Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

27. juni 2020 | 10:15

Hvad Seruminstituttet kan lære af filmbranchen

Foto | Duane Dulman Gudmundsen
Som journalist oplever man mest, at pr-bureauer komplicerer kontakten eller simpelthen står i vejen som en fremmedfjendsk dørmand på et provinsdiskotek, skriver René Fredensborg.

Forleden læste jeg, at Statens Serum Institut nu vil have artikler til gennemsyn, hvorfor både DR og Berlingske er i vildt oprør.

Det er sjovt, tænkte jeg, for på Berlingskes filmredaktion bliver de formentlig ofte udsat for kontrol af præcis den art, ligesom alle andre kulturjournalister i vores lille land må kæmpe med.

Man skulle nærmest tro, at Seruminstituttet var blevet inficeret af de mange kunstnere, der i deres daglige virke aldrig undlader at påberåbe sig ytringsfrihed, mens de i mødet med medier gerne forsøger at knægte selvsamme.

Især vores angiveligt frisindede filmindustri er omgærdet af kontrolfreaks, så det kan være svært at stille et simpelt kritisk spørgsmål.

Sådan har det foreløbig været i de tyve år, jeg har fungeret som kulturjournalist. Og det er kun blevet værre med tiden.

Lad mig indeksere det for overblikkets skyld.

Agenten/pr-bureauet
For overhovedet at komme i forbindelse med en filminstruktør skal man igennem et pr-bureau, og hvis der er tale om en skuespiller, skal man også igennem en agent.

Deres opgave er at lette kommunikationen, men som journalist oplever man mest, at de komplicerer kontakten eller simpelthen står i vejen som en fremmedfjendsk dørmand på et provinsdiskotek.

Der bliver forlangt vinkel og spørgsmål på forhånd, gerne en forside, hvis den berømmede kunstner, de repræsenterer, overhovedet skal stille op.

Disse dyds-etikkens tvivlsomme vogtere vil naturligvis også gerne have hele interviewet til gennemsyn. Således at de kan vurdere om overskrift og vinkel er noget, der passer ind i deres pr-kram.

Og så er der et af de større agentbureauer, der i en mail lige vil kommunikere, at de skal have ”fuld redigeringsret”. Og da man bliver forbløffet over kravet, er bureauet mindst lige så forbløffet. For, som de siger, det har aldrig været et problem med andre medier!

Personligt henvender jeg mig altid personligt til kunstnerne, hvilket de ukrukkede af slagsen virker til at have det fint med. Så kan man klare eventuelle misforståelser direkte over telefonen og skære dette overflødige fedtlag fra.

Produceren
Når man dagligt sidder dybt begravet i budgetter og excel-ark, er det måske naturligt, at man også vil have kontrol over pressen.

Det være sig tidspunktet for, hvornår en artikel om en given film kan bringes, eller om man overhovedet passer ind i producerens strategiske puslespil.

Produceren bruger udelukkelse eller slet og ret censur. Skriver man ikke noget pænt, kommer man ikke med på næste ludertur, hvor man ellers kunne få lov at stå at glo på en megakendt skuespiller, der sidder og glor ud over det skotske højland.

Er man den type journalist, der kunne finde på at stille et lille, irriterende spørgsmål i den situation, bliver man betragtet som en cyste i mellemkødet. Den slags skal selvsagt fjernes fra location, om vi så skal helt til Afrika.

Instruktøren
Det er underforstået, at en instruktør er enormt vigtig og har brug for tid til at tænke sig om. Det kan tage uger, endda måneder, for at få en aftale om et interview på plads, for det skal jo som nævnt passe med den lanceringsplan, som produceren og pr-personen og agenten sammen har brugt endeløse møder på at tænke sig frem til.

Kort sagt skal det matche premieredatoen, hvor instruktøren er ”enormt hængt op” med andre interviews ud fra en hierarkisk præmis, hvor især Politikens bløde ”alt kunst har en berettigelse”-tilgang er højt prioriteret. Det er en kam, der ikke river i håret.

Til gengæld kan jeg fortælle, at hvis du i 2007 skrev om en meget kendt dansk instruktør – som ikke er Bille August, han kan tage det – at han havde modtaget over én million gode danske Filminstitut-kroner til urealiserede projekter, så vil han ti år senere, altså i 2017, forhindre dig i at se en pressevisning af sin nye film. Og derefter nægte at blive interviewet af netop dig.

Logikken er: ”Jeg får millioner af skattekroner, hvilket du på vegne af skatteborgerne ikke skal blande dig i.” Basta og blacklistet og berufsverbot!

Instruktøren er vant til kontrol med klaptræ og klipperi. Således ser instruktøren også på de medier, han eller hun møder.

Distributøren
Sådan en hårdkogt sælgertype med sejlersko og hipsterskæg kan finde på at gå langt for at styre pressen.

Han forlanger for eksempel en journalist ekskluderet fra Hollywood Foreign Press Association, fordi vedkommende ikke lige var den journalist, han havde tænkt sig skulle gøre reklame for den nyeste Tarantino-film.

Den dag i dag kan distributionsdirektøren stadig ikke se problemet.

Det svarer ellers til, at Seruminstituttet forlanger en skribent fyret fra Berlingske, fordi vedkommende tog en andens mere belejlige plads.

Danske filmkritikere har i øvrigt en forening, hvis ædle mål ser ud til at være ikke at gøre sig udtilbens med filmbranchen, hvorfor distributionsdirektøren og andre magtmennesker ingen modstand får.

Skuespilleren
Sagde jeg virkelig det? siger den folkekære diva.

– Ja, svarer man, det gjorde du virkelig. Det fremgår af båndoptagelsen!

– Sådan mente jeg det ikke!

– Hvad mente du så?

– Kan du ikke bare tage det ud?

– Det er ellers et godt citat.

– Ja, men jeg vil nødigt støde nogen. Jeg står selvfølgelig ved det, men det var sagt til baggrund. Og så bryder jeg mig heller ikke om, at der står: ”Sagde hun og grinte højt.” Så højt grinte jeg vist heller ikke …

– Okay, så det bliver til ”Sagde hun og grinte”.

– Nej, stryg det. Det virker fjollet. Stryg det hele, tak. Og måske er der også noget med overskriften …

Og sådan kan det fortsætte i en uendelighed, indtil man tænker: Hvorfor interviewer du ikke bare dig selv næste gang?

Igen, efter tyve år som kulturjournalist har jeg en fæl mistanke om, at Statens Serum Institut har afluret sine små kontroltricks hos filmbranchen uden dog at have kunstnernes paternalistiske niveau.

Det ægte frisind bliver mere og mere trængt. Flere burde sige fra.

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og derefter ansat på gratisavisen Urban.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Siden 2011 vært på Radio24syv, hvor han har været med til at udvikle kulturprogrammet AK24syv.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko