Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

06. okt. 2013 | 13:16 - Opdateret 09. okt. 2013 | 11:39

Oscar: Hvilke amerikanske film har chancen?

Foto | Academy of Motion Picture Arts and Sciences
På hvilke kaminhylder skal Oscar mon i 2014 pryde?

Oscar er så sandelige mere og andet end blot Jagten og kategorien "Bedste fremmedsprogede film".

Der er så sandelig også hovedkategorierne, hvor amerikansk film jo er dominerede.

Allerede den 7. marts 2013 gav jeg femten bud på film, som jeg spåede ville komme med i Oscar-kapløbet 2014.

Se bloggen her

Nedenstående er en opdatering af situationen.

Siden bloggen fra marts, er fire af spådommens femten film - af forskellige årsager - ikke længere aktuelle i Oscar-sammenhæng: Luc Bessons The Family, Oliver Hirschbiegels Diana, Susanne Biers Serena og Nicolas Winding Refns Only God Forgives. Jeg tror både mit danske og europæiske hjerte løb af med mig.

Der er dog fortsat fuld damp på de øvrige elleve film, som jeg i marts spåede ville have en chance for Oscar-nomineringer, i den ene eller anden af hovedkategorierne, næste år.

De nominerede bliver offentliggjort den 16. januar 2014 og selve uddelingen foregår den 2. marts 2014, som sædvanlig i The Dolby Theatre i Hollywood - og værten er i år Ellen DeGeneres.

Udover de i Danmark biografaktuelle:

Ron Howards Rush

Woody Allens Blue Jasmine

Richard Linklaters Before Midnight

Lee Daniels' The Butler

er der dog kommet yderligere ti film i vælten, som man bør bide mærke i:

Inside Llewyn Davis (Dansk biografpremiere 6. februar 2014)

Aldrig uinteressante Coen brødre, Ethan og Joel, har tidligere været Oscar-nomineret i forskellige kategorier ikke mindre end tretten gange - og fire gange har de vundet. En enkelt Oscar for Fargo (1996) i kategorien ”Bedste manuskript” og tre Oscars for No Country for Old Men (2007) i kategorierne ”Bedste film”, ”Bedste instruktion” samt ”Bedste manuskript”.

Denne gang har de kastet sig over den originale historie om en musiker fra Queens, der på trods af at være meget talentfuld, ikke rigtig kan slå igennem. Hovedpersonen er løst baseret på Dave Van Ronk.

I de væsentligste roller finder vi Oscar Isaac i titelrollen samt Carey Mulligan, som var Oscar-nomineret for sin rolle i Lone Scherfigs An Education (2009), Justin Timberlake, John Goodman og F. Murray Abraham, som vandt en Oscar for sin rolle i Amadeus (1984)

Nebraska (Dansk biografpremiere 13. februar 2014)

Bruce Dern kan så småt begynde at finde smokingen frem og forberede takketalen. Efter triumfen i Cannes, hvor han modtog bedste skuespiller-prisen for sin medvirken i dette kun $3 mio. dyre drama, bliver Dern svær at komme udenom. Skuespilleren har aldrig vundet en Oscar og har kun en enkelt gang tidligere været nomineret, nemlig for sin pragtpræstation i Hal Ashbys fremragende Coming Home (1978).

Denne gang ses han i rollen som en aldrende, alkoholiske mand, der tager turen fra Montana til Nebraska, sammen med sin fremmedgjorte søn, for at gøre krav på en stor lotto-gevinst.

I de øvrige roller ses Will Forte, June Squibb og Stacy Keach.

Instruktøren af den sort/hvide film er den dobbelte Oscar-vinder Alexander Payne, som vandt i ”Bedste manuskript”-kategorien for henholdsvis Sideways (2004) og The Descendants (2011).

All is Lost (Dansk biografpremiere 6. marts 2014)

Efter sin spillefilmsdebut med finans-thrilleren Margin Call (2011), er filminstruktøren J.C. Chandor tilbage med et action-drama, som udspiller sig på havet og kun har en enkelt medvirkende.

Filmen handler om en mand alene på en 39 fods sejlbåd, midt i Det Indiske Ocean. Da båden under en storm rammer en container, og er tæt på at synke, begynder en kamp for overlevelse.

Robert Redford spiller rollen som den uheldige sejler.

Robert Redford er blevet Oscar-nomineret fire gange: for Quiz Show (1994) i kategorierne ”Bedste film” og ”Bedste instruktion” samt for hans skuespil-præstation i Sidste stik (1973). Ud af de fire nomineringer har Redford en enkelt gang trukket det længste strå: som instruktør af En ganske almindelig familie (1980), men også en æres-Oscar i 2002, er det blevet til.

The Secret Life of Walter Mitty (Dansk biografpremiere 25. december 2013)

The Secret Life of Walter Mitty er en genindspilning af Alle tiders helt fra 1947, med Danny Kaye i hovedrollen. Denne gang er rollen overtaget af Ben Stiller, som ved samme lejlighed også har sat sig i instruktørstolen. Stiller har fire film på sin instruktør-samvittighed: Reality Bites (1994) Hybridmanden (1996), Zoolander (2001) og Tropic Thunder (2008), men har aldrig været bare tæt på en Oscar.

Walter Mitty er en dagdrømmende revisor, med en overbeskyttende mor, der godt kan lide at forestille sig selv som helt på vilde eventyr. Pludselig tvinges hans drømme til virkelighed, men at være en helt i det virkelige liv er ikke så let.

Hans hjertes udkårne spilles af Kristen Wiig, som tidligere har været Oscar-nomineret som manuskriptforfatter af Brudepiger (2011). Sean Penn har ligeledes en vigtig rolle i filmen. I modsætning til Stiller har Penn været nomineret til Oscars hele fem gange, og har vundet to, for sine præstationer i henholdsvis Mystic River (2003) og Milk (2008).

Her (Dansk biografpremiere 27. februar 2014)

Spike Jonze, som tidligere har været Oscar-nomineret for den bemærkelsesværdige Being John Malkovich (1999), har instrueret denne romantiske komedie.

En ensom forfatter udvikler et ulige forhold til et nyindkøbt operativsystem, der er designet til at opfylde samtlige hans behov.

Blandt de medvirkende møder vi en lavine af tidligere Oscar-nominerede: Joaquin Phoenix, som har været nomineret for sine roller i Gladiator (2001), Walk the Line (2006) og The Master (2012), Olivia Wilde, Rooney Mara, som var nomineret for sin rolle i The Girl with the Dragon Tattoo (2011) og Amy Adams, som har været nomineret hele fire gange for sine roller i henholdsvis Hjem, kære hjem! (2005), Doubt (2008), The Fighter (2010) og The Master (2012). Scarlett Johansson nøjes beklageligvis med at stille sin stemme til rådighed i filmen.

Fruitvale Station (Dansk biografpremiere 2. januar 2014)

Filmen er af flere blevet betegnet som dette års Hushpuppy. Filmen blev tildelt en pris i Cannes i Un Certain Regard-konkurrencen samt hele to priser ved Sundance Filmfestivalen: Juryens hovedpris og publikumsprisen.

Den sande historie om Oscar, en 22-årig fyr, der vågner op om morgenen den 31. december 2008 og føler der er noget specielt i luften. Da han ikke er sikker på hvad det er, tager han det som et tegn til igangsætte nytårsfortsætterne: at være en bedre søn over for sin mor, hvis fødselsdag falder netop nytårsaften, blive en bedre kæreste overfor sin pige, som han ikke har været helt ærlig overfor på det sidste, og at være en bedre far for T, deres smukke fire-årige datter. Han starter godt ud, men som dagen går, indser han det er lettere sagt end gjort. Han krydser veje med venner, familie og fremmede, og hvert møde viser os der er flere krummer i Oscar end man umiddelbart skulle tro. Men det bliver betjente fra Fruitvale politistation, der kommer til at ryste hans omgivelser i deres grundvold og medfører at hele USA kommer til at høre om Oscar Grant.

Spillefilmsdebutanten Ryan Coogler har instrueret og blandt de medvirkende ser vi Michael B. Jordan som Oscar Grant, Melonie Diaz og Octavia Spencer, som vandt en Oscar for sin rolle som Minny Jackson i Niceville (2011).

Prisoners (Dansk biografpremiere 5. december 2013)

Fra Denis Villeneuve, som stod bag den canadiske Oscar-nominerede Nawals hemmelighed (2011), i kategorien ”Bedste fremmedsproget film”, kommer denne thriller.

Filmen handler om en tømrer fra en lille by, hvis unge datter og bedste ven bliver bortført. Da politiet ikke kan finde dem, tager tømreren loven i egen hånd, men i processen kommer han på tværs af en detektiv, som ligeledes har sat sig for at løse mysteriet.

På rollelisten finder vi et sandt jordskred af tidligere Oscar-nominerede: Hugh Jackman, nomineret for sin rolle i sidste års Les Misérables, Jake Gyllenhaal, nomineret for sin rolle i Brokeback Mountain (2005), Melissa Leo, Oscar-vinder for sin rolle i The Fighter, Viola Davis, nomineret for sine roller i Doubt (2009) og Niceville (2011) samt Terrence Howard, nomineret for sin rolle i Hustle & Flow (2005)

Philomena (Dansk biografpremiere 28. november 2013)

En af mine personlige instruktørfavoritter, altid interessante Stephen Frears, byder ind med dette drama om Philomena Lee, som sammen med en journalist begiver sig på en rejse gennem Amerika for at finde ud af sandheden om hendes søn, der blev taget fra hende som baby.

En af verdens større uretfærdigheder er, at Frears aldrig har vundet en Oscar. Det er foreløbig kun blevet til to nomineringer i ”Bedste instruktion”-kategorien: The Queen (2006) og Ærlige svindlere (1990).

Judy Dench, som spiller Philomena Lee, har været Oscar-nomineret hele seks gange – og har vundet en enkelt for sin præstation i Shakespeare in Love (1998). Endvidere medvirker Michelle Fairley og Steve Coogan.

Mud (Dansk biografpremiere 21. november 2013)

En af USA’s mest spændende nye instruktører, Jeff Nichols, forsøger sig med et drama om to teenagedrenge, der støder på en flygtning og hjælper ham til at undslippe to dusørjægere som jagter ham og genforene ham med hans livs store kærlighed.

Jeff Nichols har tidligere stået bag den meget roste Take Shelter fra 2011.

Rollerne i filmen er givet til Matthew McConaughey, Reese Witherspoon, som vandt en Oscar for sin præstation i Walk the Line (2005), Tye Sheridan, Jacob Lofland, Sam Shepard, som er tidligere nomineret for sin rolle i Mænd af den rette støbning (1984) og Joe Don Baker.

Labor Day (Dansk biografpremiere 19. juni 2014)


Den fire-dobbelte Oscar-nominerede instruktør Jason Reitman, vil med stolthed præsenterer dette drama for akademiets medlemmer, når filmen får premiere 1. juledag i USA. Reitmans Oscar-listen består af en enkelt nominering for Juno (2007) i kategorien ”Bedste instruktion” samt tre nomineringer for Up in the Air (2009): ”Bedste film”, ”Bedste instruktion” og ”Bedste manuskript”.

Den deprimerede singlemor Adele og hendes søn Henry tilbyder en såret, frygtsom mand et lift. Da politiet gennemsøger byen på jagt efter en flygtet straffefange, går sandheden op for mor og søn, mens deres flugtmuligheder bliver stadigt mere begrænset.

Kate Winslet, som spiller moren, har været Oscar-nomineret seks gange og har vundet en enkelt for hendes præstation i The Reader (2008). Josh Brolin, som spiller straffefangen, har været Oscar-nomineret en enkelt gang for sin rolle i Milk (2008). Derudover medvirker Tobey Maguire.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko