Universal Pictures – Home of the B-movie

Med sidste weekends åbning af den kun $3 mio. dyre thriller The Purge i USA, er det amerikanske filmstudie Universal Pictures vendt tilbage til rødderne. Filmen åbnede med en indspilning på sensationelle $34,0 mio., og røg direkte ind som nr. 1 på den amerikanske hitliste. Filmen er, efter kun 3 dage i biograferne, selvsagt allerede en yderst fornuftig forretning.

I rækken af fortællinger om de store amerikanske filmstudier, hvor der blev lagt ud med United Artists, er turen nu kommet til Universal Pictures. Modsat United Artists kan man ikke påstå, det er kvalitetsfilmen Universal har prioriteret. Det var præcis B-film som The Purge, filmselskabet i sin tid slog sig op på.

Med James DeMonacos The Purge (2013) er Universal Pictures vendt tilbage til rødderne.

The Purge handler om et fremtids-USA, hvor kriminalitet er lovlig en nat om året og man altså denne nat kan begå enhver tænkelig forbrydelse, uden efterfølgende at skulle imødese fængselsstraf. Idet befolkning denne nat alle bærer masker, kan man sammenligne natten med en yderst voldelig Halloween. Filmen argumentere for, at det rent faktisk nedsætter den gennemsnitlige kriminalitetsrate, hvis man en nat om året ustraffet får muligheden for at rase ud. Filmen er instrueret af James DeMonaco og har Ethan Hawke og Lena Headey i hovedrollerne.

USA’s ældste eksisterende filmstudie, Universal Pictures, blev grundlagt 30. april 1912 i New York City af Carl Laemmle og syv entreprenante herrer, som alle havde fået kig på det nye mediums profitable fremtidsmuligheder. Der gik dog ikke længe, før Laemmle havde købt de øvrige syv ud.

Faktisk var alle grundlæggerne “Nickelodeon”-ejere og årsagen til de kastede sig over filmproduktion, var for at undgå at betale Thomas Edison for patentet, som han på det tidspunkt sad tungt på, gennem det daværende monopol.

Carl Laemmle var fra dag et den ledende skikkelse i det nye filmstudie og ville sikre sig både filmproduktion, distribution og biografer under samme paraply – et centralt element i det daværende ’studio system’.

Som så mange andre af filmens folk, gik der ikke længe før Laemmle drog vest på, for at slå sig ned i Hollywood, hvor lyset var optimalt for filmproduktion og den 14. marts 1915 åbnede han verdens største filmstudie Universal City Studio. Filmproduktion blev således det tredje element i Universals forretningsplan. Til forskel fra de øvrige daværende filmmoguler åbnede Laemmle studiet for turister, en idé der i dag ikke alene omfatter studiet i Hollywood, men også rene forlystelsesparker i Florida, Japan og Singapore.

De første filmproduktioner var billige melodramer og westerns og selvom Laemmle var en innovativ sjæl, var han også yderst forsigtig. Til forskel fra rivalerne, valgte han i første omgang ikke at satse på en egentlig biografkæde. Han finansierede også selv alle sine film og nægtede at låntage. Den politik var ved at køre studiet bankerot, da instruktøren Erich von Stroheim insisterede på nogle ufattelig dyre optagelser til filmene Blind Husbands (1919) og Foolish Wives (1922), men Universal klarede skærene gennem en aggressiv reklamekampagne for filmene, som tiltrak biografgængerne i stor stil.

Wallace Worsleys Klokkeren fra Notre Dame (1923) – Universals største succes i 20’erne.

Skuespilleren Lon Chaney blev det store trækplaster for Universal i 20’erne, med film som Klokkeren fra Notre Dame (1923) og The Phantom of the Opera (1925). Laemmle havde sikret sig en god produktionschef i skikkelse af Irving Thalberg. Men efter Louis B. Mayer fra Metro-Goldwyn-Mayer stjal Thalberg fra Universal med en bedre løn som gulerod, blev Universal reduceret til et anden rangs filmstudie og forblev som sådan i adskillige årtier.

I 1928 meddelte Carl Laemmle, at han havde udnævnt sin søn Carl Jr. til øverste leder af studiet, som en gave på sønnikes 21 års fødselsdag. Laemmle Sn. havde allerede fået et omdømme for at dyrke nepotisme i stor stil, idet hele 70 familiemedlemmer var på lønningslisten. Blandt familiemedlemmerne var instruktøren William Wyler - så ikke alle familiemedlemmerne var helt uden talent.

Junior overtalte farmand til at bringe Universal up-to-date. Han købte biografer, byggede lydstudier og producerede flere højprofilerede film, som for eksempel Universals første farvefilm King of Jazz (1930) af John Murray Andersen og den mere seriøse All Quiet on the Western Front (1930) af Lewis Milestone.

I 1930 lancerede junior en række film, som skulle komme til at stemple Universal som B-filmens hjemsted: Tod Brownings Dracula (1931), John Whales Frankenstein (1931), Karl Freunds The Mummy (1932) og James Whales The Invisible Man (1933). Alle filmene er efterfølgende blevet genindspillet i utallige udgaver.

James Whales Frankenstein (1931) – en typisk Universal film.

Genindspilningen af stumfilmen Show Boat (1936) af James Whale i tonefilmsudgave, betød afslutningen på Laemmle-æraen. For at producere filmen, havde Universal for første gang gældsat sig, med sikkerhed i familiens aktier i foretagenet og da man ikke kunne tilbagebetale, overtog banken filmstudiet. Biografkæden blev solgt og Universal var i slutningen af 30’erne blot et distributions- og produktionsselskab.

Selvom Show Boat blev en succes, da den blev udsendt en måned senere, kunne det ikke redde familien Leammle.

Banken indsatte J. Cheever Cowdin som præsident og bestyrelsesformand. Han skar omgående dybt i produktionsbudgetterne. Væk var ambitionerne og talenterne flygtede i hobetal.

Joe Pasternak blev hentet ind og producerede Henry Kosters Three Smart Girls (1936), som blev en succes og atter bragte selskabet i solvensen. En anden milepæl for Universal var i disse år George Marshalls Destry Rides Again (1939) med James Stewart og Malene Dietrich.

I begyndelsen af 40’erne var selskabet koncentreret om low-budget film; westerns, melodramaer, sequels til studiets gysere, altså atter udelukkende B-film.

I modsætning til de øvrige store amerikanske studier, havde Universal ikke råd til en ’stald’ af stjerner, så man måtte leje talentet fra andre studier. Ud over Stewart og Dietrich blev også Margaret Sullavan og Bing Crosby lånt. Enkelt stjerner havde studiet dog: komikerne Abbott & Costello og W.C. Fields, som lavede sine sidste film hos Universal.

Op gennem 40’erne var der virkelig smalhals, og blandt lyspunkterne var dog Alfred Hitchcocks Saboteur (1942) og Shadow of a Doubt (1943). Universal indgik ligeledes en koproduktionsaftale med producenten Walter Wanger og hans partner, instruktøren Fritz Lang, hvilket trods alt gav studiet nogle ret prestigefyldte produktioner.

I 1945 ændrede studiet navn til Universal-International efter britiske Rank havde købt sig ind.

William Goetz, Louis B. Mayers svigersøn, blev hyret til at tage sig af produktionen i det nye selskab. Universal distribuerede nogle af Ranks britiske projekter: David Leans Great Expectations (1946) og Laurence Oliviers Hamlet (1948).

Imens kæmpede Universal fortsat for overlevelse, som det efterhånden havde gjort i mange år. Det blev til enkelte hits, som for eksempel Robert Siodmaks The Killers (1946) og Jules Dassins The Naked City (1948). Goetz røg ud igen og selskabet returnerede atter til low-budget film, som Charles Bartons Bud Abbott and Lou Costello Meet Frankenstein (1948) og Rank solgte sine aktier til investoren Milton Rackmil, hvis pladeselskab Decca Records tog fuld kontrol over selskabet i 1952.

I Charles Bartons Bud Abbott and Lou Costello Meet Frankenstein (1948) lod Universal nogle af deres daværende mest værdifulde karakterer møde hinanden.

I 50’erne havde Universal succes med monster– og sci-fi film produceret af William Allard, andre succes’er var melodramaer instrueret af Douglas Sirk. I disse år havde Universal blandt andet Rock Hudson, Tony Curtis, Jeff Chandler, Audie Murphy og John Gavin i stald.

I slutningen af 50’erne solgte Universal grunden, hvor studiet havde til huse, til MCA (Music Corporation of America) og endelig i 1962 overtog MCA studiet fuldstændigt. Studiet blev omgående opgraderet og talent som Doris Day, Lana Turner, Cary Grant og Alfred Hitchcock indgik alle kontrakt med studiet. Succes’erne talte 3 Hitchcock-film: Fuglene (1963), Marnie (1964) og Bag jerntæppet (1966), samt Charles Chaplins sidste film Grevinden fra Hong Kong (1967).

MCA sikrede efterfølgende tre årtier med stabilitet.

Studiet blev styrket med producenten Hal B. Hallis, som producerede adskillige film hos Universal, blandt andet Maxwell Andersons Anne of the Thousand Days (1969) og Charles Jarrotts Mary, Queen of Scots (1971). Wallis trak sig tilbage efter at have produceret John Wayne-filmen Rooster Cogburn (1975).

Steven Spielbergs Dødens Gab (1975) er Universals største succes gennem tiderne.

I 70’erne genopfandt Universal virkelig sig selv, med gigantsucces’er som George Seatons Airport (1970), Hitchcocks Frenzy (1972), George Roy Hills Sidste stik (1973), George Lucas’ Sidste nat med kliken (1973), Mark Robsons Jordskælv (1974), Billy Wilders Ryd forsiden (1974), Spielbergs Sugarland Express (1974), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) og en film helt i sin egen klasse: Spielbergs Dødens gab (1975)

I 80’erne var de store hits John Landis’ Blues Brothers (1980), Spielbergs E.T. – The Extra-Terrestial (1982), Brian De Palmas Scarface (1983), Sydney Pollacks Mit Afrika (1985), og Robert Zemeckis’ Tilbage til fremtiden-trilogi (1985, 1989, 1990).

I 90’erne fulgte en lang række omstruktureringer, hvor MCA i 1990 hentede japanske Matsushita ind, kulturforskellene var dog for dramatiske, så allerede fem år senere blev selskabet solgt til det canadiske whisky-firma Seagrams. Trods de store omvæltninger sikrede Universal sig stor succes med Jurassic Park-filmene (1993, 1997, 2001), Martin Brests En duft af kvinde (1992), Ron Howards Apollo 13 (1995), og ikke mindst Spielbergs Schindlers liste (1993).

Universal havde i de forgangne to årtier haft et enestående samarbejde med Steven Spielberg, faktisk havde instruktøren kontor i Universal Studios. Samarbejdet sluttede da Spielberg grundlagde DreamWorks SKG.

I 2000 blev Seagrams solgt til franske Vivendi incl. Universal. Vivendi ejede allerede det franske filmproduktionsselskab StudioCanal, og selskabets navn blev ændret til Vivendi/ Universal. Allerede i 2004 solgte Vivendi Universal til General Electric, som i forvejen ejede NBC, hvilket resulterede i super-konglomeratet NBCUniversal. NBCUniversal blev i marts i år solgt til kabelselskabet Comcast.

I det nye årtusinde har Universal specielt haft held med diverse franchises, som American Pie, Bridget Jones, Fast & Furious og Jason Bourne. Blandt de øvrige film kan følgende fremhæves Ridley Scotts American Gangster (2007), Phyllida Lloyds Mamma Mia! The Movie (2008), Quintin Tarantinos Inglorious Basterds (2009) og John Johnstons The Wolfman (2010) (Fortiden fornægter sig ikke).

Og lige nu står den altså på The Purge (2013) i USA. Filmen får premiere 18. juli i Danmark.

Ringen er sluttet.

Dermed bestemt ikke være sagt vi har set Universals endeligt. Som så mange andre amerikanske filmstudier er Universal ligeledes yderst franchise-fokuseret, og nye afsnit af Jurassic Park, Fast and Furious og Jason Bourne er på vej.

Et nyt afsnit af Universals mest indbringende franchise, Jurassic Park, er på vej.