Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

02. feb. 2014 | 17:35

Pinligt, Bodil!

Bodil græder snot.

I går blev Bodil-festen afholdt for 67. gang.

Danmarks mest prestigefyldte filmpris skulle endnu engang hædre de ypperste præstationer i dansk film.

Der var bare et lille problem: Ud af elleve Bodil-prismodtagere mødte kun fire personligt op. Resten sendte stedfortrædere.

Det er også sket i forbindelse med Oscar-uddelingen. Femten gange i historien har Oscar-vindere ikke mødt op for at modtage deres Oscar. Men det har der været en pokkers gode grunde til. De lå nemlig alle under mulden på prisuddelingstidspunktet.

Der har dog også været fravær i anden anledning, som for eksempel da Marlon Brando sendte Sacheen Littlefeather (Maria Cruz) i sit sted for afslå prisen af politiske årsager.

Ingen af ovenstående årsager kan årets Bodil-prismodtagere undskylde sig med.

Man kan vist roligt fastslå, at ligegyldigheden over for Danmarks ældste og mest betydningsfulde filmpris har nået et nyt niveau.

På samme måde som når en film ikke sælger billetter, nytter det ikke noget at slå på målgruppen. Det er filmen eller arrangementet, der er noget rivende galt med.

Publikum har for længst mistet interessen for Bodil-prisen, og nu er turen altså også kommet til prismodtagerne.

Det er ikke mindre end pinligt, at foreningen Danske Filmkritikere ikke er i stand til at skabe større interesse for den fornemme filmpris.

Man må håbe den manglende interesse både fra publikum og prismodtagere giver anledning til selvransagelse hos de ansvarlige, og at der kommer helt nye boller på suppen til næste års uddeling.

Arrangementet skal gentænkes. Det nytter ikke noget at uddele prisen i lokaliteter, der på tv fremstår som en filmprisuddeling i Kasakhstan.

Man kan nu engang ikke sælge dyre og prestigefyldte varer i Netto.

Signalet skal være entydigt. Tag udgangspunkt i den flotte statuette og find lokaliteter, som i formfuldhed lever op til statuetten. Og sørg for et ordentligt show med direkte tv-transmission.

Der er et år til at gentænke dette arrangement. Ellers vil denne pris afskaffe sig selv.

Fritz Helmuths statuette, som han fik for Det forsømte forår, blev for nylig solgt på auktion. Den indbragte sølle kr. 4.700.

Der er ikke ét minut at spilde.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko