Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

24. sep. 2020 | 15:22

Lad dem twerke på de bornertes bål

Foto | Jean Michel Papazian
Danseholdet fortæller en vigtig historie om unge pigers overgang til at blive teenagere, men den franske Netflix-film er blevet anklaget for en pædofil skildring.

Da jeg var teenager i 80’erne, var det helt til grin at være reaktionær.

Frimodige mainstreamfilm som Footloose, Flashdance og Dirty Dancing skildrede idéen om, hvordan man alene med seje, frække moves kunne danse sig til en identitet og samtidig skide på autoriteterne. De snerpede, de reaktionære.

I dag er det omvendt.

Nu er det er moderne at være sippet og se til, at alt, hvad der støder stakkels lille mig, straks skal forbydes. Som nu for eksempel den omdiskuterede franske Netflix-film Mignonnes, som har den danske titel Danseholdet.

Hundredetusinder af seere har alene på baggrund af traileren og plakaten klaget over, at børn bliver gjort til sexobjekter. De ville have filmen fjernet, før den fik premiere. De ville opsige abonnementer og samle underskrifter.

Selv dybt krænkede danskere er en del af denne såkaldte cancel culture. På Trustpilot kalder de Danseholdet for usmagelig og sexfikseret. Maria mener, Netflix støtter op om pædofili. Martin mener, at det ”simpelthen er for klamt at lave en film om elleveårige piger, der klæder sig som ludere”. Og at de ansvarlige bør fængsles.

Idiotiens tidsalder par exemple, ikke sandt?

For set med nutidens bornerte brillestel er der uendeligt med film, der efter samme princip skal censureres, kontekstforklares eller advares om på skingreste vis.

Ikke bare denne lille, fine franske coming of age-film om pigers grænsesøgende adfærd, men måske også den fantastiske svenske filmkusine Fucking Åmål med sit pillemisbrug og selvmordsforsøg og sit lesbiske intermezzo mellem en sekstenårig (uh, voksen!) og en fjortenårig (uh, barn!).

Er det fjernsyn for børn?

Ja bestemt, Fucking Åmål er tilladt for over elleve år. Men der går sikkert ikke lang tid, før de snerpede sniffer sig frem til denne outrerede ungdomsklassiker, som de har forsøgt med Lolita, både bogen og filmen. De kan også udpege Woody Allens gamle Manhattan som synder, fordi den 42-årige mandlige hovedperson (spillet af Allen selv) indledningsvis dater en syttenårig pige.

Ud med Woody, han er også lidt klam i virkeligheden, ik’? Ligesom Roman Polanski, hvis værker ifølge de bornerte slet ikke kan adskilles fra hans voldtægtsanklagede personlighed.

Og lad os ikke glemme Kevin Spacey, som Netflix hældte ud af House of Cards på grund af beskyldninger om seksuel misconduct tilbage i 80’erne. Godt, vi er færdige med den ellers fremragende skuespiller.

I denne klagesag har det ofte angste Netflix kun beklaget og trukket plakaten tilbage, men altså ikke gjort det samme med filmen … endnu.

Hurra for det!

Filmen er vigtig. Den skildrer overgangen fra lillepige til præ-teen. Den er fiktion, men spejler virkelighedens grænseoverskridende seksualisering, som den folder sig ud på tv og reklamer.

Vi følger den elleveårige Amy, som er muslimsk senegaleser bosat i Paris. Hendes far har taget sig en kone mere, et soveværelse i den lille lejlighed er reserveret til brudeparrets ankomst.

Amys oprør er at hooke op med en normløs klike af benhårde piger, der har tilmeldt sig en lokal dansekonkurrence. Og kort sagt vil de bruge alle dansens beskidte trin for at vinde. De twerker i hotpants og tanktops, vrider sig som strippere, stikker en kælen finger i munden og klapper hinanden bagi.

De er kun børn.

Det er for meget, det er langt over grænsen. Men det er jo meningen med det hele. Vi skal væmmes over, at den slags er virkelighed, men i stedet står snerperne altså i kø for at censurere filmen om virkeligheden. Som et kinesisk ordsprog lyder: Når den kloge peger på månen, kigger den dumme på fingeren.

Den kvindelige franske instruktør Maïmouna Doucouré har sagt til Cineuropa: ”Det var meget vigtigt for mig ikke at dømme de her piger. Jeg ville forstå dem, lytte til dem, give dem en stemme og vise hele kompleksiteten i forhold til, hvordan de lever i samfundet. Og det kører sideløbende med deres barndom, fantasi og uskyld.”

Det samme kan man sige om filmen: Døm ikke, prøv i stedet at forstå!

Her må jeg indrømme, at jeg selv er nået forbi det punkt, hvor jeg kan forstå den selvretfærdige og offergørende cancel-kultur. Så måtte Scarlett Johansson ikke spille trans. Så trak HBO Borte med blæsten af sit site – og lagde den tilbage igen med en tilhørende forklaring om datidens racisme.

Så fjernede BBCet afsnit af Halløj på badehotellet – og lagde det tilbage igen med advarsel om stødende sprogbrug i forhold til, at den fiktive karakter The Major bruger ordet ”nigger”.

Skuespiller John Cleese har om den sag sagt, at hvis folk ikke kan forstå, at der bliver gjort grin med karakterens holdninger, er de for dumme. Man kan kun være rørende enig.

Igen, vi lever i idiotiens tidsalder, og idioterne er alle dem, der vil annullere og censurere og straffe og fængsle andre for noget, de ikke engang har set eller sat sig ordentligt ind i.

Derfor: Se Danseholdet, bliv stødt, diskutér! Lad filmkunsten gøre det, den er bedst til, hvilket er netop dét.

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og derefter ansat på gratisavisen Urban.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Siden 2011 vært på Radio24syv, hvor han har været med til at udvikle kulturprogrammet AK24syv.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko