med detaljer såsom en lavine af nedrivningsaffald, der fungerer som tidssprings-wipe. 

Da kameraet sidenhen i arkitektonisk tværsnit synker gennem etage efter etage, kan man komme i tvivl om, hvorvidt filmen viser sin fiktive virkelighed, eller at der igen er tale om et stiliseret fortællergreb. 

Backrooms er instrueret af Kane Parsons, der kun var nitten år, da han startede projektet. Så ung, at onde tunger har sået tvivl om, hvorvidt han rent faktisk har instrueret filmen. 

Men han er ikke en urutineret filmskaber. Backrooms bygger på hans kortfilmwebserie Backrooms: Found Footage. Den kan stadig opleves gratis på YouTube. 

Hvad spillefilmudgaven angår, har jeg ovenfor beskrevet elefanten, som dog ideelt bør ses i biografen.