Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

23. jan. 2019 | 17:06

Klappepølser og røvsyg konsensus

Foto | AMPAS
Med Halle Berry og Denzel Washington på hver sin side får Oscar-dronningen Meryl Streep klappet gang i prisfestens uddeling i 2017.

Der er en hel måned til Oscar-uddelingen, og det er allerede kvalmt at overvære det hujende indløb til, hvad der efterhånden er blevet filmbranchens mest kedelige og politisk korrekte fest.

Traditionen tro starter det hele med, at den evigt logrende danske filmpresse finder de samme klappepølser frem som sidste år og ih så inderligt håber på, at de danske bud bliver nominerede. Fuldstændigt ligesom sportsjournalister skabagtigt holder vejret og knytter næverne, når der bliver trukket lod til VM i fodbold eller håndbold eller noget endnu mere vanvittigt vigtigt for nationens tilstand.

Den danske filmpresse glider derfor også typisk helt ned i sorgens sorte rullekrave, når årets kandidaterbliver fravalgt i opløbet.

Denne ikke-nyhed står således at læse overalt på kultursiderne, som om det rent faktisk interesserer andre end dissens bebrillede klaphatte og den branche, de konstant fedter for.

I år med tilføjelsen, at der dog alligevel er rød/hvide-farver med til det store Oscar-show. For Viggo Mortensen er søreme nomineret, og vi ved jo alle, hvor dansk han er. Jeg tror faktisk ikke engang, han kan få opholdstilladelse – så lidt tilknytning har han.

Lad os spørge Dansk Folkeparti!

Set fra min stol er det kun interessant, hvis en dansk film rent faktisk kommer med til Hollywood, men the name of the game er selvfølgelig hype, og hvor er det egentlig øjenbrynsløftende, at der i den danske Oscar-komité sidder blot syv personager fra filmindustrien (inklusive en filmkritiker, same-same) og år efter år peger ud i luften. Statistisk set peger de overvejende i blinde eller skyder bare helt ved siden af tendenserne.

Der er selvfølgelig et par undtagelser, herunder Hævnen, Susanne Biers banale melodramatik, hvor det fremstår decideret gakkelak at, Suer (som kendere kalder hende) kan slå Alejandro González Iñárritus Biutiful af banen, som også var nomineret i bedste udenlandske. Man sidder med en fornemmelse af, at Oscar-folket i Hollywood stemmer efter, hvem der slikker dem mest i røven, så’en via mingling og dyre middage.

Her har Danmark så boots on the ground med producerteamet The Magnussons. Er der nogen, der ved, hvordan man slesker sig frem i Hollywood, så er det Kim M og farmand Tivi – sidstnævnte sidder i den danske Oscar-komité.

The Magnussons har stor kortfilmsmagt, ingen tvivl om den sag.

Danmark har deltaget og vundet så mange gange i netop den kategori, at det næsten virker suspekt. Nu hører jeg så også til dem, der synes, at Valgaften på ingen måde er morsom – endsige forståelig – men jeg er med på, at den film har sine fans. Nogle synes for eksempel også, at Herrens veje er spændende.

Smagen er som bagen, delt i to.

Derfor kan Anders Thomas Jensen slippe af sted med hvad som helst, har jeg noteret mig. Jeg har været i kontakt med ham, og det var svært at gennemskue hvem af os to, der var mest arrogant, og hvem, der var mest ignorant. Det samme har Kim Magnusson, forestiller jeg mig, når han tøffer rundt og får det hele til at glide før februar måneds store vaselinebal.

I Vesten og især i Hollywood tror man jo, at heeeeeele verden ser med på the Oscar Night. Som bosiddende på Filippinerne kan jeg afkræfte det. Jeg har lavet min egen lille undersøgelse, og kun tre ud af tyve adspurgte ved, hvad Oscar er. Og jo, de har tv og uddannelser og bor ikke i junglehytter, som du sidder og tror lige nu.

Filippinerne er pænt moderne, når vi taler byliv. Et slags mini-USA, faktisk, men de er mere interesseret i boksning og Mrs. Universe-konkurrencer, for der vinder de, i modsætning til Oscar-kapløbet, hvor det aldrig er lykkedes denne prægtige nation at blive nomineret i noget som helst over there. De har ellers den brillante filminstruktør Mendoza, men lige lidt hjælper det.

Og sådan tror jeg ærligt talt mange nationer har det. Who gives a fuck?

Som man fornemmer, elsker jeg at hade denne svært opstyltede tv-begivenhed, fordi det dybest ikke er interessant, hvilken skuespillerinde der har den mest vovede slice i kjolen, og hvem hun i øvrigt holder i hånd. Det er Se og Hør for folk, der kalder sig filmintellektuelle, og det hele bliver som bekendt skubbet fremad af de mest lamme spørgsmål fra tv-journalisterne, når kendisserne løber spidsrod på den røde løber.

”How do you feel?” Vi er tilbage på sportsjournalistikken, bare pakket ind som finkultur.

Hvordan vinder man så en Oscar? Man kan for eksempel spille retarderet som Tom Hanks i Forrest Gump. Handicappet som Daniel Day-Lewis i Min venstre fod eller gal/genial som Geoffrey Rush i Shine.

Det er gået lidt af mode.

Til gengæld er det altid godt at portrættere kendte personer såsom Lincoln, Churchill, Capote, Ray Charles, Idi Amin og Stephen Hawking. Listen er lang, der er også et par kvinder på: The Queen og Edith Piaf.

Det behøver vi ikke fortabe os i, for vi ved alle, at filmbranchens kønsdebat allerede er over kogepunktet. Dog skal jeg huske at nævne, at LBTGQ (undskyld, hvis jeg har byttet rundt på bogstaverne) har en flot, flot liste over alle de Oscar-vindere og -nominerede, hvor der har indgået bøsser og lesbiske og biseksuelle og selvfølgelig queers i holdopstillingen. Lady Gaga er allerede på, da hun åbenbart er biseksuel. Jeg er i tvivl, om det er i filmen eller i virkeligheden, men det betyder mindre. Point til Hollywood fra de i egne øjne underkendte.

Moonlight, der vandt en Oscar for bedste film, er en perfekt idé. Der er bøsser, og der er sort hud. Lige nu er det hot at spille sort eller rettere: at være sort. Black Panther er nomineret, fordi, ja, fordi den hedder Black Panther. Ikke at nominere den film ville være politisk ukorrekt, selv om det bare er en larmende superheltefilm.

Så har vi Spike Lees BlacKkKlansman, der handler om at infiltrere Ku Klux Klan. Jeg tror på den film, da den sorte hovedperson har en left hand, der er jøde. Han hedder Flip Zimmerman. Dog er Adam Driver, der spiller Zimmerman, ikke jøde. Det kan tælle ned, da man jo skal være sort for at spille sort og lesbisk for at spille lesbisk og alt det der. Skuespil er ikke længere bare skuespil.

Men ok, filmeksperten Maria Månson har jublet over, at BlacKkKlansman er nomineret. Det læste jeg på DR. Det er altid godt, når de hvide støtter op om de sorte, men de er altså stadig meget hvide i Hollywood, selv om de lader, som om de hellere vil være sorte.

Tilbage er der kun det forudsigelige: At Meryl Streep og co. siger noget tårevædende barskt om Trump. Det har vi selvfølgelig set før, men folk labber det alligevel i sig. Tænk, at de tør, de megakendte. At have sådan en stærk konsensusklub. Men det er selvfølgelig ok let, når alle seerne, inklusive filmjournalisterne, er rørende enige og allerede har lynet ned til den store (som sædvanligt røvsyge) Oscar-aften.

Det bliver uden mig. Hyg jer med det!

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Vært på Radio24syv fra 2011 til 2019.

I dag kulturanmelder på Ekstra Bladet.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko