Sandheden om de små danske film

I diverse debatfora har der længe floreret adskillige myter omkring årsagen til de små danske films kranke skæbne:

– de små danske film vises i for få biografer og i al for kort tid
– lanceringen af de små danske film er ikke effektiv nok
– for de små danske film skal få succes, skal de udsendes simultant i både biograferne og på digitale online tjenester
– forholdene for små film på de nordamerikanske og engelske markeder burde være direkte sammenlignelige med det danske

For at finde ud af, om disse myter holder vand, har jeg søgt aktindsigt i støtten i forbindelse med manuskript, udvikling, produktion og lancering hos Det Danske Filminstitut.

Jeg har valgt at undersøge de to mindste danske film for hvert af de sidste tre år. Det drejer sig om Omar Shagarwis Al Medina, Bo Mikkelsens Sorgenfri, Jeppe Røndes Brigend, Samanou Acheche Sahlstrøms I dine hænder, Claus Bjerres En, to, tresomt og Jonas Elmers Det andet liv.

Og jeg kan lige så godt afsløre, at jeg kommer til at skyde en hvid pil gennem samtlige myter. De har intet – absolut intet – på sig.

Lad mig tage den sidstnævnte myte først.

Man kan ikke direkte sammenligne forholdene på de amerikanske og engelske markeder med det danske. De amerikanske og engelske markeder henvender sig til henholdsvis 360 og 70 millioner mennesker på et sprog, som forstås af to milliarder mennesker. I Danmark har vi et indbyggertal på 5,7 millioner, og der tales et sprog, som forstås af seks millioner mennesker.

Så når en film i Danmark henvender sig til 0,05 procent af markedet – eller 3.000 publikummer – betyder det, at en sammenlignelig film i USA ville blive set af over 200.000 publikummer og på det engelske marked af over 37.000. For slet ikke at snakke om potentialet i forbindelse med de øvrige 1,6 milliarder mennesker over hele kloden, som forstår engelsk.

Hvad der måske kan finde bæredygtighed på de nordamerikanske og engelske markeder, har ikke blot antydningen af bæredygtighed på det danske.

Når vi taler små danske film, taler vi ikke om film, som til alles overraskelse viser sig ikke at have et publikum. Vi taler alene om film, som har et meget lille budget og et yderst begrænset publikumspotentiale.

Derfor er for eksempel en lavbudgetfilm som Villads i Valby ikke inkluderet i min undersøgelse. Forventningerne til denne films publikumspotentiale var meget højt, og producenten satte derfor virkelig trumf på lanceringen af filmen. En indsats, som betalte sig.

Nogle påstår mange premierebiografer kan gøre en lille film større. Det er en skrøne. Som det kan ses i nedenstående skema 1 har antallet af biografer ingen indflydelse på det samlede tilskuerantal på de små danske film. Om filmen bliver lanceret i fire eller 53 biografer, er resultatet det samme.

Som seneste rædselsvækkende eksempel er René Frelle Petersens Hundeliv. Den blev dog ikke produktionsstøttet af Filminstituttet, hvorfor den ikke er med i denne undersøgelse. Men den blev lanceret i hele 55 biografer og blev alligevel kun set af 3.889 tilskuere.

Som det fremgår af skema 1, er de små danske film en dyr affære for de danske skatteydere. Gennemsnitligt fik hver tilskuer til de seks små danske film hele 1.674 skattekroner med i baglommen, da de tog plads i biografen. Mest ekstreme tilfælde var Al Medina, hvor baglommen blev fyldt med hele 9.001 kroner.

Det kan også afsløres, at Filminstituttets støtteandel af de små danske films produktions- og lanceringsbudget er tårnhøjt. Hvor danske films gennemsnitlige støtteandel ligger på 35 procent, er støtteandelen på de seks udvalgte film helt oppe på 70 procent.

Filmene må altså betyde noget særligt for Det Danske Filminstitut. Ellers giver en så stor håndsrækning ingen mening. Hvad dette særlige er, fortaber sig i tågen. Ingen af filmene kan betegnes som stor kunst, endsige at have flyttet nogen som helst grænser for filmmediet. Gennemsnitligt blev de seks små danske film også kun set af sølle 3.344 tilskuere.

Det ligger også fast, at ingen af de seks film nogensinde bliver i stand til at betale filminstitut-støtten tilbage. Hertil er tilskuerantallet simpelthen for beskedent.

Selv om Filminstituttets støtteandel er høj på de seks film, er der i alle film privat kapital i større eller mindre grad. Privatkapital, som meget gerne skulle komme tilbage igen med rentes rente.

I skema 2 kan filmens private bidrag iagttages. Men her kommer vi ind på private menneskers økonomi, hvorfor jeg desværre ikke kan afsløre, hvordan privatkapitalen er skruet sammen.

Der er nemlig flere muligheder for at få dækket det private bidrag. Det kan ske gennem finansiering fra tv-stationerne, men også filmarbejderne kan have deres løn indskudt i produktionen, ligesom diverse rettighedsforsalg kan medvirke til finansieringen. Tilbage står dog, at alle filmene har private penge ude og svømme – penge, som må anses for at være tabt i de små danske films tilfælde.

Men én ting er, at pengene til produktionen af filmen er tabt i de seks films tilfælde. En ganske anden ting er, om det overhovedet kan kunnet betale sig at udsende filmene i biograferne.

Det er nemlig ret dyrt at udsende en film i biograferne. Der skal bruges penge på lancering, pr, tryk af plakater, fremstilling af trailere og 117 andre tiltag, som skal give publikum lyst til at se filmen.

Som man også kan se i skema 2, er der gennem årene blevet skruet kraftigt ned for lanceringsbudgettet på denne slags film. Det kan ganske enkelt ikke betale sig, og ingen positiv effekt kan måles i antallet af kroner, som spenderes på lanceringen af de små danske film.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er filmbranchen og filmkunsten kommerciel. Selv i den mindste kunstfilm er der private penge ude og svømme. Derfor vil biografernes tilskuerantal altid betyde noget. Hvis man ikke vil anerkende dette faktum, bør man nok søge andre måder at udtrykke sin kunst. 

Som det kan ses i nedenstående skema 3, giver det ikke blot antydning af mening at udsende de små danske film i biograferne. Der kastes i vid udstrækning blot gode penge efter dårlige, og graven graves blot endnu dybere.

For god ordens skyld skal det nævnes, at indtægterne fra biograferne er estimeret ud fra tilskuerantallet samt min egen, mangeårige erfaring med, hvor meget biograferne betaler i filmleje på film af denne type. Indtægterne fra biograferne er i al fald konservativt ansat.

En anden myte er, at man gennem mere effektiv markedsføring kan løfte de små danske film. Men ingen af filmene har kunnet retfærdiggøre pengene, som er blevet brugt på lancering. Hele 1,8 millioner kroner er der blevet brugt på at lancere de seks film i biograferne, men det har kun resulteret i indtægter fra biograferne på sølle 400.000 kroner.

Kort sagt, en rigtig dårlig forretning.

Hundeliv, der som nævnt ikke var produktionsstøttet af Filminstituttet, modtog til gengæld lanceringsstøtte. Denne film slog alle rekorder i tab i forbindelse med biograflancering. Tabet var hele 589.216 kroner på at udsende denne film i biograferne.

Om man bruger 100.000 kroner eller tæt på 600.000 på at lancere de små danske film i biografen – resultatet er det samme.

Kulturminister Bertel Haarder efterlyser tiltag, som kan effektivisere statens støtte til kulturen. De danske skatteyderes bidrag på hele 1,2 millioner kroner til biograflancering kunne være brugt langt mere hensigtsmæssigt. For eksempel på film, som kan retfærdiggøre deres lanceringsomkostning gennem forøgede indtægter fra biograferne.

I gamle dage, hvor pengerigeligheden i filmbranchen var større, var der ikke de store problemer med at praktikere en ”gynger og karrusel”-politik på de små danske film og lade de store succeser dække tabet. Men i en tid, hvor presset på selv de store danske film er enormt, er pengene til at dække underskuddet på de små danske film sjældent til stede.

Der tales også om, at biograferne blot skal vise de små danske film længere. Eksemplet med Per Flys Bænken (2000), som ingen troede på, men alligevel blev en succes, er blevet tyndslidt i argumentationen. Mange mener nemlig, at biograferne ikke længere yder en sleeper (som Bænken dengang var) retfærdighed længere.

Alle påstandene er noget sludder.

Man kan roligt fastslå, at Bænkens store succeser en undtagelse. Og biograferne kan stadig skabe en langsomt voksende succes, det viser Mig før dig. Det er ikke en film, som nogensinde har rangeret særligt højt på hitlisten, men går alligevel stadig i hele fjorten biografer på 11. uge og er samlet blevet set af over 110.000 tilskuere.

Mange taler om, at hvis de små danske film blot udsendes i biograferne og på de digitale medier samtidig, vil det gå bedre. Men man overser fakta. Det er for længst bevist, at hvis forbrugerne ikke vil betale for at se en film i biograferne, vil de heller ikke betale for at se dem på de digitale medier. De to ting følger hinanden med stor nøjagtighed.

Dernæst tror mange, at biograflanceringen samtidig kan bruges til at lancere filmen på de digitale platforme. Det er en meget stor misforståelse. Det er to vidt forskellige forbrugergrupper, man henvender sig til. Så om filmene udsendes på de digitale medier og i biograferne simultant eller tre-fire måneder forskudt, så skal der alligevel bruges penge på lanceringen på de digitale medier.

For at spare de private danske filmdistributører og Filminstituttet for penge, som kan bruges mere hensigtsmæssigt, burde man i fremtiden udsende de små danske film direkte på free-tv. På den måde imødekommer man også dem, som betaler størstedelen af filmenes produktion: borgerne i dette land.

Hvis de små danske film overhovedet burde produceres.

Det har jeg svært ved at se, at de skal. Det kan umuligt passe, at der skal bruges så mange penge på at tilfredsstille så få menneskers ønske om mangfoldighed i det danske filmudbud. Og jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om de seks film har bidraget til mangfoldigheden.

Folkelig opbakning har de i al fald overhovedet ikke.