Øjeblikkets luksuriøse vanvid

Tænk at være et teater der opdager, at et filmmenneske kommer anstigende for at overvære en forestilling. Jeg forestiller mig teatret sukker dybt: så skal man vejes igen og findes for let, okay, lad os få det overstået!

Jeg indrømmer, at jeg altid ankommer til et teater med blandede forventninger og med et lidt rigidt sind, som om min hjerne automatisk er indstillet på at skulle i biografen. Omstændighederne ligner vel hinanden for meget: billetsalg, trapper, kontrollør, stolerækker, fortæppe. Når man kommer ind i salen er forskellen dog til at få øje på. Lærredet mangler, der er ingen fast flade til at binde blikket, jeg mangler filmbilledet, lysstærkt og fyldt af bevægelse, rent fysiologisk en næsten hypnotisk oplevelse.

I stedet for den todimensionelle flade ser jeg ind i et tredimensionelt rum som trods scenekant umiskendeligt blot er en fortsættelse af det rum, jeg sidder i. Øjet flakker forvirret, her er ingen fremmed verden, kun et højst nærværende rum der vidner om, at jeg skal tilbringe hele aftenen HER. I stedet for at blive suget væk til andre dimensioner bliver jeg plantet i sædet. Jeg ved med det samme, at aftenen aldrig vil kunne byde på samme suggestion som en god film. Jeg tænker hver gang på filmfotografens ord om, at teatret har for mange totalbilleder og for få klip, og jeg er mig hele tiden bevidst om, at det der skal foregå foran næsen på mig ”bare er noget vi lader som om”.

Jeg befinder mig i Stockholms Stadsteater til premieren på min søsters opsætning af Peer Gynt, der handler om fantasten og drømmeren Peers forslugne vej gennem livet, og om hans ungdoms kærlighed Solveig. Der er kun et par minutter til stykket begynder. Foran scenen opdager jeg pludselig en af skuespillerne, en ung pige. Hun sidder i en gul hverdagskjole og ser ud over publikum med et blik, der på samme tid er fokuseret og fjernt. Jeg får lyst til at fange hendes blik, men samtidig håber jeg ikke det sker. Jeg vænner mig aldrig til, at skuespillerne står lige foran mig. Det føles frygtelig ublufærdigt, at jeg kan se hver en lille nervøs trækning i deres ansigt, jeg føler mig pludselig medansvarlig for, at de husker deres replikker, og samtidig bliver jeg pinligt opmærksom på, at de også kan se mig, at jeg kan blive grebet i at gabe eller vrænge på næsen. En mobiltelefon ringer insisterende. Det er ikke min, men jeg føler mig straks skyldig og holder vejret af angst for, at skuespillerne på scenen skal lade sig distrahere. I biografen er det dog kun publikum der bliver forstyrret.

Pigen i den gule kjole er Maria Salomaa, og hun spiller Solveig. I denne opsætning er Solveig på scenen næsten hele tiden, selvom hun kun indgår direkte i handlingen i ganske få scener, resten af tiden er hun til stede i en af de utallige parallelvirkeligheder, som er teatrets gensvar på filmens nærbilleder og klip, og som får filmen til at fremstå som en primitiv opkomling overfor teatrets ældgamle aristokrati. Således er Maria Salomaa allerede før stykket til stede både som skuespiller og som tilskuer. Hun betragter stykket, men hun betragter også publikum. Indenfor stykkets første minut indgår hun desuden som en del af en sky formet af skuespillerne, som både er en regulær sky og samtidig er et produkt af Peers Gynts overdådige fantasi.

Jeg er ført med ind i forestillingen, men jeg er samtidig selv tilstede 100 procent, sådan er teatret jo. Jeg ser Maria Salomaa i en gul hverdagskjole samtidig med at jeg ser hende som Solveig og som del af en sky. Jeg ser hende som en virkelig Solveig, men jeg ser hende også som et billede i en drøm, Per drømmer, og som en Solveig, der drømmer om Per. Jeg ser hende som en Solveig der husker og venter, som et indre billede og et ydre, som den evige Solveig og samtidig som Solveig der ældes af livet og helbredet, selvom kjolen er den samme.

Teatrets formsprog rummer mulighed for at lege med så mange virkelighedsplaner samtidig, at man kan blive helt svedt. 5 løvblade og en sjat vand bliver til en efterårsstorm, tre brændestykker på gulvet bliver til dydens trange sti, en tandstik agerer både den bjælke, Peer Gynt klamrer sig til for ikke at drukne og hans sidste halmstrå.

Som forestillingen skrider frem bliver mit blik smidiggjort, og jeg følger ubesværet med ud og ind af de forskellige virkeligheder. På dette tidspunkt er jeg ligeglad med at suggestionen ikke er på højde med filmens, for her er jeg vidne til noget, der er hinsides illusion, nemlig nærvær.

I over to timer skal Maria Salomaa være til stede på scenen næsten uden at sige eller gøre noget. Og tro mig, det er ikke nok bare at være til stede. Hun skal være til stede med et uhyggeligt, hypnotisk nærvær. Hun bliver hjulpet af scenografien og koreografien, af handlingens gang og ikke mindst af de andre skuespilleres nærvær, alligevel er hendes tilstedeværelse et mirakel at overvære. Det er en poetisk og samtidig næsten sammenbidt Solveig hun former, ikke noget sentimentalt showoff her. I hendes smukke gestalt læser og indlæser jeg hele dette menneskelivs poesi, skrøbelighed, egenart, troskab og styrke.

Bagefter er jeg nærmest udmattet og en anelse sørgmodig. Hvorfor er det ikke en film, jeg har set? Det her er en flygtig oplevelse, jeg aldrig for alvor kan dele med nogen uden for dette rum. Den eksisterer kun i min hullede erindring. Jeg er glad for, at jeg i det mindste har siddet i en fyldt og lydhør sal. Maria Salomaa skal gennemføre den samme kraftpræstation på scenen igen dagen efter, og dagen efter igen, også hvis salen er halvtom eller publikum utaknemmeligt og larmende.

Jeg kan ikke få ind i mit tykke hoved, at der skal udfoldes så meget kunstnerisk energi, som fordamper med forestillingens ophør, jeg synes det er for vildt og absurd, at skuespillerne alligevel præsterer med livet og sjælen som indsats i en slags øjeblikkets luksuriøse vanvid. Jeg må sande, at teatret er for strejfere, ikke for fastholdere som mig. Men sådan er der jo så meget.