Tiende del af blogserien, som sætter fokus på mine personlige erindringer om filmene fra Nils Malmros’ hånd – en af vor tids væsentligste danske filminstruktører.
Med sin tiende film vendte Nils Malmros tilbage til rødderne med en selvstændig fortsættelse af Kundskabens træ (1983), titlen var Kærestesorger (2006).
Filmen var hele tre år undervejs og slog dermed rekorden fra Kundskabens træ med et helt år. Endnu engang ville Malmros ikke overlade til make-up-afdelingen at tage vare på skuespillernes fysiske modningsproces. Kun den ægte vare dur for Malmros.
Kærestesorger følger en håndfuld unge gennem deres gymnasietid i starten af 1960'erne på Viborg Katedralskole. Omdrejningspunktet er forholdet mellem Jonas og Agnete, der i begyndelsen af historien bliver kærester. Jonas er den charmerende og begavede dreng, der er vellidt af alle, men ikke videre flittig i skolen. Agnete, derimod, er dygtig og ambitiøs, men endnu ikke særlig moden på livets andre områder og plaget af et anspændt forhold til sin familie. Filmen skildrer deres gymnasietid med alt, hvad den indebærer af venskab, forelskelse, jalousi og svigt.
Nils Malmros alter ego er i denne film "Jonas", spillet af Thomas Ernst.
På rollelisten finder vi i øvrigt Thomas Solnæs, Sofie Linde Lauridsen, Jesper Svane, Simone Tang, Søren Pilmark, Ida Dwinger, Peter Schrøder, Kristian Halken og Finn Nørbygaard.
Filmen er efter min mening Nils Malmros’ svageste, dermed ikke være sagt det var en dårlig film, for det var det bestemt ikke. Det største problem med Kærestesorger var, at den skulle leve op til Kundskabens træ (1983) – og det kunne den ikke. Det ville ingen film kunne.
Det fortælles, at Malmros under optagelserne forlangte, at en skuespiller skulle gå over billedet mod højre. Det fungerede dog ikke rigtigt. Da en repræsentant fra filmholdet foreslog om skuespilleren ikke kunne gå mod venstre, svarede instruktøren: ”Jamen, hun gik altså i den retning.”
Nils Malmros' perfektion og erindringer er ikke til diskussion.
At Malmros både er læge og filminstruktør var filmholdet ikke i tvivl om, specielt ikke efter fotografen Jan Weinche, i forberedelserne til en scene, var så uheldig at pådrage sig en alvorlig flænge på sit ene ben, der efter nogle dage ikke så så godt ud.
Resolut kørte Malmros sin fotograf til skadestuen, hvor Malmros selvfølgelig kendte lægerne og sygeplejerskerne, som var på vagt den dag. Efter en læge havde tilset Weinches sår, overlod han til Malmros at vaske og rense det. Normalt foregår sådan noget meget, meget gelinde med varmt vand og en blød svamp, men Malmros, som jo havde travlt med at komme tilbage til sin film, nærmest flåede sårkagen af med en hurtig og hårdhændet afvaskning af såret.
Weinche har ikke beklaget sig over dårligdom til Malmros siden.
Kærestesorger modtog tre Robert-priser for bedste kostumer, scenografi og make up.
I Ekko #44 blev Nils Malmros interviewet af journalist Anders Lange, og Langes sidste spørgsmål til instruktøren er: ”Kommer du til at lave en film om at elske?
Malmros svarer: ”Det burde jeg gøre. Jeg ved bare ikke rigtigt, hvordan jeg skulle gøre det. Men det burde jeg gøre.”
Hvilket fik Lange til at supplere med endnu et spørgsmål: ”Er det ikke det, dit livsværk lægger op til?”
Hvorefter Malmros afslutter med følgende udsagn: ”Jo, det gør det vel. Du har ret. Jeg mangler konklusionen. Jeg mangler at lave filmen om at elske. Jeg har vendt det flere gange i hovedet. For hvordan pokker gør man det? Og det er muligt, at jeg ikke kan. For det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke går ud og laver noget, som ikke lykkes.”
Svaret på udfordringen kan ses i biograferne fra 14. november.
Ellevte – og sidste – del af denne blogserie handler om Nils Malmros’ nyeste film Sorg og glæde.
Malmros – 1. del: Den spæde start
Malmros – 2. del: Gennembruddet
Malmros - 3. del: Professionaliseringen
Malmros - 4. del: Den første rigtig store film
Malmros - 5. del: Den opdigtede historie
Malmros – 6. del: Filmen om tilblivelsen af Drenge
Malmros - 8. del: Mere sex, tak
Malmros - 9. del: Instruktøren som skuespiller
Kommentarer