Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

29. maj 2019 | 19:11

Kulturen er nitten i valglotteriet

Foto | P.H. Seifert
Siden Klaus Rifbjerg (tv.) og Ebbe Kløvedal Reich foldede sig ud under stor mediebevågenhed i 1970, er der ikke røget megen protesthash på Kulturministeriets trappe.

Hvis jeg var kulturminister, ville jeg indføre gratis musikundervisning til alle interesserede børn, jeg ville sætte kulturforståelse på skoleskemaet allerede i børnehaveklassen, og jeg ville lade en statslig biograf opføre i enhver større provinsby.

”Nådada, og hvordan vil du så finansiere det?” spørger du som det første, thi sådan bliver enhver kulturpolitisk vision typisk mødt i vores lille regnearksland. Kultur er kroner og ører, må vi forstå. Det koster, det skidt. Og hvordan kan man prioritere noget så højtravende som kunst, når supersygehuse, plejehjem og politiets ressourcer, ikke mindst, samtidig er helt i knæ?

Jeg kender kun alt for godt til kulturmodstanden, da jeg er vokset op blandt sydjyske rindalister, der kun kunne nævne fodbold som en vigtig kunstart. Hvorfor det selvfølgelig var vigtigt, at lottomidlerne netop gik til grønsværen. 

Kulturpolitik er for de fleste en luftig størrelse, men her til morgen kom der dog et håndgribeligt forslag på bordet, og det endda fra Dansk Folkeparti, som mange vil mene er kulturens bekæmpere. Jeg tager hatten af for kulturordfører Alex Ahrendtsen og hans evne til at sætte netop vores kultur på dagsordenen. Jeg er sjældent enig med ham, det er jeg nu, for Ahrendtsen har foreslået, at vi laver en dansk udgave af det franske Loto du patrimoine, en slags kulturarvslotto, der startede sidste år, og hvor overskuddet for eksempel skal gå til at restaurere det historiske Fort Cigogne.

Det svarer til, at danskernes spillelyst holder Trekroner Fort i god stand, men straks er flere oppositionspartier selvfølgelig ude for at advare mod ludomani. Det er dansk kulturpolitik i en æggeskal. Alle initiativer drukner i akut hensynsbetændelse, og ligesom i tidens valgkamp er kulturen et barn, der gerne må ses, men ikke høres.

Som tema finder kulturpolitik aldrig vej til de store partilederrunder, for ingen politikere kan sætte andet end luftige paroler på begrebet: sammenhængskraften i vores samfund, vores kritiske eftertænksomhed, vores værdifælleskab og blablabla. 

Det var svarene, da Dagbladet Information for et par uger siden spurgte alle tretten såkaldte kulturordførere, hvad kulturpolitik var for dem. 

Konkret blev det ikke for alvor ud over de sædvanlige gives and takes. Det skulle da lige være provokunstneren Uwe Max Jensen, der pt. gøgler rundt for Stram Kurs og vil nedlægge Statens Kunstfond og lade kunstnere undervise i gymnasiet. 

Er der ikke allerede mange kunstnere, som bruger deres tid på at undervise – af nød mere end af lyst? Og er en stor kunstner også en stor lærer? Jeg tvivler. Og hvad angår Statens Kunstfond, må vi være åbne for også at evaluere på selve den hjørnesten, der i 1961 var med til at skabe Kulturministeriet.

Det siger jeg, selv om jeg også har modtaget støtte fra fonden. Det er tydeligt, at kulturlivets visionære og progressive personligheder er ret reaktionære, når det kommer til at debattere forandringer i støttesystemet. Der er mig bekendt stadig ikke blevet røget en eneste pibe protesthash på kulturministeriets trappe, siden Klaus Rifbjerg, Niels Skousen og Ebbe Kløvedal Reich foldede sig ud under stor mediebevågenhed i 1970. 

Tværtom ser tidens kunstnere mere ud til at gå op i, hvem de ikke vil dele scene med, hvis de da overhovedet tør bevæge sig ud i den politiske kunstdebat og dertilhørende aktioner.

Seneste nyhed på den front er, at visse kunstnere nu trækker sig fra udstillingen Den politiske kunst, der over sommeren foregår hos Læsø Kunsthal, fordi de er uenige med andre kunstneres politiske holdninger, herunder førnævnte Uwe Max Jensen, Dan Park og Lars Vilks.

Det er her, at jeg som potentiel kulturminister får lyst til at sende hele bundtet på et tvunget seminar under overskriften: Kunstnerisk ytringsfrihed – et opgør med kulturel konsensustænkning. Jeg må hellere sørge for et klækkeligt fremmødehonorar, for hvordan lokker man ellers de etablerede og toneangivende ud af busken?

Jeg beværtede på et tidspunkt et program på Radio24syv ved navn Rene Linjer, hvor det var hensigten at invitere kunstnerne ind i den politiske debat, som de alt for sjældent deltog i. Herhjemme nyder kunstnere ikke samme intellektuelle anseelse, som man ser det i for eksempel Frankrig og Tyskland. 

Programmet var populært, men især allerede veltjenende forfattere ønskede et honorar for at deltage i den offentlige debat. Det har jeg tænkt meget på siden. De vil have mere i kunststøtte og flere bibliotekspenge og skrive endnu en bog, der lægger op til samfundsdebat, men de (nogle af dem) vil ikke selv stille op med en eneste holdning uden at få kolde kontanter for det. 

Samtidig spørger de selvsamme mennesker: Hvorfor er der ikke mere fokus på kultur?

Spørgsmålet er relevant, for kulturen er altid nitten i det store valglotteri. Ingen vil betale for det, det skal ligesom bare være der som gratis, åndeligt råstof. Det kræver en indsats fra alle. Kunstnerne må kravle ned fra elfenbenstårnet, folket må lære at sætte pris på kunstnere i enhver forstand, mens politikerne må svinge sig op til andet end floskler, når de skal værdisætte kunstens betydning for samfundet.

Senest har Socialdemokratiet via gruppeformand Henrik Sass Larsen gjort sig uheldigt bemærket ved at kritisere landets tilsyneladende tomme biblioteker, endog i samme sætning, hvor han påpegede, at kulturkronerne gik til Det Kongelige Teater og symfoniorkestrene. Og altså folkebibliotekerne, som han dermed også fik gjort til noget elitært – det vil sige overflødigt.

Sass er efter min mening en arrogant, politisk gangster, der skyder i blinde og taler, som han har manglende forstand til. Det var salig Anker Jørgensen, der kaldte vores biblioteker for arbejderklassens universitet, og heldigvis har partifælle og politisk ordfører Mogens Jensen også været ude og slå fast, hvor vigtige bibliotekerne er for kulturen med sine 38 millioner besøg om året. 

At de i valgets førende parti ikke kan finde hoved og hale i egen kulturpolitik, siger dog ikke så lidt om stoffets prioritet på Christiansborg.

Man siger, at der ingen stemmer er i kulturpolitik. Jeg er lodret uenig, som så mange andre stemte jeg ræverødt som ung, men er med alderen blevet mere blå i det, ikke mindst kulturpolitisk. 

Det var under den konservative Brian Mikkelsen, at der blev indført gratis adgang til museer som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, inklusive fri entré for børn til alle øvrige statslige museer. Et konkret kulturtiltag, alle kunne tage og føle på. Det var pudsigt nok under en rød regering, at der ti år senere igen blev indført entré. 

Til gengæld skal socialdemokraterne have tak for, at de med Jytte Hilden som kulturminister økonomisk støttede idéen om Dogmefilm dengang i 90’erne. Også et meget konkret bud på kultur, der satte Danmark på verdenskortet.

Det er derfor, jeg foreslår gratis musikundervisning og kulturforståelse som fag i folkeskolen. Og så skal danskerne have sig en statsdrevet biograf i enhver større by – ligesom Cinemateket i København – hvor der bliver vist ordentlige film til fornuftige priser. Fordi kultur og især filmkultur er for vigtig til at overlade til tilfældige markedskræfter og åndsforladte popcorntempler.

Hvorfor diskuterer vi ikke dét i valgkampen? Hvorfor diskuterer vi ikke, at det er blevet så dyrt at gå i biografen, så det skaber kulturel ulighed? 

Hvis vi alle skal blive lige beriget af vores kultur, må vi alle have lige adgang til vores kultur. Og det skal diskuteres på lige vilkår som klima, pension og indvandring. Men lur mig, lige lidt hjælper det. Det ligger i vores kultur.

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og derefter ansat på gratisavisen Urban.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Fra 2011 til 2018 vært på Radio24syv, hvor han var med til at udvikle kulturprogrammet AK24syv.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko