Har du læst om Politikens nylige ”brugerundersøgelse” af filmkonsulentordningen? Under overskriften magtfulde konsulenter dikterer indholdet i danske film refererer journalisterne diverse skrækhistorier om utidig indblanding, når filmkonsulenterne møder forfatterne og instruktørerne som ansøgere.
I et forkølet forsøg på sensationsjournalistik viderekolporteres mange af historierne imidlertid anonymt, og journalisterne har tilsyneladende ikke eftertjekket en eneste af de konkrete sager, måske fordi de slet ikke eksisterer som sådan. De navnløse forurettede siger nemlig selv, at de sjældent klager over sagsbehandlingen, da de angiveligt er bange for, at filmkonsulenten så skulle hævne sig ved næste ansøgning.
Men anklager af den art skader mere end de gavner. Så, kære anonyme kolleger, stop nu jeres mummespil, det er både uværdigt og fejt! Hvor har I begravet jeres personlige og kunstneriske integritet? Ved ikke at sætte navn og adresse på jeres anklager opnår I kun, at I rammer alle andre filmkonsulenter end den, som har formastet sig. Ved at fortælle historierne offentligt uden samtidig at indgive en klage opnår I kun, at ingen aner omfanget af et eventuelt generelt problem. Og hver gang I anklager anonymt, er I med til at undergrave den filmstøtteordning i verden, der allermest tilgodeser den kreative proces.
Filmkonsulenterne er pr. definition en stærk forbundsfælle for de kunstneriske kræfter. De er ansat ud fra deres kvalifikationer til at bedømme filmprojekternes kunstneriske kvaliteter og ud fra deres evne til at føre en dialog om indholdet i de film, vi andre ønsker at lave. Evner I som filmenes kunstnerisk ansvarlige ikke at stå på mål for jeres idéer og håndtere uenigheder på filmkonsulentens kontor, hvordan vil det så ikke gå jer i den virkelige verdens filmbranche, hvor en film bliver til i et benhårdt samarbejde mellem alle mulige og umulige parter?
Vi filmfolk er så privilegerede, at vi kan få lov til at mødes med filmkonsulenterne og drøfte vores projekter med dem, før de tager endeligt stilling til, hvem der skal have støtte. Det er et ulige møde med en flyvsk kemi. Den ene sidder på pengekassen, den anden bejler til millionerne. At skabe en frugtbar samtale på de præmisser er lidt af en kunst for begge parter, og jeg synes ikke, det er så underligt, at det nogle gange går skævt. Som ansøgere kan vi komme til at lefle for konsulentens synspunkter i vores bestræbelser for at opnå støtte, og konsulenten kan glemme sin magtposition – eller lade sig beruse af den – og forivre sig med gode råd og forslag, der kan opleves som diktater. Men heldigvis er det jo sådan, at filmen ikke laves på filmkonsulentens kontor. En idé til forbedring af et projekt skal først stå sin egentlige prøve, når man er hjemme ved arbejdsbordet igen.
Vi vil alle gerne være i kridthuset hos dem, der sidder på pengekassen, men derfor kan man godt bevare sin integritet. I min tid som filmkonsulent benyttede Bille August fiffigt udtrykket: Jeg hører hvad du siger! Det var en diplomatisk vending, der anerkendte eksistensen af mit synspunkt, men samtidig umisforståeligt markerede, at han nok selv skulle afgøre, hvordan han ville håndtere sagen. For nylig hørte jeg en anden vending, der er mindst lige så brillant: Siger du dét? Sådan har jeg aldrig selv tænkt på det… Det udtryk må jeg bruge en dag!
Fremturer en filmkonsulent med utilbørlige ønsker og krav, så er der en modgift, der er effektiv i langt de fleste tilfælde, og det er ganske enkelt at bede filmkonsulenten om at opsummere sine problematiske kommentarer på skrift. Den konsulent, der måske har forivret sig i kampens hede, vil i sine opsummerende noter få muligheden for at trække i land og moderere sine udtalelser, og på den måde er et sådan skrift et udmærket disciplinerende redskab, samtidig med at det kan fungere som dokumentation, hvis konsulenten skulle være så dum at fremture med utidige krav.
Til gengæld vi jeg sige til filmkonsulenterne: I kan selv gøre mere for at undgå paranoia hos ansøgerne. Skriv dog og fortæl dem, hvilke tanker I gør jer om deres ansøgning, allerede når I indkalder dem til møde! Det burde være reglen, men praktiseres p.t. kun af enkelte konsulenter.
Det er altid ubehageligt at ankomme til et møde om ens projekt uden at have den mindste fornemmelse af, hvilken dagsorden filmkonsulenten har. Er han eller hun grundlæggende med på idéen, eller skal man forcere en uoverstigelig mur af skepsis? Hvilke af filmprojektets utallige aspekter har særligt pådraget sig konsulentens radarblik og vil nu blive underkastet et krydsforhør? Man kan let føle sig som en anklaget, der stedes for en dommer uden at kende anklagerne.
Det bedste middel mod eksamensangst er at være forberedt til tænderne. Hvis man kender mødets underliggende agenda, kan man ruste sig mod eventuel kritik i stedet for at blive taget med bukserne nede på konsulentkontoret, og er man forberedt på filmkonsulentens tanker kan man mere velovervejet svare igen, og dermed er grunden lagt for en konstruktiv og ligeværdig samtale.
Derfor er det uacceptabelt, at mange filmkonsulenter direkte afviser at kommunikere deres umiddelbare indtryk af projektet på skrift, inden de mødes med ansøgerne. De forsvarer sig med, at det giver en mere ”åben” samtale, hvis ansøgeren ikke ved, hvilke tanker filmkonsulenten har gjort sig. Det giver i hvert fald helt sikkert en mere angstfyldt samtale, hvor filmkonsulenten har alle kortene på hånden, og jeg synes, det er dårlig magtstil i den situation at spille med lukkede kort.
I det hele taget bryder jeg mig ikke om, at filmkonsulenten ikke ønsker at blotte sine synspunkter, men foretrækker at spille safe. Tænk på, hvor meget man som ansøger blotter sig ved at lade en filmkonsulent læse ens ufærdige manuskript! I betragtning af, at ansøgerne så at sige tropper op nøgne til mødet, så kan filmkonsulenten da i det mindste have taget overfrakken af.
Man plejer at sige, at konsulentordningen ikke er bedre end den enkelte konsulent, men jeg er uenig. Jeg har set mange filmstøtteordninger rundt omkring i verden, men jeg har aldrig fundet en, der når vores til sokkeholderne. Derfor, hjælp os med at kvalitetssikre og udvikle ordningen ved at udvise noget ægte civilcourage på begge sider af konsulentbordet, og fægt jeres kampe med åben pande!
facebook
twitter
Kommentarer