At deltage i visningen af en film, der ikke er færdigklippet, er set fra oven lidt af en guddommelig komedie, selvom det sjældent opleves sådan, når man står i situationen, hvad enten man er inviteret eller vært, jeg har været i begges sko mange gange.

Seancens formål er at afprøve den ufærdige film på et lille, inviteret publikum, der ikke har set sig blind på historien, men har en frisk oplevelse af filmen, for at de kan inspirere filmfolkene til, hvor der særligt skal sættes ind i klipningens slutfase.

En oplevelse fra starten af min karriere har brændt sig ind i mig: Af meget nære kolleger var jeg inviteret til en visning af deres ufærdige film. Jeg havde på forhånd høje forventninger, men til min rædsel kedede jeg mig bravt igennem filmen, lo ikke nogen af de steder, der åbenlyst skulle være morsomme, blev ikke bevæget og involverede mig ikke en døjt i hovedpersonernes trængsler. Da lyset gik op, havde jeg i den grad brug for at sunde mig, men desværre vendte instruktøren sig mod netop mig og bad mig som den første fortælle om min oplevelse. Således overrumplet af situationen - og ikke mindst overvældet af min egen oplevelse - væltede min kritik ud af mig, jeg kunne ikke andet. Imens så jeg lyset langsomt slukkes i instruktørens øjne. Jeg kan stadig gyse af græmmelse, når jeg tænker på det.

Der er ikke noget at sige til, at der ikke er meget, der kan gøre filmfolk så nervøse som at skulle fremvise en film, før den har fundet sit endelige udtryk. Ingen ved endnu, om man i sidste ende formår at lave en vellykket film, og den hårde virkelighed er, at man på nuværende tidspunkt per definition fremviser en for lang film med et kluntet tempo og en uskarp fortælling. Lydsiden er mangelfuld, musikken er ikke den rigtige, billederne er endnu ikke lyssat, og alle special effects, der sidenhen skal laves i computer, mangler. Det er ikke rart, når man nu ved, at selv meget erfarne filmfolk har svært ved at se igennem disse uklædelige slør ind til filmens egentlige potentiale.

Når dagen oprinder for seancen, gribes man som vært ofte af en momentan blanding af præstationsangst, mindreværdskomplekser og regulær angst for skafottet, for visningen er en slags utidig påmindelse om, at filmen engang skal møde et publikum og modtage dets dom, og man gribes af en voldsom lyst til at angle efter anerkendelse og en lige så voldsom angst for at blive fordømt. Disse modstridende følelser ledsages af en uimodsigelig selvforhånelse over, at man ikke kan sætte sig ud over situationen, for det er jo netop ikke en premiere, og de inviterede er netop ikke anmeldere, man sidder endnu ikke med lak i håret og smoking, man er i arbejdstøjet, man skal være i sit kreative es, og her sidder man og ryster!

Stemningen er så tyk, så man kan skære i den. Men som regelmæssig gæst til sådanne visninger kan jeg bevidne, at det kun opdages af de færreste udefra. Som gæster er vi nemlig som regel opfyldt af vores egen betydning. Vi er jo the happy few, som har meninger og analytiske evner der tillægges så megen værdi, at vi nu lukkes ind i troldmandens laboratorium. Eller vi er så centrale magtfigurer, at vi har ret til at være til stede. Og derudover er vi alle sammen dem, der gerne vil gøre det så godt som muligt, vi vil gerne være dem, der uforvarende får den gode idé, ser filmen i et sælsomt klarlys, forstår intentionerne og med vores ord rammer kunstnerne i deres bestræbelser.

Jeg må sande, at jeg blandt de inviterede ofte har tilhørt gruppen af alvorsmænd, som næsten altid er repræsenteret ved den slags visninger. De møder op under mottoet ”Altid Beredt”, de er frygtelig overvældet af situationens vigtighed og sidder med spidsede blyanter og det analytiske genoplivningsudstyr parat. Det er ikke for sjov det her, filmen står på randen af afgrunden, her skal tænkes, grubles, problemløses, det er KUNSTEN det gælder. Som vært kan man paradoksalt nok blive træt og modløs bare af at se på de alvorlige, man får lyst til at hvæse: slap nu af, det er bare en film, vær nu i lidt godt humør!

Mange instruktører kan slet ikke holde ud at være til stede under visningen, de overlader kommentarrunden til klipperen og produceren. Jeg har oplevet en mesterinstruktør forlade salen midt i det hele i raseri over en investor, der uopfordret fældede den ubeskedne dom, at filmen var en katastrofe. Og jeg har selv som filmkonsulent oplevet, at en instruktør efter en anden deltagers kritiske kommentarer vendte sig om mod mig og skældte mig ud, fordi jeg havde nægtet filmen mere i støtte og dermed var skyldig i, at filmen så ud, som den gjorde. Jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle gå i protest, valgte så at blive, men må indrømme, at jeg endnu ikke helt har sluppet tanken om at gøre regnskabet op.

De mest hårdføre instruktører sidder med undervejs, og ved både hvordan de skal spørge, og hvordan de skal stoppe de taleivrige. De styrer slagets gang og får altid dem, der ved mindst, til at tale først. De får de inviterede til at fortælle om deres oplevelse af filmen helt konkret. Hvad forstod jeg ikke, hvor føltes tiden lang, hvornår blev jeg fanget af filmen, hvad var det morsomste, mest rørende, mest gribende? Det er dét, man kan bruge i sin videre proces, hvorimod ræsonnementerne over, hvorfor man mon oplever, som man gjorde, sjældent er interessante at høre på.

Til tider kan der i salen udvikle sig en konsensus om, hvor den er gal med filmen, og så er Fanden løs. Mens alle kommer med behjertede, håbløse forslag til, hvordan skaden kan udbedres, siver mismodet ind gennem alle sprækker i salen. I sjældne tilfælde sker det fantastiske - Heureka! - at der pludselig er et lyst hoved, der finder en genial løsning på problemet, et ægte columbusæg. Det er som om der med et trylleslag skydes en ladning ren ilt ind i rummet, en løssluppen glæde breder sig blandt værter og gæster, og man tager afsked i opløftet stemning.

Først bagefter kommer sandhedens time. Når klipperen fuld af gåpåmod udfører operationen, venter tit en grim skuffelse: idéen virker slet ikke efter hensigten. Det er som et nyt trylleslag: Lige så sikker man var på, at løsningen var inden for rækkevidde, lige så tydeligt er det pludselig, hvorfor det slet, slet ikke virker. Man må sande, at man blev grebet af den bedrageriske trang til at ville forcere et godt resultat frem.

Jeg må til slut nævne to af mine idoler. Jeg elsker at være til disse filmscreeninger sammen med min manuskriptnestor Mogens Rukov, som altid sørger for at more sig højlydt flere gange inden for filmens første minutter. Det kan godt opleves en anelse demonstrativt, men alligevel virker det. Også min filmklipper-godfather Janus Billeskov Jansen har evnen til så sikkert som amen i kirken at starte sine kommentarer med nogle virkelig venlige, positive ord. Det disse to mestre gør er lige så enkelt, som det er sjældent: De møder med et grundlæggende overskud og lader sig aldrig smitte af nervøsiteten i lokalet, men bringer tværtimod ro og godt humør. De evner at placere sig sammen med dem, der laver filmen, i stedet for overfor. De viser, at de forstår bestræbelserne. De er opfyldt af det, der er foran dem, i stedet for af sig selv. De havner aldrig i klakørernes grøft, men formår at leve med i filmen ud fra dens intentioner, samtidig med at de fastholder deres eget skarpe blik. De gør en forskel og kan have så stor betydning for filmen, at de trods et beskedent ”Tak til” på rulleteksten i sandhed kan tilskrives et af de tungeste lod i filmkollektivets kreative vægtskål.