Hvad film har lært mig om at være mand

For ikke så længe siden læste jeg en større artikel i New York Times, der kredsede om kvinders arketypiske roller i Hollywood. 

Jeg er efterhånden ret skeptisk, når det handler om denne tidens førende #MeToo-avis. Pointen var imidlertid oversat til dansk, at kvinder på film altid skal beskyttes, kontrolleres og holdes hjemme – for ikke at sige nede. 

Jeg kan kun være enig i, at det er en fordømt kliché, men lad mig komme med et par trøstende ord: Mænd bliver også stereotypiseret og ligner over en bred filmkam omvandrende klichéer i machoroller. 

Det er et firkantet formsprog, det er skåret ud i papfigurer, men især som barn lærte det mig at forstå, at der er forskel på vores køn, hvilket i øvrigt ikke var til diskussion dengang. Det var bare at tænde for tossekassen og få noget toksisk maskulinitet ind med modermælken.

For selvfølgelig blev der sendt masser af bedagede film, hvor kvinder fik et filmkys og et klap i røven for på en gang at være mandeheltens pil i hælen og fjer i hatten, altså den søde, lidt irriterende tøs, der var så heldig at blive reddet af en rigtig mand. 

Manden tog styring, yes, men han gjorde det for kvinden, af kærlighed og respekt og alt mulig andet godt. 

Sådan forstod jeg det.

Jeg voksede op med film, hvor Clint Eastwood, Sylvester Stallone eller Bruce Willis nær var kommet af dage for at redde en kvinde, hvis navn ingen af os drengerøve havde noteret os, når vi anbefalede tidens action til hinanden.

Men budskabet var klokkeklart: Manden gør det beskidte arbejde for kvindens skyld!

Jovist, en cowboy befriede også en støvet by i Texas, når han fyldte skurkene med iskoldt bly, men det var som hovedregel først, når der blev begået en uretfærdighed mod det såkaldt svage køn. Så kunne Clinten ikke længere vende ryggen til, hvilket han måske lærte af John Wayne, min første helt.

Og selv om mine helte red alene mod solnedgangen, var der små, lyserøde hjerter i det støv, de hvirvlede op, taknemmelige kvinder, der elskede eller i det mindste elskede med disse brave mænd.

Motivet var fissen, erobringen eller kærligheden, om du vil. Men hvorfor var der ikke en eneste af Eastwoods westernhelte, der blev hos den kvinde, hvis hjerte han med stort mod lige havde erobret?

Fordi rigtige mænd kan klare sig selv og således også må modstå at være en del af en kærlighedsaffære, der sikkert ender med at blive alt for kompliceret og dybest set kun besværliggør en mand og hans mission.

Mænd rider og kæmper bedst alene.

Kvinder og børn sænker farten og bevægeligheden, men samtidig kan en mand dårligt nok være en helt uden netop kvindens attråværdige øjne og barnets stolte blik. Det er et sandt paradoks, som os mænd elsker at spejle os i, hvorfor Hollywood altid gør et stort nummer ud af det.

Som mand er du kaldet til aldrig at vende ryggen til en kvinde, hvis hun er i fare. Du ofrer dig selv for at redde hende, men når den sidste tyran er bragt til tavshed, er hun også nødt til at være klar på, at du må videre. At der er andre kvindearme, der venter på dig. Kvinden må slippe din hånd, thi du er den udvalgte.

Det var det, jeg fik med fra især alle de klassiske cowboyfilm, jeg slugte i hobetal, da jeg var dreng. At vi mænd dybest set red rundt for kvindens skyld, for der var jo damer overalt i de film, fra bordellet til det lille hus på prærien, og de var ærgerrige, hævngerrige og hårdtslående primadonnaer, hvis de da ikke reelt var kvinder i nød, der som sådan havde behov for akut hjælp og selv gerne hjalp til, for de stod ikke bare i skyggen af filmens mandige gunslingers.

Jeg opfattede for min del kvindens blik på manden som et godt mål og et ædelt motiv, helt på højde med skattekister og hævn for dollars. Nok var guldet altid kødbollerne på datidens spaghetti-westerns, men kvinden var parmasanen, den lille, udsøgte og uundværlige ingrediens, der gjorde den evige selvtægt ekstra smagfuld. 

Jeg blev halvvoksen igennem 80’erne, indledningsvis med Sylvester Stallone og afslutningsvis med Bruce Willis som råstærke mandeidealer i hver sin lejr. 

Rambo var en introvert kriger af ære. Han søgte udelukkende retfærdighed, kvinder fyldte ikke noget i hans liv, og jeg må indrømme, at krigsfilm, hvor kvinder spiller en rolle, intet siger mig. 

Det er mandens kald at gå i krig og gøre det ultimative offer. Det var Rambo, men det var for mig den altid oversete Tom Berenger, der i Oliver Stones Platoon udpenslede den grumme dualisme i at være kriger og frelser på samme tid.

Jeg var kun fjorten år, da jeg så filmen i biografen sammen med min far, som snød mig ind under påskud af, at jeg var femten. 

Og jeg kan stadig recitere Berenger i rollen som den arrede Sgt. Barnes, der i en nøglescene lister sig ind i en hule af sandsække for at sige et par alvorsord til de moralsk knækkede og hashrygende soldater, som sidder og taler om at slå Barnes ihjel. Han har lige skudt Sgt. Elias, som man ser udånde på filmplakaten, hvor han sidder på knæ og rækker armene mod himlen. 

”Hvad fa’en var det for en krigsfilm så’en at skyde sine egne folk?” tænkte jeg.

Men så bryder Barnes ind i forargelsen og iført bar mave og camouflagevest siger han replikker som: ”Elias was full of shit. Elias was a crusader. And when the machine breaks down, we break down. And I ain't gonna allow that, in any of you.”

Barnes er den stærkeste, fordi han i modsætning til de andre har indset og accepteret krigens maskinelle kynisme og afstumpethed. Han er ond, men i den gode sags tjeneste, hvis man ellers som ham forstår Vietnamkrigen som en nødvendig sag. 

Dér lærte jeg, at en mand gør det nødvendige. At mænd kan føle sig tvunget til at gå over grænsen, hvis deres moralske kompas mister retning. Det slipper kvinder for, fordi de bliver hjemme og tager sig af børnene.

Med Bruce Willis kunne vi grine. Han lærte os mænd at være helt enormt kække og fyldt med selvtillid, mens vi bagbundet tager de bloddryppende tæsk, det medfører at blande sig i andres affærer. 

For det er mandens lod at kravle gennem lange, trange skakter for at redde ikke bare sin kone fra fysisk overlast, men også tænde gnisten i et måske skrantende ægteskab. 

Bruce lærte mig at se cool ud, mens jeg ryger smøger og griner lidt af mig selv og det hele. At være en uhøjtidelig mand midt i absurditeternes alvor. 

Men jeg forstår budskabet, når det gælder mandens selvbillede: Jeg redder verden. For ansvaret er oftest mandens – altså på film. 

Det skal kvinderne bestemt ikke være kede af. Nyd det, ligesom vi mænd nyder at tage en pause og se en kvindelig helt rydde op i lortet. For i virkeligheden kan mænd slet ikke redde verden alene. Vi går grundigt ned med flaget, hvis der ikke står en kvinde bag. 

Det er da et positivt budskab i en ligestillingstid.