Filmnoter

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

28. maj 2013 | 12:02

Rapport fra Cannes: En vandbærers stjernestund

Foto | Privat
Dessert med bladguld - mindre kan ikke gøre det ved Solkongens hof.

Cannes er en liberalistisk blitzkrig, hvor alle kæmper for hver deres sag, og et machiavellisk monarki fyldt af uigennemskuelige rangklasser og etiketter. Her fører alle sig frem som små konger, der hvæsser deres egne rundsave for at komme frem i en skov af spidse albuer, og møder man almindelig medmenneskelig generøsitet er det som at finde vand i Sahara.

Thomas Vinterberg har egenhændigt inviteret mig med til en ceremoni, hvor han sammen med sine producere skal modtage en EU-pris for projektet Kollektivet, som jeg er manuskriptkonsulent på. Vi har kendt hinanden siden han gik på Filmskolen, hvor jeg var lærer, i år er han præsident for Juryen i sideprogrammet Un Certain Regard, og tilmed er det hans fødselsdag.

Vi er usikre på, om jeg kan komme ind uden officiel invitation, så jeg kører med ham og hans familie i en af de officielle, sorte biler. Han selv har mistet sit festivalbadge, uden hvilket selv de største stjerner risikerer at blive smidt på porten til deres egen premiere, men her er vi i hofprotokollens trygge hænder.

Han fortæller undervejs, at han er den eneste i sin jury, der har lov til at spise frokost i palæet, de andre medlemmer er forvist til at gå udenfor og stille deres sult. Han havde prøvet som præsident at gøre sin indflydelse gældende og krævet at få dem med til frokost, men han blev kategorisk afvist; sådan gør man måske hjemme i flade Danmark men ikke i højelitære Cannes!

Da vi ankommer til festivalpalæet ser jeg det ultimative bevis på hans fornemme indplacering i klassementet: Vi kører nemlig hverken hen til den almindelige hovedindgang eller til den røde løber, som alverdens filmfolk ellers har våde drømme om at gå op ad. De virkelige stjerner bliver i stedet kørt om til den skjulte bagindgang der hører til ethvert rigtigt festivalpalæ, den med vareelevatoren, de neonoplyste kældergange, og en hær af affaldscontainere, hvor man kan ankomme skærmet fra presse og paparazzier.

Ved siden af den ene skraldespand står solkongen selv, festivalens direktør, Thierry Fremaux, som Vinterberg omhyggeligt præsenterer mig for. Jeg bliver mødt af et par venlige øjne og et ordentligt håndtryk, ikke bare noget sjask, og Vinterbergs inkluderende gestus er en velkommen appelsin i turbanen på mig, for det er aldrig tidligere lykkedes mig at komme på skudhold af denne festivalgud.

Fremaux følger med os op til palæets femte sal til et lyst, roligt rum med store panoramavinduer og en terrasse i hele rummets længde, der vender ud mod lystbådehavnen. Til stede er nogle få danske kolleger og officials, et lille udsnit af verdenspressen, og EU-kommissæren Androulla Vassiliou, der skal uddele prisen. Hun bliver placeret i værdig positur foran bogreolerne sammen med prismodtagerne. Der danner sig straks en halvcirkel foran dem af pressefolk med kameraer, og i forreste række af kødranden står også Fremaux, der med korslagte arme betragter uddelingen med den beskedne og dog umiskendeligt celebre karisma, som kun ægte eminencer fører sig frem med.

Jeg selv er med min ringe størrelse og absolutte fodfolksstatus havnet bag flokken af tårnhøje fotografer. Jeg ser mig omkring. I den modsatte ende af det store rum står der bag en afspærring et frokostbord til otte personer, det er dækket op efter alle kunstens regler med guldrandede glas og fine, palmedekorerede tallerkener. Det ligner, at der er inviteret til symposion for franske halvguder, mens vi dødelige kan se til. I Cannes får man aldrig lov til at glemme, at der er nogle, som er højere placeret end en selv, og der er altid en fest man ikke er fin nok til at blive inviteret med til.

Udenfor blæser det op, vinden rykker i de store ruder. Jeg synes jeg har set den terrasse før, kan det være rigtigt? Så kommer jeg i tanker om det: Det må have været dér Vinterberg stod en lun aften for præcis 15 år siden. Han var 29 år og havde netop vundet juryens specialpris for sin dogmefilm Festen. Med ét slag havde han erobret Cannes og var blevet den internationale filmscenes nye darling. På terrassen stod en tv-journalist og stillede ham det obligate spørgsmål: Hvordan har du det lige nu? Og som det første væltede det ud af ham med en brødebetynget bekendelse: Han havde glemt at takke Dogmebrødrene, da han var på scenen.

Journalisten virkede lettere desorienteret over, at dét skulle være så slemt. Men man kunne tydeligt se på den unge Vinterberg, at det var det, og netop da forstod jeg pludselig betydningen af hans egen dogmeregel, om at instruktøren ikke måtte krediteres på filmen. Indtil da havde jeg bare syntes det var en krukket, ideologisk gimmick, men dogmebrødrene havde jo netop hyldet kollektivet, de havde svoret troskab, ydmyghed, fællesskab, sågar underskrevet et kyskhedsløfte for at komme tomheden, udvendigheden og forfængeligheden i filmverdenen til livs. Som en skæbnens ironi, i det øjeblik han mærkede succesen på sin egen krop, i det øjeblik han for første gang fik taletid til hele verden, i netop dét afgørende øjeblik blev han så opfyldt af sit eget, at han glemte kollektivet?

Det var som om han lige dér midt i al virakken anede, at succesen havde ramt ham i nakken som en faustisk boomerang, og det tog da også over et årti, før han igen fandt sine egne ben at stå på. Men efter Jagtens Cannes-succes i fjor står han her igen, nu som 44–årig med fastere grund under fødderne efter en dyrekøbt erfaring om succesen og dens pris, som kun få filmfolk på hans alder har, og den giver ham en tyngde, der klæder hans stadig drengede fremtræden.

Og denne gang giver succesen ham ikke et nakkedrag, til gengæld har han selv i skjul medbragt en ræv bag øret. Hans takketale skrider frem, og mens jeg kigger frem mellem mavebælter og kamerastativer hører jeg pludselig, at også mit navn bliver nævnt. Jeg bliver ikke alene takket, Vinterberg insisterer på, at jeg bliver hevet frem fra baggrunden, og Fremaux byder mig verdensmandsagtigt velkommen ved sin side. Jeg forsøger at bevare et afbalanceret ansigtsudtryk men må erkende sandheden af bonmot’et: Tab og vind med samme sind – det er bare så satans svært at se sur ud når man vinder…

Efter ceremonien viser det sig, at frokostbordet er dækket i anledning af hans fødselsdag og er tiltænkt hans jury, og jeg bliver inviteret til at deltage som den eneste udover familien. Vi skåler i kølig Chablis, og han griner til mig, han har tydeligvis planlagt det hele. Som han sidder ved bordet ligner han en blanding af en ung Aladdin og en skælmsk kalif, gad vidst hvad han tænker? Måske drømmer han om at genskabe barndommens lykkelige kollektivmåltider? I dette korte øjeblik har han i hvert fald gjort en gammel kollega glad og revolutioneret ånden ved selve palæets højbord.

Kommentarer

Vinca Wiedemann


Vinca Wiedemann blogger om filmens natur, om det at lave film og om filmpolitik.

Hun er oprindelig uddannet som filmklipper, men tog tidligt springet fra filmens efterarbejde til dens manuskriptudvikling – to processer, der har overraskende meget til fælles.

Har arbejdet tæt sammen med Lars von Trier på hans manuskript til Nymphomaniac og været med til at producere Viceværten, som er instrueret af søsteren Katrine.

Sammen med Sisse Graum Jørgensen producer på Pernille Fischer Christensens kommende spillefilm En du elsker, der har Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Manuskriptkonsulent for talrige instruktører, blandt andre Pernilla August, Susanne Bier, Christoffer Boe, Thomas Vinterberg.

1. marts 2014 tiltrådte Vinca Wiedemann som rektor for Den Danske Filmskole.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko