Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

18. nov. 2018 | 13:57

Ronkedorvås om parasitter og streaming

Foto | Facebook
Kim Pedersen risikerer at forsømme biograferne med al den dundersnak om streaming.

Kim Pedersen fastslår i sin noget aggressive reaktion på mit seneste blogindlæg, at han ikke hader Netflix, og det er godt at få slået fast. Der er nu også ganske mange tv-serier og film, der appellerer overvældende bredt.

Jeg skal derfor også slå fast, at jeg elsker at gå i biografen, er medlem af Biografklub Danmark, ser film både på Københavns største lærreder og elsker min lokale Park Bio på Østerbro, hvor jeg er kommet jævnligt gennem mere end 30 år. Jeg foretrækker de store film på det store lærred, og det vil jeg altid gøre.

Men jeg er også glad for mine tre amerikanske streaminggiganter, DR TV og TV 2 Play. Ligesom jeg lejer og køber film på iTunes, hvor jeg har en kæmpe samling spillefilm, samlet gennem ti år. Og jeg nyder dem alle på min 4K High Dynamic Range OLED-skærm, hvor billedet er knivskarpt og sprødt.

Mit indlæg, som Kim Pedersen reagerer på, beskæftiger sig dog faktisk slet ikke med biograffilm, men med tv-serier. Men Kim Pedersen bekymrer sig så meget om filmindustrien og biograferne, at han tror det hele handler om dette. Jeg har derimod i indlægget beskrevet tendenser for de amerikanske streaminggiganters fortsatte globale vækst, og hvordan deres teknologi og forretningsmodeller giver helt nye muligheder for alverdens producenter.

Hvad Kim Pedersen opfatter som en ”generalisering ud fra det mest spinkle grundlag”, vil den begavede læser af mit indlæg dog nemt kunne se, er en sober beskrivelse af nye modeller for differentieret global distribution. Og jeg argumenterer ganske velunderbygget for, at vi her ser nogle meget kontante tendenser, der givet er kommet for at blive.

Og jeg eksemplificerer endda tendensen med et markant og repræsentativt dansk eksempel med tv-serien Kriger, der i Danmark er en TV 2-serie, mens Netflix har den i resten af verden som en Netflix Original. Dette er i mine øjne et slående eksempel på, at streaming viser vejen frem for nyskabende modeller for effektiv global distribution af tv-serier.

Jeg bruger, som så ofte før, Netflix som eksemplet på denne udvikling, al den stund Netflix fortsat på alle områder er længst fremme. Lad mig citere en passus i mit indlæg, som Kim Pedersens har overset:

Den absolutte pioner inden for denne udvikling har været Netflix, der siden 2007 har været først, størst og bedst med streamingløsninger i høj kvalitet. Derfor har dette firma fået særlig stor opmærksomhed fra alle os medie- og teknologi-analytikere. Det har til tider haft den absurde sideeffekt, at folk i medieindustrien, uden den store teknologi-indsigt, har oplevet den megen omtale af Netflix som nærmest en uhørt reklame for firmaet.

Min omtale af Netflix gennem tiden, også i blogindlæg i Ekko, fremstiller Kim Pedersen for jeg ved ikke hvilken gang som ”hovedløs, overbegejstret reklamesøjle for Netflix”. Det er jo helt sort. Der skældes og smældes så meget i Kim Pedersens indlæg, at man kan blive helt nervøs for, at han kommer til at forsømme biograferne med al det vås om streamingtjenester som snyltere på filmindustrien og mig som bugtalerdukke for Reed Hastings.


Jeg elsker at gå i biografen, også selv om der kan være lidt udfordringer engang imellem. 

Alle internationale analytikere, også dem i mit eget netværk, beskæftiger sig rigtigt meget med Netflix og har gjort det, siden de startede i 2007. Det skyldes slet og ret, at firmaet definerer streamingmarkedet og har sat – og fortsat sætter – nogle standarder, som deres kommende konkurrenter skal leve op til.

Det burde ikke have gået nogen i mediebranchens opmærksomhed forbi, at Netflix fortsat ligger i førertrøjen, og jeg beskriver i indlægget også, hvordan vi snart får Disney+ og Amazon Prime ind på det nordiske marked som nye store streaming-spillere, der vil give Netflix hård konkurrence. Men de kommer til at agere på et marked, hvor Netflix har banet vejen og skabt præcedens for alt fra prissætning til brugerflader – og fra produktionsmetoder og distributionsmodeller.

Kim Pedersen skriver i indlægget en masse om Netflix og spillefilm, hvilket jeg i mit seneste blogindlæg slet ikke beskæftiger mig med. Men emnet er interessant. Netflix har i sin vækst investeret meget i spillefilm og har store ambitioner med film som supplement til tv-serierne. Store instruktører har lavet film eller har film på vej for tjenesten, og der afprøves interessante modeller for filmene, så de også kan få visning på nogle biograflærreder.

Der kan ikke være tvivl om, at Netflix er et kommercielt firma, så de går efter pengene. Og er der penge i at sende en af deres højprofilerede spillefilm et par uger i biograferne, så vil de gøre det. Det giver feinschmeckere en chance for at se filmen, og det giver instruktørerne noget rød løber og nogle store lærreder og godt lydanlæg.

Det er det, vi ser med Roma, og de vil helt sikkert også gøre det med Martin Scorseses The Irishman til næste år.

Men først og fremmest får disse spillefilm deres primære liv på Netflix. Men vil biograferne have dem og betale for dem, så vil Netflix givet finde en model. Kim Pedersen kalder det fejlagtigt for en ”slingrekurs”. Jeg vil kalde det kold, kalkulerende afprøvning af forskellige forretningsmodeller.

Biografvisninger vil også give Netflix mulighed for at vinde nogle Oscars, hvis deres dyre filmskabere barsler med nogle geniale kunstværker, og der kan skabes pr og god markedsføring i kølvandet på fine priser.

Kim Pedersen skriver således også, at Netflix i desperation for at få nogle Oscars “...bruger enorme beløb på annoncering, pr og konsulenter, og man gør kur til de stemmeberettigede.”

Det ved vi jo alle godt, at det gør alle filmselskaber med udsigt til en Oscar.

Men Kim Pedersen må have overset, at Netflix tidligere har meldt ud til sine investorer, at hvor de tidligere primært markedsførte sig med beskedne budgetter via internettet, så ville de i 2018 skrue voldsomt op for al mulig markedsføring, og man allokerede 1,5 milliarder dollars til globale markedsføringstiltag. For nylig købte Netflix for eksempel et billboard-firma i USA for 300 millioner dollars, og man har kunnet se en stor, dyr lysannonce på Lyngbyvejen for Bodyguard.

Kim Pedersen skriver fejlagtigt: ”Netflix er blot en parasit på filmindustrien, deres forretningsmodel hviler i bund og grund på at opkøbe film billigt – film, som har været i biograferne.”

Det er en beskrivelse af Netflix, som det så ud før 2013, hvor House of Cards indledte æraen med ”Originals”. Som jeg også skriver i mit indlæg, er Netflix’ strategi i dag en 50/50-blanding af de 100 procent selvfinansierede og kontrollerede tv-serier og film, og licensaftaler af forskellig slags, hvor Netflix er medinvestor med forskellige rettighedsmodeller for visning, som jeg beskrev situationen er med den danske tv-serie Kriger.

Det er jo helt forkert at kalde det for en parasit på filmindustrien. Tværtimod vil streamingtjenester som Netflix bidrage væsentligt til film- og tv-industriens fremtid. For mange danske producenter og filmfolk vil streamingselskabernes aftalemodeller være rigtigt gode, mens de for andre vil være svære at sluge. Men jeg tror, at modellen er uundgåelig, og frem for at skændes om modellen er det nok bedre at puste sig op og være hårde ved forhandlingsbordet, hvis man bliver inviteret af for eksempel Netflix – og få trumfet en så god pris igennem som muligt.

Kim Pedersen skaber i øvrigt noget forvirring om Netflix og deres aktiekurs og gæld. Jeg skriver, at Netflix hele tiden skubber en gæld på to-tre milliarder dollars foran sig. Lad mig præcisere: Netflix har faktisk gæld og rettighedsforpligtelser på næsten samlet 27 milliarder dollars – og dertil et konstant negativt cash-flow på to-tre milliarder dollars, som altså er det, jeg refererer til.

Netflix-aktien har faktisk i mange år været betragtet som en skrøbelig aktie, og det påpeger vi analytikere også løbende. Investorer med hang til streaming og lidt gambling har dog foreløbigt tjent kassen på Netflix. Jeg har selv for nylig været gæst i Radio 24syv-programmet Millionærklubben, hvor vi talte streamingmarked og Netflix-aktien, det kan de interesserede blive lidt klogere af her: “Det amerikanske streaming- og mediemarked”

Jeg vil runde af med at fastslå, at jeg og Kim Pedersen muligvis er fra forskellige planeter, men at vi begge brænder for vores sag og elsker vores fakta. Men det må være muligt at tale pænt til hinanden, respektere hinandens synspunkter og udlægning af tendenser.

Jeg afholder 29. november et seminar, The New Giants on the Horizon, hvor min amerikanske analytikerkollega kommer til København, og vi gennemgår data og analyser af fremtidens strategier for Netflix, Disney+, Amazon Prime Video og tv-selskabernes tilpasning til den nye streamingverden, så alle deltagerne kan blive meget klogere på udviklingen.

Lad mig benytte lejligheden til at tilbyde Kim Pedersen en fribillet til seminaret. Se mere på www.futuretv.dk

Claus Bülow Christensen, 18. november 2018

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko